Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Gør den nye fattigdomsgrænse nogen forskel?

Ja, mener Bjarne Lenau Henriksen er præst og tidligere chef for Kirkens Korshær. Nej, mener Mads Lundby Hansen er cheføkonom i tænketanken Cepos

Ja, mener Bjarne Lenau Henriksen, præst og tidligere chef for Kirkens Korshær:

SELVFØLGELIG VIL fattigdomsgrænsen gøre en forskel. Hvis ikke, ville brugerorganisationerne, Kirkens Korshær og Rådet for Socialt Udsatte ikke have råbt fortvivlet efter den de seneste mange år, hvor vi har registreret fattigdommens fremmarch i Danmark.

Med hænder, hjerte, sjæl og sind dybt begravet i konsekvenserne af en bevidst, strategisk og veltilrettelagt fattigdomsudvikling har vi bedt om en stopklods for politisk og menneskelig uanstændighed.

Socialpolitikken har de seneste 12 år været en langvarig straffeaktion mod mennesker, der ikke lever op til de normer, som den nyliberalistiske ideologi med totalitær trang til privat (og national) ansvarlighed kræver efterlevet.

Den forrige regering evnede med sublim indføling at indføre straffesanktioner over for alle, der var svage, fremmede og anderledes. Den nuværende regering fjernede nogle af dem, men har afløst dem med nye kyniske udfaldssanktioner, der har de samme ulykkelige konsekvenser. Men sådan er det jo.

LÆS OGSÅ: Dansk fattigdomsgrænse officiel: 42.200 fattige

Den valgte fattigdomsgrænse er venlig over for samfundets selvforståelse. Den gør ikke rigtig ondt på os. Vores selvbillede krakelerer ikke, når vi kun har 42.000 mennesker under fattigdomsgrænsen. 50 procent af medianindkomsten er en mild grænse.

Tre år i rap med en årsindtægt på en anelse over 100.000 kroner er fattigdom for en enlig. Det er ømt. Grænsen for en familie på to er 156.400 kroner. For en familie på tre 199.400. kroner. Jeg ved ikke, hvor mange af os andre der kan den kunst at leve et gennemsnitsdansk familieliv for de beløb.

Der er lavet videnskabelige undersøgelser af fattigdommens velsignelser. Rådet for Socialt Udsatte har været førende i det stykke. Særligt afsavnsrapporten er rystende. Den dokumenterer ikke overkommelige, men livsvigtige afsavn som medicin, mad, tøj og sundhed. Ernæringssygdomme blandt børn er ikke længere ukendte. 12.000 børn er fastklemt under fattigdomsgrænsen. Der bliver flere af dem.

Vi har brug for den fattigdomsgrænse. Dog har den en mulig begrænsning: Hvis vi og vore politikere ikke tager den alvorligt, kan vi jo bare lade den hvile i fred og glemme alt om den. Men vil vi se den, høre den og forstå den, kan den betyde, at vi tager fattigdommen til os som vores fælles problem og ansvar.

Fattigdomsgrænsen skal fremover være en markant aktør på det sociale marked, hvor den skal anfægte os velstillede danskere og vores ansvarlige politikere og spørge: Hvor langt vil I lade fattigdommen gå og fortsat kunne bevare jeres selvrespekt og tro på jer selv som verdens lykkeligste folk?

Fattigdomsgrænsen skal fastholde os på en medmenneskelig anstændighed. Den vil kræve udsyn, vidsyn og indsigt i menneskelivet. Den vil kræve eftertanke og omtanke. Her gemmer sig megen rigdom for den danske befolkning. Især åndelig rigdom!

TEMA: Fattigdom

Nej, mener Mads Lundby Hansen, cheføkonom i tænketanken Cepos:

ET UDVALG under Socialministeriet har udarbejdet et forslag til fattigdomsgrænse. Ifølge definitionen er en person fattig, hvis personen gennem tre år har en indkomst på under ca. 103.000 kroner efter skat.

Af mange grunde mener jeg, at definitionen er uhensigtsmæssig, og at den kan komme til at virke mod sit formål. Det vil sige, at grænsen kan komme til at betyde, at endnu flere bliver udstødt af arbejdsmarkedet. I forvejen er mere end 2,1 millioner danskere på overførselsindkomst.

Derfor håber jeg, at politikerne i fremtiden vil ignorere definitionen. Overordnet mener jeg ikke, at man kan sige, at en person er fattig, hvis vedkommende har en indkomst på 100.000 kroner efter skat. Der er tale om en relativt lav indkomst. Men en indkomst man kan leve af. Desuden er ingen af de nuværende offentlige ydelser så lave, at de giver anledning til fattigdom.

Det skal også bemærkes, at ifølge OECD er Danmark blandt de OECD-lande med mindst ulighed. Udfordringen herhjemme er mangel på vækst og en for lav strukturel beskæftigelse. Udfordringen er ikke ulighed.

Jeg anerkender selvfølgelig, at man kan have et fattigt og ulykkeligt liv, hvis man er misbruger, alkoholiker eller hjemløs. Men ingen af disse ulykker afhjælpes via højere offentlige ydelser. I stedet for en fattigdomsgrænse burde økonomerne i udvalget kommer med forslag til reformer, der flytter personer fra kontanthjælp med videre til beskæftigelse

Formanden for udvalget, professor Torben M. Andersen, udtalte ifølge dagbladet Børsen i forbindelse med lanceringen, at tallet er kun interessant, hvis man politisk vil gøre noget.

Hvis man skal reducere fattigdom og ulighed, er de ligefremme instrumenter at øge skatter og offentlige ydelser. Det reducerer beskæftigelsen og velstanden og kan derfor have den uheldige konsekvens, at flere udstødes fra arbejdsmarkedet og ender i arbejdsløshedskøen. Der er derfor risiko for, at politikerne vil bruge fattigdomsgrænsen til at hæve ydelser, der ligger under fattigdomsgrænsen.

Herudover kan det betyde, at politikerne undlader at gennemføre reformer, der sænker ydelser til under fattigdomsgrænsen, fordi de vil undgå en fattigdomsdebat. Pointen er, at det i nogle tilfælde kan være hensigtsmæssigt at sænke ydelser til under fattigdomsgrænsen.

En sådan ydelsesreduktion vil nemlig gøre det attraktivt for personer at tage et arbejde til en relativt lav løn. Formålet med en sådan reform er ikke at skabe fattigdom. Formålet er derimod at få mennesker i beskæftigelse, og hvis det i starten er til en lav løn, så er det håbet, at lønnen kommer til at vokse.

Det vigtige er, at personen kommer ind på arbejdsmarkedet og dermed bliver i stand til at finansiere sig selv og familien.