Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og Merete Bøye, sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk
Den 7. januar 2015 trængte to mænd bevæbnet med kalasjnikov-geværer ind på redaktionen hos det satiriske magasin Charlie Hebdo i Paris. ”Allah er stor!”, råbte de på arabisk, idet de skød og dræbte 12 uskyldige mennesker.
10 dage senere blev Jens Galschiøts skulptur ”Abrahams børn” indviet på kunstcentret Silkeborg Bad. Kunstneren har udvalgt 600 lyse og 600 mørke citater fra henholdsvis Toraen, Bibelen og Koranen, som bliver vist på skærme.
Hermed vil Galschiøt vise, at de tre religioner er så ens, at de knap kan skelnes fra hinanden. På den måde kan man ”vise”, at fundamentalisme altid er skidt, uanset om den så er muslimsk, kristen eller jødisk.
Jens Galschiøt udtaler i forbindelse med angrebet på Charlie Hebdo til aidoh.dk (Art in Defense of Humanism) om sit kunstværk: ”Med projektets påstand om, at religionerne er lige 'gode' og lige 'onde', lægger jeg op til en inkluderende dialog, der også skal bygge bro mellem religionerne. Jeg forventer derfor ikke en ny 'Muhammed-krise', men det giver selvfølgelig stof til eftertanke, at en bladredaktion angribes, fordi de har stillet sig kritisk over for religion, som det skete for Charlie Hebdo.”
Nogen ny Muhammed-krise skal Galschiøt i sandhed ikke vente, for der er ingen, der behøver frygte for deres liv på grund af vrede kristne og jøder. Og værket er så uskadeligt, at ikke engang den argeste islamist kan forarges over det. Det problem, der burde have meldt sig i Jens Galschiøts hoved, mens medarbejderne på Silkeborg Bad puslede med at opstille de 600 citater, der skulle nivellere alle forskelle religionerne imellem, samtidig med at kuglerne fløj om ørerne på journalister og tegnere i Paris, var følgende: Charlie Hebdo gjorde grin med alle religioner. Så hvis de tre religioner i bund og grund (fundamentalt) er det samme, hvordan kan det så være, at redaktionens lokaler ikke har været hjemsøgt af vildt omkringskydende jøder og kristne?
Det ville have klædt Jens Galschiøt at have sat sig lidt ind i fundamenterne under de tre religioner, inden han lavede sin kunst. For præmissen for værket er forkert. Dels finder man ikke frem til roden af en religion eller ideologi ved at plukke enkeltstående citater ud af helligskrifter. På den måde kan man få ”Das Kapital” til at handle om, at det frie marked er en guds velsignelse. Dels er det forkert at sige, at kristendommens fundament er Bibelen. Kristendommens fundament er Kristus.
Og dels er det forkert at sige, at al fundamentalisme er skidt. Det må vel komme an på, hvilket fundament man bygger på. Og kristendommens og islams fundamenter er grundlæggende forskellige (fundamentalt forskellige, kunne man også sige).
Islam bygger på Koranen, og mens Galschiøt har ret i, at man godt kan finde smukke tanker i Koranen, så er det dog svært at komme udenom, at den over en bred kam opfordrer til, at muslimer skal undertrykke anderledes tænkende og begrænse kvinders udfoldelse uden for hjemmet. Desuden rummer den løfter om himmelsk luksus for den, der dræber vantro i profetens navn.
Kristendommen bygger derimod på Kristus. Kristus prædikede kærlighed, ligeværd, tilgivelse, barmhjertighed og evighedshåb. Derfor er kristen fundamentalisme noget helt andet end islamisk fundamentalisme.
Men Galschiøt ønsker ikke at prikke alt for meget til muslimerne: ”Jyllands-Posten prøvede at få mig til at bakke op omkring Muhammed-tegningerne - men jeg afslog. Jeg mener nemlig ikke, at tegningerne var et forsvar for ytringsfriheden eller et forsøg på kunstnerisk fortolkning og dialog, men snarere et projekt, der gik ud på at mobbe og provokere muslimerne, og som dermed ville fungere som en slags 'hate speech' og stigmatisering,” siger han.
Kristne fundamentalister vil han derimod gerne provokere. I 2006 opstillede han en skulptur af en gravid, korsfæstet Kristus-figur foran Københavns Domkirke i protest mod abortmodstandere og kristne fundamentalister. Dem kan man roligt ”mobbe og provokere” og - i næsten bogstavelig forstand - ”stigmatisere”, for det er en del af de kristne fundamentalisters fundament, at man skal vende den anden kind til.
Galschiøt provokerer derimod ingen, der kan finde på at reagere med at stikke ham en bøde, sætte ham i fængsel eller slå ham ned på gaden. Han sætter med andre ord intet på spil med sin kunst. Den er bare til dekoration; et sofastykke, som sikkert allerede pryder adskillige pæne hjem på moderigtigt indrammede plakater.
Mens de kulturelle fylkes på Silkeborg Bad for at beundre Galschiøts overfladiske og ligegyldige mainstream-skulptur, blev Katrine Winkel Holm i tirsdags afhørt af politiet. Hun er nemlig formand for Trykkefrihedsselskabet, som har udstillet nogle billeder af den islamkritiske svenske kunstner Dan Park.
Det er de gode mennesker i Kristendemokraterne, som har meldt hende, idet de mener, at udstillingen overtræder racismeparagraffen. Her kunne man ellers tale om mod og om at være kontroversiel og provokerende og skabe debat. Hvilket vel - fundamentalt set - er det, vi skal bruge kunsten til. Eller hvad?
Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og Merete Bøye, sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk