Sørine Gotfredsen kommenterer i Kristeligt Dagblad den 14. november DR 2-programmet De tre bud. Særligt har hun det kritiske blik rettet mod én af deltagerne, romerskkatolske Iben Thranholm.
Gotfredsen viser sig ofte som en skarp analytiker og kommentator. Men her er det, som om en konfessionel, luthersk forsvarsmekanisme har stået hindrende i vejen for, at hun overhovedet kunne høre, hvad der gik for sig i den pågældende debat.
Sørine Gotfredsen betegner ateistens og den asatroendes pragmatiske relativisme i etiske spørgsmål som en klassisk moderne og lidt letkøbt pointe. Det har hun efter min opfattelse ret i. Det letkøbte består i, at egoisme og nydelsessyge klædes ud som et forsvarligt tegn på sand menneskelig omsorg.
Desværre folder mediekommentaren ikke hykleriet og selvgodheden i den etiske relativisme ud. I stedet retter Gotfredsen skytset mod den tredje deltager, Iben Thranholm, der som den eneste gjorde en kristen position gældende.
Den kristne tro udstikker de overordnede retningslinjer for vore liv. Sådan sagde Iben Thranholm, og deraf mener Sørine Gotfredsen at kunne slutte, at der hos Thranholm er tale om hul skråsikkerhed, som er gold og fordømmende og giver et højst uheldigt vrangbillede af kristendommen.
Hvad i alverden får den lutherske præst til at gå så indædt til angreb på den katolske troende? Det er umiddelbart meget forbavsende. Men måske skal man søge svaret i de to korte linjer i Gotfredsens kommentar, hvor hun en smule nedladende anfører, at ægteskabet i Thranholms øjne er helligt: ... det i hendes øjne guddommeligt indstiftede ægteskab.
Vi skal vel deraf forstå, at i Sørine Gotfredsens teologiske univers er det anderledes. Dér er ægtevielsen ikke guddommeligt indstiftet. Hun tager så at sige konsekvensen af Luthers opfattelse af ægteskabet som en rent borgerlig ordning, som dybest set ikke hører til i kirken, og som egentlig aldrig burde komme længere end til våbenhuset.
I det lys bliver Gotfredsens skråsikkerhed i hvert fald forståelig. For en borgerlig ordning, som ingen verdens ting har med Gud at gøre, den er vi frie til at indrette efter rent psykologiske og biologiske tænkemåder, der anskuer umiddelbar opfyldelse af vore såkaldte behov for helt afgørende.
På den måde kommer Sørine Gotfredsen i sin kommentar til, sammen med en rødglødende ateist og en hedning eller asatroende, at gøre fælles front imod en kristen position. Det er den samme front, hvor man kæmper for at tage alvoren ud af ægtevielsen.
Poul Sebbelov er præst i den ortodokse kirke