Kirkebombninger i Irak, absurde blasfemianklager mod den kristne pakistanske kvinde Asia Bibi og Islamisk Stats fordrivelse af kristne i Irak og Syrien er blot nogle af de hændelser, der har drevet debatten om forfulgte kristne frem de senere år. Overvejende muslimske lande som Pakistan, Afghanistan, Syrien og Irak er jævnligt blevet nævnt som eksempler på lande med kristenforfølgelse.
Dog findes der også overvejende muslimske lande, hvor kristne har det bedre, hvilket er en nuance der ikke altid kommer frem i debatten. Det er blandt andet tidligere sovjetstater syd for Rusland som Aserbajdsjan, Turkmenistan, Usbekistan og Kirgisistan, hvis sprog er tyrkiske, samt det persiske Tadsjikistan. De fejrer i denne tid 30 års selvstændighed i anledning af Sovjetunionens fald i december 1991.
I Sovjetunionen blev kristne og andre afvigere forfulgt. Kirker blev lukket, og bygningerne anvendt til andre formål, eksempelvis svømmehaller. Mange kom i fængsel, hvilket beskrives af den nobelprisvindende russiske forfatter, Alexandr Solsjenitsyn, som selv var samvittighedsfange. Dansk Europamission faciliterede, at danske kristne kunne sende opmuntrende breve til fangerne og gjorde den danske offentlighed opmærksom på krænkelserne af kristne og andre dissidenters rettigheder.
Men i hemmelighed støttede Dansk Europamissions givere også, at Bibelen kunne oversættes til en række af de sprog, der blev talt i sovjetrepublikkerne, eksempelvis tadsjikisk, kirgisisk og usbekisk. Disse tre folkeslag var, før indførelsen af kommunismen, muslimske, og var i sovjettiden blevet udsat for tvangssekularisering, ligesom de tidligere overvejende kristne befolkninger i sovjetstater som Rusland, Armenien og Georgien.
Da Sovjetunionen brød sammen, lå der således manuskripter klar, som kunne offentliggøres i de samfund, hvor Bibelen tidligere blev nedgjort af propagandaen. Ikke alene blev Bibelen udgivet på folkegruppernes modersmål, men mange kristne missionærer strømmede ind. I tiden umiddelbart efter kommunismens sammenbrud var der udstrakt trosfrihed, og der kunne holdes vækkelsesmøder på stadioner og i auditorier, hvor tusinder deltog. Jeg kender personligt flere, der kom til tro i denne periode.
For en række muslimske folkegrupper blev kommunismens fald årsagen til, at der blandt dem i dag findes kristne kirker bestående af indfødte. Før Sovjetunionens sammenbrud var ofte kun enkeltpersoner fra disse muslimske folkegrupper blevet kristne, eksempelvis ved migration til Vesten. Det kristne islæt i Centralasien havde tidligere særligt bestået af etnisk russiske kristne mindretal.
Dette mulighedernes vindue stod kun åbent i få år. Fra slutningen af 1990’erne begyndte myndighederne i Turkmenistan at indføre stramninger. For eksempel fik missionærer ikke fornyet deres visa, når de søgte. Siden har kristne præster siddet i fængsel såvel i dette land som i Aserbajdsjan, Usbekistan, Kasakhstan og Tadsjikistan.
I dag er alle trossamfund underlagt strenge religionslove. Eksempelvis må forkyndelse kun finde sted i bygninger, der er godkendt til formålet, ligesom såkaldt statslig ekspertise skal godkende litteratur før uddeling. Grupper skal også opfylde en række krav for at blive registreret og lovligt kunne mødes. Hertil skal lægges systematisk overvågning, hvor trossamfund mødes velvidende, at KGB’s arvtagere kan have en informant i rummet.
På den ene side kan stramningerne ses som en tilbagevenden til kommunismens religionsforskrækkelse. FN-rapportør Fionnuala Ni Aolain har eksempelvis udtrykt bekymring over, at begreberne ekstremisme og religiøst had er uklart defineret i Kasakhstans straffelov. I landene i Centralasien er der flere eksempler på, at anti-terrorlovgivning anvendes vilkårligt mod personer, der fredeligt praktiserer deres tro, hvorved deres grundlæggende frihedsrettigheder krænkes.
