Prøv avisen

Gå ind i menighedsrådsarbejdet, det afspejler dit liv

Selvfølgelig er det kompliceret at sidde i menighedsrådet. Det er også kompliceret at være gift og gå på arbejde og holde styr på sin økonomi og samle reoler fra Ikea, skriver sognepræst og forfatter Poul Joachim Stender. Foto: Leif Tuxen.

Menighedsrådsarbejdet handler om mange praktiske og ydre ting, men det er også et spirituelt arbejde, for det fysiske og hellige er vævet sammen, mener sognepræst og forfatter Poul Joachim Stender

MENIGHEDSRÅDSVALGET NÆRMER SIG! Og det sædvanlige argument for ikke at gå ind i menighedsrådsarbejdet er, at det drejer sig for meget om tal, regnskaber, konfliktløsning, regulativer og så videre.

Der er rigtig mange menighedsrådsmedlemmer, der påstår, at man bruger al sin energi på det ydre og aldrig får snakket om det åndelige. Det er rigtigt! Men menighedsrådsarbejdet er et spejlbillede af vort private liv.

LÆS OGSÅ: Debat skal få flere kandidater til fremtidens kirke

Vore menighedsrådsmøder bliver ikke anderledes end det liv, vi lever, når vi ikke er til møde.

Tænk på, hvor mange timer vi privat bruger til praktiske ting. Overvej de talrige konflikter, navnlig hvis vi har børn og en ægtefælle, vi dagligt må forholde os til.

Det er sjældent, at der i vort privatliv bliver tid til eksistentielle samtaler med den elskede eller børnene eller vennerne.

Det kan godt være, at Kirkeministeriet kan forenkle en masse love. Men dybest set vil menighedsrådsarbejdet ikke ændre sig, før vi også privat begynder at beskæftige os mere med vort indre liv.

LÆS OGSÅ: Tro og bøn stortrives i menighedsrådene

DET ER TUSIND gange nemmere at tale om praktiske forhold end om følelser og tanker.

Det er ikke uden grund, at både pårørende og læger på hospitalerne er mere optaget af feberkurver, væskeindtag og medicindoser end at sætte sig ned ved den syges side, holde vedkommende i hånden og tale om angsten og døden. Rent psykologisk beskytter de fleste menighedsrådsmedlemmer sig selv for tirrende tanker ved at kigge på regnskaber i stedet for evigheden.

Et andet argument for ikke at gå ind i menighedsrådsarbejdet er, at det er blevet så kompliceret. Selvfølgelig er det kompliceret at sidde i menighedsrådet. Det er også kompliceret at være gift og gå på arbejde og holde styr på sin økonomi og samle reoler fra Ikea.

Hverken livet eller menighedsrådsarbejdet er for nybegyndere. Hvis man fjernede det store ansvar, der ligger på skuldrene af menighedsrådsmedlemmerne, ville det ikke være tiltrækkende at engagere sig i kirkens arbejde.

Et menighedsrådsmedlem er aldrig en kransekagefigur. Men en person med stort ansvar og indflydelse, og både ansvar og indflydelse er kompliceret.

LÆS OGSÅ: Analyse: Ledes folkekirken af glade amatører

Jeg har svært ved at se, hvorfor menighedsrådsmedlemmer har sådan en stor modvilje mod at beskæftige sig med murværk, istandsættelser, arbejdsforhold og så videre.

FRA EROTIKKEN VED VI, at når vi rækker efter hinandens kroppe, rækker vi ikke bare efter noget fysisk. Vi rækker samtidig efter hinandens ånd. Det gør erotikken spirituel.

Sådan er det også i menighedsrådsarbejdet, når vi knokler med ringmurens genetablering, nyt varmeanlæg, flisebelægning på kirkegården. Det er også et spirituelt arbejde. Det fysiske og det hellige er vævet sammen. Krop og ånd er i den jødisk-kristne tankegang ikke to adskilte størrelser.

Jeg må opfordre alle varmt til at gå ind i menighedsrådsarbejdet! Der er meget snak om tal, det er indimellem kompliceret, og hvert eneste menighedsrådsmøde spejler det liv, vi lever privat.

Men arbejdet handler om liv og død. Som menighedsrådsmedlem peger man med alt det, man beslutter, på den opstandne Kristus for at lade folk forstå, at de skal leve som opstandne. Deres liv skal foregå oven på graven og ikke nede i en grav af bekymringer, uro, febrilsk travlhed, stress og frygt!