GENERATION Identitær er en ny ungdomsbevægelse, der kom til landet i sommer. De hævder, at vi må lukke landets grænser for at bevare det åbne samfund. Men det er en absurd forestilling, at lukkethed er åbenhedens forudsætning. Man kan ikke lukke grænser uden at påvirke menneskers syn på verden inden for og uden for murene.
GENERATION Identitær vil forsvare åbenheden med mure og fæstningsværker. De drømmer vågne drømme om et Fort Europa, hvor der ikke er grænser for, hvor meget grænser kan lukkes, uden at samfundets åbenhed rammes. Men hvor stort skal Fort Europa være – økonomisk, geografisk og i ånden – eller hvor store skal de velstående og ansvarsfralæggende fæstningsværker være, før resten af verden bliver den (ude)lukkede celle? Før det udenfor bliver et fængslende frit indelukke?
Hvor meget kan ”vi” lukke os inde og holde ”dem” ude for at bevare åbenheden, før selv identitære ser, at cirklen fra sproglig og åndelig modsætning til voldelig og fysisk konflikt er sluttet? At lukketheden undergraver snarere end beskytter åbenheden.
ÅBENHED HANDLER både om ånden og hånden. Det handler om, hvordan vi tænker, og hvad vi gør. Om idéer og fænomener – som Platon siger med hulelignelsen:
Fangerne i hulen ser skygger, som de tror er virkeligheden. Én bryder fri og går ud. Han ser lyset og indser, at hvad han før troede var virkeligt, er en illusion. Han vil befri de andre – fysisk og mentalt – men de tror ham ikke. De tror, de er frie, og vil derfor ikke befries.
Efter at have set verden udenfor er den frie mand fanget af sin oplysning og udstødt for at være mærkelig. Han kan hverken fornægte sin indsigt eller frigøre de andre. Han må vælge at leve uden nogen ved hånden eller uden forbindelse til ånden – ensom i forhold til mennesker eller mening.
Hvad betyder det så for sammenhængen mellem åbne grænser og åbne samfund? Jo, hulelignelsen viser, hvordan forskellige perspektiver kan fastlåse positioner og gøre samarbejde umuligt. Spørgsmålet er, om det er Generation Identitær eller Generation Humanitær, der (ikke) har set lyset.
I Platons logiske univers er idéen om et samfund, der er åbent i ånden, men lukket ved hånden ved sine grænser, ikke utænkelig. Kæden hopper først af, når idéen møder fænomenernes verden og virkeligheden. For selvom ånd og hånd på papiret kan synes adskilte, hænger de tæt sammen og påvirker gensidigt hinanden. Og det er netop samspillet mellem ånden og håndens gerning, der betyder, at åndens åbenhed lider last, når hånden låser omverdenen ude.
JEG DELER VÆRDIERNE om pluralisme, tolerance, ligeværd, solidaritet og retfærdighed. Men jeg deler ikke forestillingen om, at der ikke er grænser for, hvor meget vi kan gå på kompromis med værdierne uden at skade dem.
Grænsen er overskredet, når de identitære vil bevare den menneskelige værdighed ved at lade mennesker dø; bevare den frie bevægelighed ved at bygge mure; bevare de universelle menneskerettigheder ved gøre dem partikulære; og bevare ligeværdigheden ved at fastfryse uligheden.
Hvem behøver Kants kategoriske imperativ for at indse, at man let dræber idéen om menneskelivets værd ved at tage menneskeliv? At hånd og ånd ikke er uafhængige størrelser. Og at ikke-handling også er handling: Du er ikke uden skyld, når du ikke redder den druknende op af vandet. Sådan som de identitære vil det, eller skulle man sige: ikke vil det.
HVIS MEDMENNESKELIGHEDEN forsvares med umenneskelige metoder, ofres næstekærligheden på narcissismens alter, og selvforsvaret bliver et værdimæssigt selvmord.
Hverken Danmark eller Europa kan løse alle verdens problemer. Men den globale ulighed, der lægger pres på grænser og værdier, forsvinder ikke af sig selv. Derfor må vi styrke værdierne ved at udleve snarere end aflive dem.
Søren Bøllingtoft Knudsen er næstformand i Ungdommens Røde Kors.