”Ånd uden krop er fup”. Sådan var overskriften på den ortodokse præst Poul Sebbelovs kronik i Kristeligt Dagblad den 27. april. Dermed bekender han sig til, hvad filosoffer kalder positivisme, at kun det, vi kan sanse, for eksempel se eller høre, er virkeligt; men kærlighed - hverken den kristne kærlighed eller den almindelige menneskelige - kan i så tilfælde eksistere.
Det kan selvfølgelig ofte se ud for andre, som om en handling er kærlig, men der er ingen garanti, når for eksempel en politiker løfter et lille barn op for at se kærlig ud. Kun én selv ved, hvornår det er ægte kærlighed.
Kristendom er efter mine begreber et åndeligt område, der intet har med naturvidenskab eller historisk videnskab at gøre. Det Nye Testamente er en samling af fortællinger, lignelser og billeder, som alle indirekte beretter om, hvordan den ægte menneskekærlighed realiseres af Jesus-skikkelsen, hvis idé netop er at være den rene personificerede kærlighed: Guds ord om kærlighed praktiseret i verden. ”Ordet blev kød” i menneskeskikkelse. Ingen almindelige mennesker kan leve op til det, og derfor kaldes Jesus for ”Guds søn”.
Selve ordet ”jomfru” i Det Nye Testamente betyder faktisk kun ”ung kvinde”, og når det drejer sig om en åndelig, overført betydning, er sagen ganske enkelt, at hun er billedet på et ”uskyldigt” og ”lydigt” meneske, endda over for et himmelråbende absurd påbud om at føde ”Guds søn”. Hun stiller i fortællingen ingen spørgsmål af naturvidenskabelig art, som Sebbelov mener bliver brudt, men er netop billedet på det fuldkomne menneske, der hengiver sig åndeligt ubetinget til foretagendet uden at stille spørgsmål, der ikke kommer sagen ved.
De fleste mennesker kunne på den tid, Det Nye Testamente blev skrevet, ikke læse, og derfor valgtes fortællingens form, som er lettere at huske og videregive.
På lignende måde er ”opstandelsen” et åndeligt anliggende. Jesus-skikkelsen viste, at kærligheden kan findes i verden. Han ”opstod” så at sige som noget ganske nyt og ”himmelsk”. Det Gamle Testamentes evindelige kampe og hævnstrategi - som vi i dag ser hos Islamisk Stat - døde, og han opstod som det evigt sande: kærligheden, hvilket da var et ”under”.
Det betyder også, at han er et forbillede for ethvert menneske, der i hvert fald kan stræbe efter at kvitte sin indgroede egoisme og ”opstå” som et nyt og kærligt menneske, og det ville da også være ”himmelsk”.
Det nytter derfor ikke, at Sebbelov henviser til gamle skrifter og ”juleikoner”, for eksempel om Josefs reaktion. Hvis man kræver historisk verifikation, tror man ikke. Man kan ikke argumentere sig til kristendom - kun vælge, at kærligheden skal styre livet.
Det er komplet ligegyldigt, om de nytestamentelige fortællinger refererer til noget historisk faktisk. Det er troen på den åndelige kærlighed, som er det egentlige overførte budskab. Det Nye Testamente kan simpelthen ikke læses bogstaveligt, fundamentalistisk, som historisk sandt. Det ville være fup.
Lignelser er ikke fakta, men netop noget, der ligner. ”Bogstaver slår ihjel, men ånden gør levende”. Udsagnet ”Se, jeg gør alt nyt” betyder, at kærligheden gør alt nyt, og det er ikke et naturvidenskabeligt budskab. Naturen ændrer sig ikke, men mennesket er mere end natur. Det kan ville fravælge den dødssyge egoisme og blive ”opløftet” i en ny holdning til sig selv og andre. Det står enhver frit for.
Birgit Bertung, forfatter, mag.art., Frimestervej 51, 4.tv., København NV