I 1971 var jeg som ny teologistuderende på rus-kursus, hvor vi blandt andet fik besøg af en af de teologiske lærere fra Aarhus Universitet. Jeg kan ikke huske, hvem det var, men han fik efter sit oplæg stillet et bestemt spørgsmål, som brændte sig fast i mig, nemlig: ”Hvad ville der ske med teologien, hvis man i morgen fandt knoglerne fra Jesu legeme?”. Jeg kan ikke huske svaret, men mon ikke det var noget i retning af, at det ville være vanskeligt at bevise, at de skulle stamme fra Jesus?
I den aktuelle diskussion om Jesu fysiske opstandelse er jeg igen kommet til at tænke på dette spørgsmål. For hvad ville der i grunden ske? Kan man virkelig forestille sig, eller giver det overhovedet mening at tale om en opstandelse, hvis Jesu fysiske legeme ikke er inddraget som en helt afgørende del?
Det mener jeg ikke - af flere grunde. Først og fremmest var graven jo tom. Der var vidner, som så, at der ikke lå et legeme i graven. Så Jesu fysiske krop var væk. Og ikke nok med det. Jesus viste sig senere for disciplene mange gange, ikke som et spøgelse eller en ånd, men i kød og blod og med åbne naglegab. Han kunne desuden spise og drikke, og han kunne tale og følges med disciplene. Så der var i høj grad krop på opstandelsen.
Men det kan jo slet ikke lade sig gøre, er der nogle, som påstår. En krop kan ikke gå igennem døre, og en krop kan ikke vise sig for så at forsvinde igen ud i det blå. Og en krop kan da slet ikke forsvinde op i en sky, som vi hører det Kristi himmelfartsdag. Det er naivt og umuligt. Fysisk umuligt, er der endda nogle, som påstår!
Nu kunne man jo blot sige, at for Gud er alting som bekendt muligt - så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre? Men man kunne også sige, at problemet er, at vi som præster og teologer ved for lidt om fysik. Mange af os hænger fast i et gammeldags, udtjent og mekanisk verdensbillede, hvor vi tror, at alting skal kunne forklares inden for bestemte fysiske love. Men det skal det ikke længere. Det har kvantefysikken for længe siden vist.
Tor Nørretranders skriver i bogen ”Det udelelige” (side 297), at kvantefysikken for længst har droppet forestillingen om, at det mekaniske verdensbillede passer på verden. Og han fortsætter: ”Denne pointe er en befrielsens pointe: Der er ingen grund til at lave teorier, der ikke er så pænt mekaniske som fysikkens. Det er en kolossal befrielse “” Og han fortsætter: ”Vi kender alle den patriarkalske fysikkyndige, der med bedreviden og nedladenhed forsøger at håne dem, der tror på, at der er mere mellem himmel og jord. Disse patriarker tilhører en svunden tid. Kvantefysikken har vist, at det er forbi med deres verdensbillede. Det passer ikke længere inden for den videnskab, det stammer fra.”
Og et andet sted hedder det (side 222): ”Vi kan sige det på denne måde: intet kort over virkeligheden er det rigtige. Der er mange kort - et til flykaptajner, et til bilister, et til fodgængere. De er ikke ens. De fremhæver hver især sider af virkeligheden, der er nyttige for den, der skal bruge det. Men det giver ikke mening at sige, at det ene kort er bedst, hvis ikke man definerer, hvem det er bedst for. Det er heller ikke praktisk at insistere på, at det gode kort skal omfatte hele virkeligheden. For så bliver problemet bare, hvor på kortet korttegneneren står og tegner.”
Det er en vigtig erkendelse, som netop er en befrielse. Det betyder nemlig, at vi som præster roligt kan forkynde og tro på, at Jesus virkelig og fysisk stod op af graven, med hud og hår og kød og blod. De, som eventuelt vil latterliggøre det, tilhører en svunden tid. De ved ganske enkelt ikke nok om fysikken og dens muligheder. Eller rettere: De tror, at fysikken skal kunne forklare alt, hvilket i sig selv må kaldes for en fysisk umulighed.
Så når fysikken med andre ord hverken kan forklare eller afvise den fysiske opstandelse, hvad er det så, der skulle forhindre præster i frimodigt at forkynde det?
Steen Skovsgaard er biskop over Lolland-Falsters Stift