DØDEN ER en udfordring for de fleste. Og meget tyder på, at mange danskere accepterer døden på den biologiske tilintetgørelses betingelser.
Når man for sit eget vedkommende hader og frygter døden og henholder sig til et almægtigt tilsagn om det evige liv hvornår, hvor henne, hvorledes vides ikke så må man betragte denne dødsholdning som et dekadence-symptom, og man kan ikke lade være med at tænke på, at den klassiske stoicisme, der var en heroisk og ædel livslære uden traditionelt religiøst islæt, fulgte med en kulturel og menneskelig forfaldstid for det romerske rige og hele dets verdens- og menneskesyn. En af de største stoikere var lærer for tyrannen Nero.
Døden er forstået og fortolket på talrige måder i de forskellige kulturer. Men dødsforståelsen indgår altid som et meget væsentligt element i den enkelte kulturs selvforståelse. Hvis den traditionelle dødstolkning vakler, så er det mere end den, der vakler.
I vor kultur har døden i århundreder været fortolket efter den evangeliske lære om det evige liv. Et opgør med denne tolkning er udtryk for et kulturelt selvopgør, for nu at bruge et pænere udtryk end kulturel selvødelæggelse eller selvfordærv. Fundamenterne vakler under dansk kultur.
Siger man ja til forrådnelsen, er der temmelig meget, det kan være lige meget med. Hvorfor skal man efterleve høje idealer om ret og uret, når ormene alligevel om få år skal fortære ens og andres saft? Hvad betyder sandhed kontra løgn, når skæbnen er et fattigt gæstespil i en kultur, hvor ingen alligevel tror på noget eller nogen? Og bør man ikke undgå den afhængighedskrævende kærlighed, når den altid skal suppleres med savnets elendighed?
Jeg skal ikke hermed argumentere for den kristne tros sandhed. Den er troens anliggende og kan kun forkyndes. Men man skal være meget opmærksom på, hvad det er, man gør, når man bortknipser et grundlag for en folkelig udvikling.
Vi sidder i vor rige stuer og læser smukke tanker om døden og den store intetheds kendsgerninger. Der er også skønhed i undergangen. Sagde man ikke, at Nero spillede violin, mens Rom brændte?
Sven Thorgaard,
valgmenighedspræst,
Kastanie Allé 47, Lunderskov