Gaslækage udstiller naiv europæisk energipolitik. Men kan styrke sammenholdet

Der er stadig meget, vi ikke ved om lækagerne fra de to gasledninger i Østersøen, og måske får vi aldrig svar. Hvem står bag det, myndighederne kalder "bevidste handlinger og ikke uheld", og hvordan kunne det ske, at undersøiske gasledninger til milliarder af kroner blev så beskadigede, at de ifølge tyske myndigheder aldrig kan komme i drift igen? Alene Nord Stream 1 forsynede før krigen i Ukraine millioner af hjem og virksomheder i EU med russisk naturgas. I dag kan de fleste se det, som amerikanerne i sin tid advarede tyskerne om. At det ikke alene var naivt, men også farligt at forlade sig på russisk energiforsyning.

Mens spekulationerne får frit løb, er dét, man med sikkerhed kan sige, at krigen i Ukraine er rykket væsentligt tættere på. Selvom lækagen foregik i internationalt farvand og dermed ikke kan betegnes som et angreb på Danmark, var det blot 20 kilometer fra Bornholm, og konsekvenserne er til at tage og føle på. Gaspriserne tog endnu et nøk opad, og usikkerheden stiger i de europæiske befolkninger, hvor egentlig frygt risikerer at tage bolig.

Det energimæssige og økonomiske uvejr bliver værre, men skulle man have været i tvivl, ved man det nu: Vi er sårbare. Kan man ødelægge to gasledninger, kan man også ramme en tredje. For eksempel den, der blev indviet i går, Baltic Pipe, der skal få norsk gas til Polen via Danmark og gennem Østersøen. Ganske betryggende er det da også, at beredskabsniveauet er hævet for el- og gassektoren. Moderne samfund er komplekse og kan i dag lægges ned ved at slukke for kontakten. Der påhviler de danske og internationale myndigheder en stor opgave, hvad angår så vel anlægs- som forsyningssikkerhed.

Situationen er skræmmende, men vi skal ikke lade os kyse. Glædeligt er det, at landene omkring Østersøen – Sverige, Danmark, Polen og Tyskland – står sammen, og at EU og Nato taler med én stemme. EU-Kommissionen har bebudet, at bevidste ødelæggelser af infrastruktur vil blive mødt med hårdest mulige sanktioner. Men, som vi allerede har lært under Ukraine-krigen, rammer sanktioner også os selv. 

Godt et halvt år efter at russiske tropper gik ind i Ukraine, står Vesten fortsat mere samlet, end den russiske præsident Putin – og måske også vi selv – havde troet, men den store test venter. Vinteren bliver hård at komme igennem, og der skal lides materielle afsavn, som mange moderne mennesker ikke kender til. 

Det er naturligt, at folk spørger sig selv, hvad vi har i vente. Her er sandheden, at det ved ingen, men indtil videre må man glæde sig over, at sammenholdet består og måske ligefrem styrkes, når fælles forsyningsveje sprænges i luften.