Frygt ikke nationalismen - den skabte Danmark og opretholder vores sprog og kultur

ASGER BAUNSBAK-JENSEN skrev her i avisen i går, tirsdag, at han er bange for nationalismen. Det har han nu ingen grund til at være.

Han mener også, at politikerne er bange for ”deres folk”. Det er svært at få øje på.

Og han mener, at folkene lider af angst. Det har nok ikke været vanskeligt at stille den diagnose, for den er frit opfundet. Alle er åbenbart bange, om ikke for det ene, så for det andet.

Hans egen angst kan næppe være den samme som politikernes og folkets. Den må være en mere forfinet form. Han er ikke bange for islam, for han er frisindet. Asger Baunsbak-Jensen er vistnok medlem af et parti – Radikale Venstre – der vil nedlægge folkekirken og afskaffe monarkiet. Det kunne være, fordi partiet mener, at folkekirke og monarki fremmer nationalismen. Det har det sådan set ret i.

Artiklen fortsætter under annoncen

Baunsbak-Jensen påstår, at ”Europa undermineres af nationalisme”. Og når folk som ham siger sådan, ved vi, at de lynhurtigt kommer til Hitler og Anden Verdenskrig, som om nationalisme skulle være årsagen til disse to.

Det er et tegn på hans uvidenhed om både nationalisme og om nationalsocialismen i 1930’erne, og det er en absurd samtidsanalyse, som han forsøger sig med. Han er også en af de mange, der automatisk finder ligheder mellem nutiden og Tyskland i 1930’erne, men aldrig med Sovjet i 1930’erne.

Hvor skal man begynde? Lad os begynde med nationalismen, som han frygter. Nationalismen skabte nationen, altså Danmark. Og den skabte Norge og Irland i en verden, der bestod af imperier, hvis magthavere frygtede nationalismen, som – og man skulle tro, han vidste det – var en frihedsbevægelse. Det er den den dag i dag i Skotland, Grønland og Catalonien, men ikke i Danmark, for vi har for længst bygget nationen.

ER BAUNSBAK-JENSEN bange for skotterne? Er det deres nationalisme, der underminerer Europa, eller mener han mon, de underminerer det postmoderne imperium, EU, som en stat kun kan komme ind i, hvis den er en nationalstat?

Skulle Danmark aldrig have været skabt af nationalismen? Måske mener Baunsbak-Jensen, at den romantiske nationalisme var godartet, men så blev den ondartet i 1930’ernes Europa. Lad os tage Hitler endnu en gang. Nationalsocialismen var ikke nationalistisk, men imperialistisk. Hitler var et produkt af en lang tysk historie. Han var ikke et Betriebsunfall, som man siger. Antisemitismen blev gjort mulig af nationalstaternes opløsning og er og var ikke et produkt af nationalismen. Han kan læse Hannah Arendt, hvis han vil vide mere, men det vil han ikke.

OG SÅ NUTIDEN. Asger Baunsbak-Jensen er antiliberalist. Nationalsocialismens fjende var liberalismen og individualismen. Nationalsocialismen sejrede, fordi den var en lighedsideologi og en fællesskabsdyrkende bevægelse, der satte vi-følelsen over jeg-følelsen. Nationalsocialismen var en elitebevægelse.

Kort sagt: Det er rene klichéer, Baunsbak-Jensen fremfører om nazismen og nationalisme. Efter Anden Verdenskrig kom det nye Europa til at bestå af etnisk homogene nationalstater. Tyskere blev smidt ud af Polen, for at Polen kunne blive polsk. Og det samme skete i resten at Europa. Nationalismen har skabt det moderne Europa.

Hvad så nu? Toldmure er åbenbart nationalisme. EU har utallige toldmure, selv til Norge. Er det nationalisme? Han påstår derefter, at nationalismen kommer fra en ”stærkt voksende klasse på bunden af samfundet”. Denne klasses angst skaber nationalisme, påstår han. Fra den ”porøse bund” henter ”nationalismen sin energi”. Men hvor er underklassens sange, kompositioner, malerier og romaner? Uden dem kan man ikke skabe nationalfølelse.

Nationalismen opretholder sproget, for eksempel det danske. Hvor finder han denne porøse bunds bidrag til dansk sprog, litteratur og kunst? Jeg kan fortælle ham, at den porøse bund hører amerikansk rock og er revnende ligeglade med Grundtvig og kærlighed til fædrelandet.

HVOR KOMMER nationalismen fra? Ikke fra nogen underklasse. Hvad Danmark angår, kommer den fra folkehøjskoler, DR, folkekirken, kunstfonden, aviser, Nationalmuseet og ikke mindst fra folkeskolen. Det er folkeskolens første og største opgave at gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og historie.

Det må gyse hos den radikale Asger Baunsbak-Jensen at se den slags statsnationalisme, men jeg synes ikke, han skal være bange for folkeskolen, folkekirken eller folket, og han kan roligt nynne: Thi det fædreland er vort, for nu at citere en ubehagelig nationalist: Christian Richardt.

Hans Hauge er dr.phil., forfatter og tidligere lektor ved Aarhus Universitet.