Fuldgyldigt fællesskab

KOMMENTAR: Flertallet i Folkekirken og ganske mange i den katolske kirke er af den overbevisning, at vi kan have fuld-gyldigt kristent fællesskab også i kom-munionen uanset dogmatisk uenighed

David Vincent Nielsen har flere gange og sidst i et læserbrev den 11. september været ude at forsvare det romersk-katolske standpunkt, at nadverfællesskab ikke er muligt uden fuldstændig dogmatisk enighed. Det er et muligt standpunkt. Det deles også af et lille mindretal i folkekirken. Jeg vil gerne respektere den enkeltes ret til at unddrage sig fællesskabet, men jeg beklager dybt, at den katolske kirkes ledelse gør dette synspunkt gældende som kirkens officielle standpunkt. Flertallet i folkekirken og ganske mange i den katolske kirke deler det ikke. I foråret var jeg på et to måneder langt internship på Loyola Hall i England og blev sammen med andre ikke-katolske deltagere inviteret til hver dag at deltage i kommunionen og gjorde det med glæde.

Flertallet i folkekirken og ganske mange i den katolske kirke er af den overbevisning, at vi kan have fuldgyldigt kristent fællesskab også i kommunionen uanset dogmatisk uenighed. Apostlen Paulus afrunder kærlighedens lovsang med ordene: »Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.« Det er en fundamental indsigt for mig, at vi erkender stykkevist, at vore ord udtrykker sandheden stykkevist. Det fuldkomne hører evigheden til. Vi erkender stykkevist, både fordi ordenes betydning skifter med den kulturelle baggrund, og fordi vores fatteevne er begrænset. Denne indsigt, at vor erkendelse er stykkevis, må selvfølgelig ikke føre til intellektuel dovenskab. Vi skal tværtimod i hver generation vedblive med at søge sandheden og kæmpe med formuleringerne. Vi skal vedblive med at samtale om de rigtigste formuleringer, og det arbejde vil aldrig ophøre. Den stykkevise erkendelse er livsvigtig! Set fra et luthersk standpunkt er den grundlæggende synd ikke, at vore kirker er organisatorisk adskilte og har forskellige dogmatiske formuleringer, men at disse forskelle hindrer os i uforbeholdent at anerkende hinanden som medkristne og søge fællesskab med hinanden i kommunionen. Jeg har intet problem med uforbeholdent at anerkende dig som en kristen bror og helhjertet invitere dig til nadverbordet i mine menigheder, og deri er jeg ikke i modsætning til min kirke. Men hvordan har du det med en luthersk præst som mig?

Hvis vi uforbeholdent anerkender hinanden som medkristne, må vores forskellige dogmatiske formuleringer af troens sandhed ikke forhindre os i at have fuldgyldigt fællesskab om det sakramente, der både formidler vort dybeste fællesskab med vor opstandne Herre og mellem os kristne indbyrdes. Når stykkevis erkendelse nu engang er dette livs vilkår, så er det efter min opfattelse udtryk for intellektuelt hovmod og forsyndelse mod kærligheden at lade forskellige dogmatiske formuleringer stå i vejen for fuldgyldigt fællesskab i kommunionen.

Sognepræst Per Mollerup, Holbergsvej 82, Dianalund