JO ÆLDRE MAN BLIVER, jo mere optaget bliver man selv af ældres vilkår. Det er jo en kendt sag, at de marginaliseres mere og mere.
Forståeligt nok, for i dag har man den plads i samfundet, som ens købekraft tilsiger. De unge opfører sig, som de er betydeligt rigere end os ældre. Det passer formentligt ikke, men de er meget hurtigere end os ældre til at øse penge ud på at fange fancy ting. Når de har brugt deres penge et par gange, er de måske i stand til for smukke og opmuntrende ord at slå de gamle for endnu en skilling eller måske et par daler.
Det, som adskiller min generation fra deres, er dog ikke mindst de uanede muligheder, vore dages unge har fået til at færdes i verdener, man ikke kender, og gøre sig bekendt med spændende personer, virkelige som fiktive. Ikke mindst via apparater, hvormed man kan kommunikere med andre, ligesom man kan opbygge store indre verdener, hvori man færdes alene. Jeg var en del alene i min ungdom og barndom, uden at jeg derfor vil kalde mig ensom, men jeg havde slet ikke det volumen af verdener og bekendtskaber.
Drømme er nu noget, som ikke kun kommer om natten, men via mobiltelefonen og dens mange arvtagere kan man tilvejebringe dem for sine børnebørn i rigt mål.
NÅ, TILBAGE TIL DE GAMLE. Her er det sparsomt, hvad man bruger af fantasi. Forleden så jeg på TV Fyn et klip om ældre på plejehjem. Ansatte, ledere og borgmestre fra Fyn diskuterede, hvad de gamle havde gavn af. Og de var helt enige om, at det i hvert fald ikke var erhvervsfolk eller politikere. De første kunne man ikke stole på, for de ville kun lokke de forsvarsløse gamle til at købe noget nymodent bras, som de ikke havde råd til.
Mere betænkeligt var det, at de skulle holdes helt fri for politikere, ikke mindst i et valgår. Hvis borgmestrene kom og udfoldede deres talegaver i forbindelse med et valg, ville de gamle jo være forsvarsløse, sagde man. Ja, det er ganske sandt, men gør det noget, at nogen kommer og forfører dem? Nyere videnskabelige undersøgelser synes at vise, at livet måske er beregnet på, at man bliver forført. Det kan heller ikke altid være helt spændende at sidde ved det samme bord i den samme stol.
HVIS MAN IKKE af og til tager til genmæle mod det, der bydes en, hvad enten det er af åndelig eller legemlig føde, så bliver man sikkert usikker på, hvad man selv mener eller kan lide.
I vore dage er ældre efter sigende mere kvikke end før. Jeg så ganske vist en dame, der i løbet af kameraets korte optagetid fire gange betroede os, at hun ville stemme på Helle Thorning-Schmidt (S). Men de fleste så nu meget selvhjulpne ud.
Skal de gamle ikke have lov til at ytre deres mening om dette og hint, ikke mindst når de har besøg af folk, politikere, der faktisk er i stand til at påvirke deres levevilkår? Skal vi virkelig opdele det fælles, åbne rum i dele, der er for os alle, og reservater, som er for ældre, der jo ikke er så pladskrævende?
Men nej. De lokale borgmestre og plejehjemmenes ledere støttede klart plejehjemmets folk i, at de gamle skulle skånes og beskyttes. Men hvad med at invitere nogen, der ikke siger noget, men bare er noget? For eksempel sportsfolk. Så kan man mindes sin egen ungdom.
Der findes ikke nogen flottere fyr end bokseren Kessler. Eller hvad med fodboldgeniet Ronaldo, der netop nu er gået af? Skulle man ikke invitere ham til en rundrejse til danske plejehjem, inden han bliver for overvægtig af at ligge på sofaen?
Jeg ønsker dog ikke her at pege på nogle bestemte. Men de lokale håndboldspillere og de politikere, som man kan stemme på, må man vel have lov til at se og føle på. De vil være synd og skam, hvis vi i takt med, at vi lever længere, skal fornøje os kortere.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirke minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen