Frygt altså ikke!

”Frygt altså ikke! I er mere værd end mange spurve.”

Matthæusevangeliet 10, 31

I går nævnte jeg en prædiken af Kaj Munk, som altid er værd at standse ved. I 1942 skrev han sine erindringer ”Foraaret saa sagte kommer”. Her fortæller han blandt andet om den unge murer Peder Emmiche, som han kendte som dreng. Der sker det, at Peder bliver alvorligt syg, og den lille Kaj går så ned i haven til hindbærbuskene for at bede om, at han må blive rask igen. ”Jeg bad om det i Jesu navn. Så vidste jeg, der ikke kunne ske ham noget,” fortæller han.

Men sygdommen bliver værre, og en dag fortæller de Kaj, at Peder Emmiche er død.

”At de ikke er klogere,” tænker han ved sig selv.

Så kommer dagen for begravelsen, og Kaj er spændt på, hvordan folk vil tage det, når de bliver klar over, at Peder ikke er rigtig død. Da forældrene kommer hjem fra begravelsen, undrer drengen sig, for de siger ikke noget som det usædvanlige, der må være sket.

”Nå, hvordan gik begravelsen?”, spørger drengen så. Jo, den gik jo, som sådan noget plejer at gå, siger faderen.

”Jamen – jamen blev han – blev han da i kisten?”.

Jo, vist gjorde han så!

Da var det, alt blev mørkt for Kaj, som så igen går ned i haven.

”Det var faldet et mørke over mig… og over det ganske land… som i Kristi korsfæstelsesstund. Jeg forstod ikke noget mer. Og ærlig talt… jeg har ikke rigtig forstået siden.”

Det er ærlig snak, for vi forstår ikke det ondes magt. Men midt i dette mørke lyder det til os, at vi ikke er glemt af Gud. Faktisk er vi mere værd end mange spurve!

Der kan ske så meget på livets vej. Som præst har jeg også oplevet dødsfald, som var helt umulige. Drengen, som fik en ny cykel, som lige skulle prøves på markvejen. Han kom bare ikke tilbage. Undervejs faldt han og blev dræbt. Frygtelig begravelse! Ubegribeligt mørke!

Men midt i det hele lyder det: ”I er mere værd end mange spurve.” Jeg brug for at høre det igen og igen. I er så meget værd, så jeg gav mit liv for at frelse jer. Frygt altså ikke!

Frede Møller er pastor emeritus.