Prøv avisen
Debat

Frygten for kedsomhed er farlig: Det er, når vi keder os, at vi udvikler os og lærer nyt

På Nationalmuseet kan man forvente at kede sig godt og grundigt. Det er i hvert fald budskabet fra museets nye direktør, Rane Willerslev, der derfor har introduceret en ny kedsomhedsknap, som man kan trykke på, når den farlige følelse forventeligt opstår. Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Det primære problem for den danske befolkning – og ikke mindst for børn og unge – er vel næppe, at de keder sig for meget, men snarere, at de keder sig for lidt, skriver konservativ folketingskandidat

På Nationalmuseet kan man forvente at kede sig godt og grundigt. Det er i hvert fald budskabet fra museets nye direktør, Rane Willerslev, der derfor har introduceret en ny kedsomhedsknap, som man kan trykke på, når den farlige følelse forventeligt opstår. Så vil der til gengæld straks være statuer, der taler, kister, der åbner sig, og andet sjovt til at bortvejre kedsomheden. Man kan med andre ord slippe for ”dødtriste museumsbesøg”, som museet lokker med på sin hjemmeside.

Det er helt nyt, at et museum på den måde italesætter sig selv som kedeligt og støvet, men det er til gengæld fint i tråd med det brand, som Rane Willerslev længe har bygget op om sig selv som det forudsætningsløse og utæmmede naturbarn, der skal ryste støvet af det kedelige og halvdøde museum.

Men det brand er i virkeligheden ret problematisk. For mon ikke der er en solid sandsynlighed for, at flere vil opleve museet som kedeligt, når det nu selv siger, at det er det? Og mon det i virkeligheden vil trække flere besøgende til? Næppe... Heller ikke selvom de bliver lovet levende statuer, talende malerier og andre special effects, som da nok skal trække en del nysgerrige børn til den første tid.

Men er det overhovedet nyt, at et museum bruger nye formidlingsformer og ikke blot lader genstandene tale for sig selv? På ingen måde, og hvis Rane Willerslev tror det, så har han vitterligt ikke gået meget på museum i de seneste 20 år. Stort set alle museer gør, hvad de kan for at tænke nyt og gøre sig relevante for nye generationer af besøgende, men det sker sædvanligvis med respekt for de samlinger, man er sat til at varetage og formidle. Fortællingen om det dødtriste Nationalmuseum er derimod udtryk for en dyb despekt for de genstande og den faglighed, som man finder på Danmarks største kulturhistoriske museum.

På Nationalmuseet findes fantastiske samlinger opbygget gennem århundreder af dedikerede samlere og museumsfolk. Grundigt udforsket af mange generationer af historikere, der har formidlet deres viden i reolkilometer af bøger, som formidlingsmedarbejdere derefter har koncentreret til ultraprægnante og pædagogiske udstillingstekster til forklaring af genstande, der hyppigt genopstilles på nye måder, så de netop taler klarere til en ny tids mennesker.

Er det kedeligt at se på resterne af Egtvedpigen i egekisten? Huldremosekvinden i det mørke rum med spøgelsesagtige træsilhuetter på væggen? Er det kedeligt at se Claus Ahlefeldts partisan fra Stormen på København i 1659?

Jeg har i grunden aldrig oplevet det store problem med kedsomhed på Nationalmuseet og faktisk heller ikke oplevet, at mine børn i forskellige aldre gjorde det særlig meget. Hvis det endelig skulle være, er det da så slemt at kede sig lidt? Eller rettere sagt; at gøre sig en lille smule umage for at sætte sig ind i kulturarven uden konstant at skulle underholdes og disruptes hele tiden?

Det primære problem for den danske befolkning – og ikke mindst for børn og unge – er vel næppe, at de keder sig for meget, men snarere, at de keder sig for lidt. For det er i virkeligheden sundt at kede sig lidt. Al indsigt, al sand erkendelse forudsætter fordybelse, at man gør sig en lille smule umage og bruger lidt tid uden hele tiden at blive afbrudt. Det kan være svært at finde stunder eller koncentration, når kedsomhedsknapperne gør deres indtog flere og flere steder i samfundet.

I en kedelig tur med metroen ser man den altovervejende del af passagerne med blikket stift stirrende på deres egen personlige kedsomhedsknap. Og det er faktisk ret svært at afvikle et møde – eller sågar et aftensmåltid – uden at den er til stede i hænderne på flere af deltagerne. Smartphonen, der konstant tilbyder underholdning og nye indtryk og behændigt forhindrer den truende kedsomhed. Men i kampen mod den møder vi desværre en anden -hed; nemlig overfladiskhed.

Frygten for kedsomhed er i virkeligheden en trussel mod at lære nyt og udvikle sig som menneske. Det er der simpelthen ikke tid og overskud til, når man konstant er på jagt efter det næste dopaminkick, uanset om man er på museum, sidder i metroen eller skal bruge tid sammen med sine nærmeste. Og det er i virkeligheden ret kedeligt…

Af Nikolaj Bøgh. Konservativ folketingskandidat, Frederiksberg