DE SENESTE DAGE har der i Kristeligt Dagblad været en besynderlig diskussion om en kristen stormoské. Så vidt jeg véd, har ingen været så uforstandig at bruge den betegnelse bortset fra Poul Sebbelov i overskriften til et indlæg i avisen den 12. oktober.
Udtrykket er naturligt nok faldet også Ole Bækgaard for brystet i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 17. oktober. Uden belæg tillægges udtrykket nu den støttekomité for en stormoské, som jeg er medinitiativtager til blandt ikke-muslimer. Det er en ren afsporing af debatten. Ingen, der er ved sine fulde fem, kan finde på at tale om en kristen stormoské, det er jo den rene begrebsforvirring.
Nogle af os har foretaget en sammenligning (og det er jo noget ganske andet) mellem en stormoské og en domkirke for at fremhæve stormoskéens repræsentative karakter. Men vi har hele tiden gjort det tydeligt, at projektet har til formål, at det er islam, der skal udvikles i sammenhæng med dansk kulturtradition.
Dernæst foretager begge debattører en anden kortslutning: De slutter fra min støtte til projektet til, at dermed skulle hele Danske Kirkers Råd bakke op om initiativet, fordi jeg er formand for Danske Kirkers Råd.
LÆS OGSÅ: Uro i kirkeråd efter støtte til stormoské
JEG HAR IKKE på noget tidspunkt udtalt, at rådet skulle have part i dette initiativ. Jeg har tværtimod sagt, at det er min egen holdning, jeg giver udtryk for, og at sagen ikke har været drøftet i Danske Kirkers Råd.
Poul Sebbelov repræsenterer i rådet en ortodoks menighed, så han ved om nogen, at det ikke har været drøftet. Derfor farer han med tomme ord i sin kritik. Han burde vente, til sagen havde været drøftet i Danske Kirkers Råd, hvor han jo selv har mulighed for at give sit besyv med.
Hvad er så problemet? Er problemet, at formanden for Danske Kirkers Råd har de holdninger, som jeg har? Hvis det er et problem, er jeg sikker på, at rådets medlemmer vil lade mig det vide og handle efter gældende demokratiske spilleregler. Har Danske Kirkers Råds medlemmer ikke længere tillid til mig som formand, er det jo blot at tildele mig et mistillidsvotum. Sådan fungerer et demokrati, og det er jeg helt tryg ved.
SLUTTELIG HAR JEG svært ved at forstå, hvorfor skepsis over for stormosképrojektet for de to skribenters vedkommende grunder sig på de vanskelige vilkår for de kristne mindretal i de arabiske lande.
Skal vi gøre os forhåbninger om og det skal vi at påvirke de muslimske flertal i disse lande til at anerkende de kristne mindretal og søge tilbage til tidligere tiders respektfuld sameksistens i området, må vi da netop gå foran selv i vores handlinger over for det muslimske mindretal her hos os.
Derved står vores kritik af forholdene i en række arabiske lande så meget desto stærkere. Og så meget mere villige, er jeg overbevist om, vil de være til at lytte til vores kritik.
Anders Gadegaard er domprovst i København og formand for Danske Kirkers Råd