I DISNEYS tegnefilm Dumbo, som jeg så, da jeg var lille, synger en flok krager på et tidspunkt i filmen om alle de mærkelige ting, de har set i deres krageliv: Én har hørt en loppe gø, én har set en synål, der lukkede sit øje og en tredje har set noget, der er endnu mærkeligere. Og omkvædet lyder: Men jeg tror, jeg har set det største, der er sket, da jeg så: en elefant fløj. Det lyder også som et utroligt syn.
Jeg tror, jeg har set noget, der er mindst lige så utroligt og tillige urovækkende da jeg så en præst danse og synge den populære sang Gangnam Style for sine konfirmander til konfirmationsgudstjenesten. (Se videoen i bunden af denne side)
LÆS OGSÅ: Derfor er Gangnam Style verdens mest populære video
Der sker meget mærkværdigt rundtomkring i de danske kirker disse år, ja, der er nærmest ingen grænser for, hvilke stunt præster vil trække ud af kjolen for at give folk en oplevelse eller få flere i kirke.
Ligestillingsminister Manu Sareen (R), der har kirke som sidegesjæft, er selvsagt fyr og flamme: Næ, sikke de kan i min butik, siger han og glæder sig sammen med sine ligestillede meningsfæller over al den herlige mangfoldighed, der af en eller anden grund er en styrke i sig selv.
Og blandt folk er reaktionen på Gangnam-præsten, som han allerede er blevet døbt, mange steder lige så mærkværdig: Dér har vi da en præst, som formår at møde de unge, hvor de er nu til dags! eller så længe budskabet kommer ind det er jo ikke formen, men indholdet der er vigtigt!.
Det bemærkelsesværdige er især, med hvilken selvfølgelighed dette udsiges. Det første med at møde de unge betyder åbenbart at lægge så meget af sig selv og kirkens egenart væk som muligt, for så kan man rigtig møde de unge der, hvor de er.
Problemet er jo bare, at hvis man møder de unge, hvor de er, så sker der jo ikke noget. Så bliver de jo stående, for de har fået lige præcis det, de plejer at få: meningsløs, overfladisk popkultur.
Og det andet med, at form og indhold ikke hænger sammen, er simpelthen bare meningsløst. Hvis man pakker alting ind i pop, så bliver det pop, for formen betinger indholdet. Du vil heller ikke klæde dig ud i klovnekostume til en begravelse eller lave ølbowling til en børnefødselsdag, og du vil ikke læse op af Shakespeare til en Beyoncé-koncert eller lave sanglege på Glyptoteket (forhåbentlig ikke da!).
LÆS OGSÅ: Hans Raun: Vi er på vej mod en folkets kirke
Det er, som om det blandt folk er forud forstået, at alt nyt er godt især i kirken, den gamle skøge. Skidt med, om det er godt, for det er jo nyt! Giver det mening at danse Gangnam Style? Det ved jeg ikke, men det er det, de unge vil have!
Én ting er dårlig smag og misforstået marketing. Noget andet er spørgsmålet om kvalitet. For én ting er, at jeg ikke deler Gangnam-præstens holdning til, hvad der hører hjemme i kirkerummet, og hvad der ikke gør; noget andet er, at præsten jo hverken kunne synge eller danse. Hvis han da så i det mindste havde gidet øve sig. Men det er åbenbart også lige meget, så længe det er letfordøjeligt og sjovt.
Den amatørisme, som breder sig ud over hele vores samfund, er efterhånden også ved at sætte sine fede fingeraftryk på folkekirken. For hvis bare vi hygger os, så er alt andet jo lige meget. Er det ikke også det evangeliet handler om? Jesus sagde da: Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal bare have det rart og hygge jer med hinanden. Det er bare dejligt!.
I denne omgang må jeg bare nøjes med at konstatere, at jeg tror, jeg har set det værste, der er sket, da jeg så en amatør af en præst danse popkultur ned i halsen på små børn!
Hans Nørkjær, teologistuderende, Amagerfælledvej 50 A, 403 København S
SE VIDEO: Nedenfor kan du se præsten danse og synge "Konfistyle"