Men på den anden side kan man argumentere for, at de kristne i Centralasien trods alt er bedre stillede end kristne i skrøbelige stater som Pakistan og Afghanistan, hvor kristne jævnligt udsættes for voldelige overfald. I Syrien og Irak lykkedes det ligefrem Islamisk Stat at oprette en stat i staterne, hvilket er det ultimative tegn på, at staters legitime voldsmonopol er brudt, som den tyske sociolog Max Weber måske ville have sagt. Islamisk Stat fór frem med uhyrlig brutalitet, hvor ikke-sunnier blev fordrevet eller ligefrem henrettet.
De kristnes situation i Centralasien er anderledes, så kristne sjældent udsættes for fysiske angreb. De lande, der nu kan fejre 30 års selvstændighed, arvede nemlig på godt og ondt stærke institutioner fra Sovjetunionen, eksempelvis retsvæsen, efterretningstjenester, politi og militær. De kristne kan i de postkommunistiske autoritære regimer opleve en større forudsigelighed, ro og orden end kristne i skrøbelige stater.
De siddende præsidenter, der for de flestes vedkommende er skolet i det ateistiske USSR, har en nøgtern analyse af truslen fra islamiske grupper. En politiofficer fortalte engang en af mine gode bekendte, en præst i regionen, at myndighederne egentligt ikke så kristne som en trussel, men derimod de yderliggående islamiske grupper.
Ph.d. Anya Munster, der har forsket i muslimske bevægelser i Centralasien, beskriver i en rapport for den britiske tænketank Chatham House, hvorledes nogle muslimske bevægelser anvender voldelige midler, mens andre gennem fredelige midler vil indføre et kalifat. Nogle grupper sidder på spring til at udnytte helt frie valg og udstrakt frihed til at forsøge at indføre et kalifat. Og i dele af befolkningerne kan der være en genklang for disse gruppers budskab, da islam blev undertrykt under kommunismen, og radikale muslimer bliver det i dag, og dermed for nogle har martyrstatus. Som modsvar forsøger regeringerne at fremme moderat folklore-islam som alternativ til radikal, politisk islam.
Omvendt kan undertrykkelsen af islamiske grupper være kontraproduktiv, da den kan avle modtryk. Påtvungen sekularisering er skrøbelig, og der er behov for en langsigtet udvikling, hvor befolkningerne i de nye demokratier udvikler et demokratisk sindelag og tradition for offentlig debat.
Blandt de kristne i regionen er der en erkendelse af, at nok har de ikke fuld frihed, men at kristne i skrøbelige stater lever under et større pres. Vender de blikket over skulderen mod syd, kan de se den seneste udvikling i Afghanistan, hvor Vesten i mange år forsøgte at opbygge demokratiske institutioner, men Taleban let kunne tage magten, da vestligt militær forlod landet. Eller mod Egypten, hvor der i slipstrømmen på Det Arabiske Forår blev holdt et frit valg, som Det Muslimske Broderskab vandt. I øvrigt bifaldt den koptiske kirkes ledelse kuppet et år efter, hvor den mere sekulære general al-Sisi tog magten, og den bakker ham fortsat op.
Udviklingen de seneste 30 år har været kompleks for de kristne i Centralasien. Glædeligvis er nye konvertitkirker opstået, og Bibelen kan læses på deres tyrkiske og persiske modersmål. I mit arbejde i Dansk Europamission har jeg mange gange rejst i regionen og mødt den unge kirke, der stadig har behov for hjælp udefra. Man kan opleve inderlig bøn og lovsang samt kristne, der udfører et stort socialt arbejde – og har en vision om at dele det kristne budskab med befolkningsflertallet. Rettighedsmæssigt er der plads til udvikling i de postsovjetiske autoritære regimer, men samtidig er der politisk stabilitet og stærke institutioner, som kristne og andre mindretal har gavn af.