MEDIERNE ER i denne tid naturligt nok fyldt med gode råd om, hvordan vi mennesker håndterer den frygt, der sniger sig ind på os alle, forårsaget af den tiltagende og brutale terror, der viser sig selv de mest uventede steder.
De færreste kan sige sig helt fri for at føle en vis frygt, bevidst eller ubevidst. Mange ekspertråd er at leve, som vi plejer, og ikke lade os kue, ikke lade terroristerne få lov at vinde over os ved at få os til at leve i evig frygt, hvor end vi befinder os.
Flere af os kigger os over skulderen, flere af os orienterer os, hvor vi går. For sommerens historier om terror hvor som helst fortæller jo, at den lige så godt kan ramme os som alle andre. En kirke i Normandiet, en promenade i Nice, et diskotek i Orlando, en bar, en restaurant, et stadion eller en koncertsal i Paris, en lufthavn i Belgien, et torv i Tyrkiet, et tog i Tyskland.
Der synes ingen grænser at være, alt er muligt for syge, hadefulde galninge, som er stort set umulige at stoppe på forhånd. Oftest påtager Islamisk Stat sig skylden, sandt eller ej, og ofte er de hadefulde galninge inspireret af IS, for nettet er efter sigende fyldt med detaljerede opskrifter på, hvordan man slagter og tilintetgør de vantro, hvor end de er. Find et skydevåben, og angrib en kirke, en bar, en lufthavn, alle tænkelige steder.
Også en syg pilot kan finde på at flyve sit fly ind i en bjergvæg, mulighederne er uudtømmelige, og vi kan altid senere finde masser af årsager og forklaringer og muligheder for, at nogen kunne have set det komme og kunne have grebet ind, før det fatale fandt sted. Men det ændrer ikke ved, at der er fare, hvor end vi befinder os.
Mennesket har altid levet med frygt, og vi har lært, at ”voksne også kan være bange”. Vi har frygtet krig og sygdom. Vi kan frygte trafikken, ensomheden, døden blandt vore nærmeste, demensen, kræften. Frygten er et grundvilkår i den menneskelige tilværelse, men de fleste af os har lært at tackle den og lært at leve uden stor frygt i det daglige.
MEN PLUDSELIG ER DET, som om en helt ny slags ondskabens frygt sniger sig ind på os på en måde, vi ikke ved, hvordan vi skal håndtere. For den ligner ikke den anden form for frygt, vi ellers kender og måske har lært at håndtere.
Den rammer helt uventede steder, hvor vi ellers følte os trygge. Hvem var før bange for at gå ind på Hovedbanegården, ud i lufthavnen, ned på Nørreport Station, ind i et stormagasin eller i kirke eller til koncert? Nu skal vi også til at overveje farerisikoen de steder, som før føltes helt trygge. Og bare den overvejelse kan jo gøre os ganske angste. For som vi har tidligere lært, ”angst æder sjæle op”.
Ethvert tænkende menneske kan jo godt se, hvor let det er for en syg terrorist med skjult våben at gå uhindret ind i Hal 3 i Københavns Lufthavn, ind på Hovedbanegården, ind i Magasin eller hvor som helst. Og vi kigger os mere og mere over skulderen. Og uden at føle mig frygtsom til hverdag har jeg for længst besluttet mig for aldrig mere at gå ned på Nørreport Station vel vidende, at det er tusindvis af mennesker nødsaget til i hverdagen. Jeg vælger det fra, fordi jeg kan. Det kan alle ikke.
Så uanset hvad alskens eksperter siger og råder os til – at leve så normalt som ellers – så kan kun de færreste sige sig helt fri for at være påvirket af det, der sker omkring os i disse gruopvækkende tider.
JEG VED GODT, hvor jeg helst opholder mig, hvis jeg kan vælge mellem storbyen og på landet. På landet selvfølgelig, men ingen har jo garanteret mig, at en hadefuld galning ikke også kan finde på at gå på stranden med sit skydevåben en varm sommerdag. Jeg prøver bare at lade være med at forestille mig det, for så kan jeg ingen steder være.
Frygten er der, den sniger sig ind, og hver især må vi prøve at finde vores egen måde at håndtere den på, men sige sig helt fri for den, det kan vi ikke efter de mangeartede og gruopvækkende begivenheder, vi har været vidne til på det seneste.
Måske kan man lukke lidt for nyhederne og læse mindre om uhyrlighederne, selv om det jo heller ikke holder i længden.
Men gemme sig, lukke sig helt inde i en osteklokke, det kan vi jo ikke helt i længden, hvor meget vi end momentvis kan drømme om det. Vi lever i en til tider meget barsk virkelighed, og vi er nødt til at se den i øjnene. Om vi bryder os om det eller ej.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen og forfatter, dr.theol. Ole Jensen