Et folkestyres udvikling bygger på samtale. Vi skal sammen drøfte, i hvilken retning det samfund, vi alle er en del af, skal udvikles. Og vi skal alle være en del af den samtale. Vi har alle rettigheder og pligter. Udvikling gennem samtale giver sammenhængskraft, tryghed og stabilitet.
Samtalen har ikke gennem de senere år været prioriteret. Den er uantastet blevet erstattet af de sociale mediers platforme med råb og skrig ud i den blå luft. Hvor vi hver især råber, hvilken retning det samfund, vi ikke føler, vi er en del af, skal udvikles. Uden fællesskab, uden rettigheder og pligter. Råben og skrigen uden sammenhængskraft, med utryghed og ustabilitet.
Individualismen har erobret det fælles ansvar for udviklingen gennem dialogen. Vi sidder i hvert vort kammer og fremkalder vores egne billeder af virkeligheden og forstår ikke, at virkeligheden er kompleks. At der er mange virkeligheder.
Det er selvfølgelig sat på spidsen. Men det er nødvendigt for at få budskabet i medierne, som også i alt for høj grad er præget af sensationen og ofte har mistet grebet om samtalen. Som hellere formidler sensationen end samtalen. Som bliver en del af detouren .
Jeg overdriver – men retningen er desværre ikke til at tage fejl af. Samfundsdebatten, der er så vigtig for et samfunds udvikling, er efterhånden præget så meget af ævl og kævl, at flere nuancerede mennesker holder sig på afstand – eller helt forlader ansvaret i den offentlige debat. Velvidende, at der så kun er dem, der råber og skriger, tilbage.
Hvor er Grundtvig og Kold, hvor er Hal Koch, hvor er alle dem, der ville dannelsen og samtalen? Dem, som var med til at bygge et samfund på fællesskabet. Hvor er sammenhængskraften, der får os til at føle, at vi er ét folk? Med ret til forskellige synspunkter. Hvor inddragelsen af civilsamfundet og civilsamfundets organisationer trods alt har en stor del af æren for, at alle fra højre til venstre står bag de grundlæggende værdier med pluralisme, beslutninger nedefra og op, deltagelse. Med et kollektivt ansvar for de svageste gennem en social velfærdmodel. Med lige adgang til uddannelse, til sundhed. Hvor det, der skiller, er spørgsmålet om, hvor meget eller hvor lidt, men ikke udfordrer den fælles ramme.
I denne tid drøftes – med rette – techgiganternes magt og indflydelse på blandt andet den offentlige debat. Men vi kan ikke vende en supertanker, kun justere den. Så i stedet for at rette hele skytset mod Silicon Valley, skulle vi måske også se på vores egen andegård. Har vi selv et ansvar for en del af udviklingen? Har vi selv gjort nok for at sikre den frie, sammenhængende, dannede samtale om fællesskabets indretning?
Udviklingen er gået i den forkerte retning i mange år – også før techgiganterne overtog scenen. Tilbage i 1960’erne og 1970’erne deltog en stor del af befolkningen i idepolitisk arbejde – i de politiske partier og idepolitiske foreninger. Siden da er det gået markant ned ad bakke. I dag er det en forsvindende del af befolkningen, der engagerer sig i foreninger og i fællesskab med andre giver bud på samfundets udvikling.
Vi har selv et ansvar, når vi i årevis har udsultet det foreningsliv, som giver grundlag for, at folkestyret kan udfolde sig nedefra og op, give dannelse, bredde og sammenhæng. Hvor alle føler medansvar. Hvor foreningslivet er repræsenteret både i de store byer og i de mindste. Hvor samtalen finder sted mellem alle dele af befolkningen. Hvor man møder både dem, man er enige med, og dem, man er uenige med og beriges i processen.
Hvis vi vil beholde et samfund med samtalen og fællesskabet i behold, skal der investeres. Så må vi investere i foreningslivet i stedet for at skære ned. Og så må civilsamfundets organisationer også følge med tiden og blive mere tidsvarende. Og så må vores medier hjælpe til, så det ikke blot bliver en kendis, der udtaler sig efter bedste evne, men man giver plads til dem, der udtaler sig på et fællesskabs vegne. Det er ikke særligt interessant at høre en enkelt persons umiddelbare holdning til dette eller hint. Det er vigtigere at vide, hvad 10.000 mennesker, der rundt omkring mødes om en sag, har af visioner for fremtiden.
Og så må vi ikke glemme, at foreningslivet giver sociale kontakter. Det at mødes fysisk i interessefællesskaber giver i mere end én forstand mening. Og samtalen er med til at højne det åndelige niveau.
Det er det samtalen kan, men som råb og skrig ikke kan.
Peter Jon Larsen er generalsekretær i Foreningen Norden.