Når DR søndag aften blænder op for første afsnit af dramatiseringen af Jakob Ejersbos bog ”Liberty”, vil en stjernebesætning som Sofie Gråbøl, Connie Nielsen og Carsten Bjørnlund i DR’s ubestridte drama- primetime nok garantere høje seertal.
Og er dramatiseringen bare nogenlunde tro over for Ejersbos fantastiske trilogi, vil den uden tvivl også føre til reaktioner, der går ud over det rent kunstneriske. For det billede, Ejersbo tegner af skandinavisk udviklingsbistand i Tanzania for 35-40 år siden, vil være vand på møllen hos dem, der i forvejen er skeptiske over for dansk udviklingspolitik.
Det er menneskene, der spiller hovedrollen i Ejersbos bøger fra Tanzania i 1980’erne. Og netop de nordiske hjælpearbejderes nederlag, frustration og desillusionering vil sikkert kendetegne mange af de forhåbentligt spændende karakterer, som vi møder søndag aften. Og mon ikke et eksempel eller to på helt fejlslagne projekter også sniger sig ind i dramatiseringen af Liberty. Og med rette – for det var en helt anden tid.
De danskere og andre skandinaver, der dengang drog ud i verden for at hjælpe afrikanske lande i gang med udvikling, var i høj grad drevet af idealisme og et oprigtigt ønske om at redde verden. Mange var dygtige og satte sig varige spor. Men ofte oversteg de store drømme om at kunne eksportere den danske andelstanke og andre af de idéer, vi byggede vores samfund på, både de danske udsendtes evner og især de realistiske muligheder i den afrikanske virkelighed.
Jeg er med mine 44 år for ung til at have oplevet den tid selv. Men jeg ved, at vi også dengang lavede rigtig mange fine ting, der har sat sig spor. Omvendt ved jeg også, at vi i dag er blevet meget dygtigere til at skrue dansk bistand sammen, så den virker. Og efter selv at have boet i Uganda en årrække i 2000’erne ved jeg også, at det billede, Ejersbo tegner i sine bøger, måske er et skarpt og spiddende tidsbillede. Og det er der både plads til og brug for. Men det er også et billede, der slet ikke ligner den måde, vi arbejder med at skabe udvikling i dag.
Et relevant eksempel i forhold til Ejersbos fortællinger er, at vi ikke længere sender danskere ud som dengang. I 1980’erne gav det måske mening at sende håndværkere, skolelærere og eksperter ud i en lind strøm. Tanken var, at kooperanterne, som de ofte blev kaldt, kunne omplante danske løsninger til den afrikanske muld. Man forventede blandt andet, at den succesrige danske andelstanke ville have tilsvarende medvind og positive virkninger i Afrika. Derfor sendte vi rigtig mange danskere ud i verden for at sprede vores gode idéer.
Til sammenligning har Care Danmark, hvor jeg er chef, en omsætning på i gennemsnit 100 millioner kroner om året – og vi har blot ansat to danskere ude i verden. I stedet bruger vi pengene på at finde dygtige lokale kræfter og især på at støtte lokale organisationer med rødder i de lande, hvor vi arbejder. Det er med til at forankre viden og ejerskab i stedet for at ”importere” den. Dermed undgår vi de fejl på grund af manglende forståelse af den lokale kultur, som Ejersbo peger på i sine bøger. Nutidens udviklingspolitik har lært af erfaringerne og tænker meget bredere end den direkte hjælp til udvikling. I Care Danmark arbejder vi aktivt for at lokke danske virksomheder til Afrika, som er et kæmpe marked i vækst. Vi samarbejder med virksomheder som Coop, Arla og Chr. Hansen om at udvikle landbrug, og sammen med Røde Kors og Dansk Industri er vi ved at lave et spændende undervisningsmateriale om mulighederne i Afrika til landets handelsgymnasier.
Jeg glæder mig til et par søndage i træk at møde de måske lidt blåøjede danskere i dramatiseringen af Jakob Ejersbos bog. For jeg tror ikke, vi skal tvivle på, at de rejste ud med store mål og bankende hjerter.
Men jeg glæder mig måske endnu mere over, at den måde, vi i dag skaber udvikling, er både helt anderledes og langt mere effektiv end det, vi møder i Jakob Ejersbo fantastiske tidsbillede.
Rasmus Stuhr Jakobsen er generalsekretær i Care Danmark.