Gamle dyder: Vi har glemt betydningen af karakterdannelse

Ny forskning på, at skolereformer, der udelukkende satser på de objektivt målbare kriterier, er dømt til at mislykkes

Uddannelserne skal også satse på karakterdannelse, mener lektor Michael Böss. Arkivfoto.
Uddannelserne skal også satse på karakterdannelse, mener lektor Michael Böss. Arkivfoto. Foto: Henrik Vering Denmark.

HVIS DER ER NOGEN, der tror, det kun er i Danmark, man bekymrer sig over et stigende antal unge, der aldrig får en uddannelse, kan man godt tro om igen. Det har længe været et problem i størstedelen af den vestlige verden. Ikke mindst i USA.

Allerede for 25 år siden begyndte man derovre at bekymre sig om den offentlige skoles krise. Krisen bestod i, at skolen ikke gjorde, hvad den var sat i verden til, nemlig at skabe social mobilitet. Skolen skulle sætte børn fra uddannelsesfremmede og fattige hjem i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse og fortsætte på college og måske ende med en universitetsgrad. I stedet faldt unge fra disse hjem fra og endte på livslang offentlig understøttelse.

LÆS OGSÅ: Dannelse. Er det stadig et entydigt begreb i et atomiseret samfund?

Psykologer og sociologer mente dengang at kunne dokumentere, at der var en sammenhæng mellem frafaldet og mangel på sproglig og matematisk stimulation af børn fra sådanne familier og miljøer. De havde fundet ud af, at børn fra hjem, hvor begge forældre var uddannede, havde hørt 30 millioner ord i deres barndom, mens børn af forældre på overførselsindkomst kun havde hørt 10 millioner.

Løsningen lå derfor i det, der med et fint begreb kaldes kognitiv træning, altså undervisningsmetoder, der kompenserede for manglerne. Da denne metode ikke viste sig at have nogen virkning, begyndte man at se lærerne som årsagen: såvel den måde, man uddannede dem på, som den måde, man ansatte og lønnede dem på. Løsningen bestod i at forbedre deres kvalifikationer og gøre det lettere at fyre de dårlige. Lige meget har det hjulpet. Og lige meget vil det hjælpe her hos os, hvor debatten om folkeskolen har været præget af de samme tanker.

AT DER SKAL EN helt anden tilgang til, er der altså noget, der tyder på. Man kunne passende kaste et blik på den diskussion, der er foregået i USA i de seneste år i en blandet gruppe af økonomer, uddannelsesforskere, psykologer og hjerneforskere.

Den kan man læse om i forfatteren og journalisten Paul Toughs bog How Children Succeed (hvordan børn lykkes, red.), som var bestseller sidste år. Disse forskere stiller spørgsmål ved selve den forståelse, der ligger til grund for den kognitive hypotese. Det, der betyder noget for et barns chancer i livet, siger de, er ikke, hvor meget information der bliver stoppet ind i dets hoved i dets første leveår. Det vigtige er derimod, hvorvidt forældre, børnehavepædagoger og lærere kan medvirke til at udvikle dets vedholdenhed, selvkontrol, nysgerrighed, samvittighedsfuldhed, viljestyrke og selvtillid.

Økonomer kalder disse evner ikke-kognitive. Psykologer kalder dem personlighedstræk. I tidligere tid ville vi have talt om at udvikle barnets karakter. Sådanne træk blev engang skrevet ind i skudsmålsbøger og kaldt vidnesbyrd. Men den slags er gået af mode i dag.

Vi tror jo, at barnets og den unges vej gennem livet og op i samfundet alene sikres ved at give det færdigheder, øge dets kundskaber og styrke dets evne til at behandle information. Men nu tyder nyere forskning altså på, at skolereformer, der udelukkende satser på disse mål, er dømt til at mislykkes.

Uden karakterdannelse går det slet ikke. Det gør selvfølgelig folkeskolens krise langt mere kompleks at løse. For det betyder, at vi ikke alene skal til at reformere skolen, men også forkaste meget af den læringsteori, den hidtil har bygget på. Og i stedet genlære gamle dyder.

Michael Böss. Lektor på Aarhus Universitet, Jens Chr. Skous Vej 4 Aarhus C.