Det varer et godt stykke tid, før den kollektive frygt efter sommerens terrorhandlinger fortager sig.
I hvert fald, hvis man skal tro medierne. Når man handler i Brugsen, har man ikke indtryk, at kunderne er præget af frygt. De fortsætter deres dagligdag, og godt så! Men naturligvis er der noget om snakken.
Men – som det også er blevet sagt mange gange – vi må vænne os til, at frygten er der. Og den er ikke af ny dato. Sidste lørdag satte jeg mig ved fjernsynet og genså Roger Donaldsons fortræffelige film, ”Thirteen Days” på DR 1 med Kevin Costner i rollen som præsident John F. Kennedys sikkerhedspolitiske rådgiver under Cuba-krisen i oktober 1962, hvor russerne var i gang med at placere atomraketter på Cuba, og hvor verden i adskillige døgn bevægede sig på randen af en altødelæggende atomkrig.
Kennedy talte til det amerikanske folk og hele verden og meddelte, at raketbatterierne og de russiske skibe om fornødent ville blive bombet. Jeg var et par måneder før begyndt i 1.g, men blev oppe og hørte talen og var derfor noget søvnig, da jeg om morgenen skulle med rutebilen til skole. Dog ikke mere, end at jeg sad med en klump i maven og en flaksende frygt for, at det måske var sidste gang, jeg tog i skole. Morgendagen, eller den næste igen, kunne være den sidste. Frygten var nok diffus, men reel nok, og den prægede de dage, som næsten var indhyllet i en slags uvirkelighedens tåge.
Frygt har også en historie, individuelt og kollektivt. Den har antaget forskellige former, og dens årsager er nye. Men den har altid været dér. Den var til stede, da præsident Kennedy blev myrdet kun godt et år efter Cuba-krisen. Og hvem erindrer sig ikke den angst, der greb os alle den 11. september 2001? Men i dag taler og skriver vi, som om der ikke har været voldsomme trusler mod os før i historien. Også på det punkt opfører vi os, som var vi de første, der gør erfaringer af vidtrækkende karakter. Historieløsheden og den manglende erindring er blevet det senmodernes deprimerende vilkår.
Kort tid efter oktober 1962 var Det Kongelige Teater på gæstespil i Haderslev. Det opførte Friedrich Dürrenmatts ”Fysikerne”, en grum komedie om angst og skyld. Det var ikke hverdagskost at opleve landets bedste teater i byen, og når det skete, var det selvfølgelig altid en oplevelse, men væsentligere var, at man fik sat ord på sin frygt og dermed fik den – også humoristisk – tolket, og bagefter så det hele måske lidt lysere ud.
I et interview i Weekendavisen uddyber Else Marie Bukdahl kunstens evne til at tolke og nyformulere, og her særlig billedkunsten. Hun citerer sin far, Jørgen Bukdahl, der sagde, at kunsten er større end politik, religion og filosofi, og, føjer hun til: ”Endelig kan kunsten aldrig komme med et helt præcist udsagn. Det er en styrke, at den først og fremmest er åben og stiller spørgsmål.”
Vist så, og derfor har vi mere brug for kunst end for psykologiske overvejelser om, hvad frygten gør ved os, og om, hvordan vi kan forholde os til den.
Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, uddyber holdningen i Politiken og føjer til, ”at politikerne ville have godt af at gå på museer, se noget mere teater og læse nogle flere bøger (…) At læse bøger kan lære os om sammenhænge og om, at tilværelsen måske ikke er så anderledes i dag, end den var for eksempel i begyndelsen af det 20. århundrede”.
Og som eksempel bruger han Henrik Nordbrandts digt ”Vuggevise”: ”Lille krigsbarn, hvor vil du hen?/ Vælg selv. Bare vi aldrig/ skal se dig igen.” En forenkling, siger Riis. Ikke et digt, der løser flygtningeproblematikken, men som vaccinerer os mod kynismen.
Ifølge BT er et medlem af Dansk Folkepartis byrådsgruppe i Aabenraa trådt ud af denne. Han er vist også efter partiets mening gået for vidt med et krav om, at Özlem Cekic skal sendes ud af landet og ”hjem” til Tyrkiet. ”Der er ingen grund til, at hun fortsat provokerer danskerne med sine meninger,” siger han. Özlem tager det roligt, men hun vil ikke drikke dialogkaffe med ham.
Det kan jeg godt forstå, men jeg tror, Donald Trump vil være enig – manden, der måske bliver USA’s næste præsident. Og så vil der igen være overhængende fare for en atomkrig. Så frygten fra 1962 er måske ikke bare noget fra dengang. Men Trump har åbenbart stor støtte i store dele af befolkningen.
Det havde Hitler også!
Ugens debat skrives på skift af tidligere biskop i Aarhus og klummeskribent på Kristeligt DagbladKjeld Holm og præst og anmelder på Kristeligt DagbladKristian Østergaard . En af de to samler hver uge op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter