Gaven til de uværdige

”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.”

Johannesevangeliet 1, 14a

Fjodor Dostojevskij blev lagt i lænker og kastet på en slæde, der skulle bringe ham østover med Sibirien som det fjerne mål. Rejsen tog en måned. Han skriver sådan i et afskedsbrev til sin bror (den 23. december 1849):

”Livet findes overalt – det er inde i os og uden for os. Mennesker vil omgive mig også i fangelejren. Det at være menneske blandt mennesker og vedblive at være det, det ikke at lade sig knuse af ulykken, ikke fortvivle – det er livet, og deri ligger meningen med tilværelsen.”

Og han tilføjer:

”Når jeg ser tilbage på fortiden, må jeg tænke på al den tid, jeg har forødt i vildfarelser og misgreb, træghed og blindhed over for livet. Hvorfor har jeg ikke bedre forstået, hvad det er at leve! Hvor ofte har jeg ikke forbrudt mig imod mig selv! Mit hjerte bløder. Livet er en gave fra Gud, en lykke. Hvert minut kunne blive evigt for os. Det skulle de unge bare vide! Nu former mit liv sig om. Det bliver født på ny, i en ny form. Men håbet opgiver jeg aldrig, det sværger jeg dig til. Min ånd vil jeg beholde ren, mit hjerte åbent.”

”Ordet blev kød,” skriver han. I "Dødens hus", i tugthuset, finder Dostojevskij livet. Han deler skæbne med de vingeskudte og skibbrudne mennesker. Han lærer røveres og morderes livsløb at kende. Han laver notater om de gådefulde sider af menneskelivet. Han skriver om skyld, straf, tilgivelse – og det her ubegribelige liv. Mørket kommer indefra, fra hjertet.

Kristus møder de uværdige, forbrydere og andre ufuldkomne. Dostojevskij lærer at synge med på livets sang i dødens hus. Han lærer medlidelsen og Guds nærvær gennem sin søn at kende. Han glæder sig over kærlighedstilgivelsen.

Selv et tvivlens eller vantroens barn kan overgive sig til Kristus, så han bliver ledestjernen i livet. Et menneske kan ledes gennem forskellige afgrunde eller brydes ned, men Kristus kan redde og bygge det op.

Guds nåde er trådt ind i vores verden til frelse.

Jørn Henrik Olsen er forfatter, teolog, ph.d.