Opgør med ateistisk skolereform: Genindfør morgenbøn og salmesang

Børnenes hverdag er blevet til en urolig kampplads for samfundspolitiske interesser, der kommer og går. Morgenbøn og morgensang ville give en sikker havn for alle. skriver Torben Bramming

Morgenbøn og salmesang bør atter indføres på de danske folkeskoler. Det kan gøres ganske enkelt eventuelt ved at give sagen fri for den enkelte skole i første omgang, skriver debattør.
Morgenbøn og salmesang bør atter indføres på de danske folkeskoler. Det kan gøres ganske enkelt eventuelt ved at give sagen fri for den enkelte skole i første omgang, skriver debattør.

Tiden er kommet til, at vi fjerner de uheldige konsekvenser af tidligere minister Ritt Bjerregaards (S) ateistiske skolereform fra 1975. Det socialdemokratiske koryfæ, der i sin ministertid meddelte offentligheden, at Gud var en hønisse.

Morgenbøn og salmesang bør atter indføres på de danske folkeskoler. Det kan gøres ganske enkelt eventuelt ved at give sagen fri for den enkelte skole i første omgang.

Man hører allerede ramaskriget fra de religionsforskrækkede ateister og sekulariserede meningsdannere, men der er ingen grund til den store opstandelse, for forslaget bygger på Grundlovens paragraf 4, der klart siger, at staten skal understøtte folkekirken.

Det gjorde staten før 1975 ved at tillade morgenbøn og salmemorgensang i skolen. Det var en smuk skik, som gav børnene en fælles dansk sangskat og lod dem opleve fællesskab, sammenhæng og glæden ved sang.

Staten støtter stadig folkekirken ved at tillade konfirmandundervisning i skoletiden, og igennem de sidste år er der flere og flere skoler, der har indført morgensang, og den udvikling ville man give kvalitet ved at flytte morgenbøn og salmesang med ind i skolens hverdag igen.

Den rolige, fordybende begyndelse på dagen, som sætter en ramme, der er større end en selv. Fra grundtvigske friskoler og katolske privatskoler, som danskerne i stigende grad vælger til deres børn, ved jeg, at selv ikke-religiøse og muslimske børn sætter pris på denne begyndelse på dagen. Det er en fantastisk måde at integrere på, rummelig og inkluderende.

Hvorfor skal de danske skolebørn, der stadig er i folkeskolen ikke få den samme glæde, som ambitiøse og velstillede forældre giver deres børn? Folkeskolen har sejlet i storm gennem de sidste årtier. Og der er med den nye skolereform ingen havn i sigte.

Børnenes hverdag er blevet til en urolig kampplads for samfundspolitiske interesser, der kommer og går. Morgenbøn og morgensang, eventuelt med en fortælling om dansk historie, ville give en sikker havn for alle.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sidste regeringsperiode havde besøgt det Fjerne Østen for at se på skolerne der, som lå allerøverst på de internationale ranglister, satte han arbejdet til den nuværende med ordene om, at han havde en drøm om, at den danske skole skulle være blandt de bedste i verden.

Det, som sker for eksempel i Singapore, er, at man hejser flaget hver morgen, synger nationalsangen med hånden på hjertet. Så er man i en ramme større end en selv, man er sat i tjeneste og kan gå til undervisningen med den bevidsthed.

Det er en nationalistisk måde at gå til tingene på, som jeg personligt ikke bryder mig om. Morgenbøn og morgensalmesang gør det samme på en blidere og større måde. Den lader dagen begynde med tak til Gud over vort liv, lader barnet hvile i forestillingen om, at det er beskyttet, giver taknemmelighed over de gaver, man får at leve af, og lægger vægten på at tjene medmennesket.

Jeg tror ikke, man kan ønske sig en smukkere start på dagen for Danmarks børn. Danmark er et kristent land, som regeringen slog fast, da den kom til magten. Ja, hele vores styreform som konstitutionelt demokrati er gennemtrængt af det, så lad os give det kvalitet i vore børns hverdag.

For Ritt Bjerregaards ateistiske skolereform er jo ikke faldet ned fra himlen. Den skal ses i lyset af den tid, som den blev til i. Det var en tid, hvor man mente, at religionen var på vej ud. Man mente, at fremskridtet ikke havde plads til kristendommen i Danmark. Kristendommen hørte til på overtroens losseplads.

Men den fortælling er brudt definitivt sammen efter Murens fald og de sidste årtiers historiske udvikling. Socialismens forestilling om det klasseløse samfund med paradis på jorden og liberalismens forestilling om frihed ved at gøre livet til en tilvalgsordning, hvor man ikke er forpligtet på andet end sig selv, har vist, at de hører til på historiens losseplads.

Reaktionerne på det seneste årti med islamistisk terror har vist, at man er rådvild, når det gælder religion. Det burde jo langsomt være afskaffet. Det er frugterne af en skolegang og uddannelse i et ateistisk klima for langt de fleste, der i dag sidder ved magten i Danmarks mange institutioner.

De kan egentlig ikke lide den udvikling, og netop den herskende klasse vælger privatskoler til deres børn uden egentlig at kunne komme med en forklaring.

Alle ingredienser ligger klar til at vove skridtet den rigtige vej mod morgenbøn og salmesang. I beskrivelserne af skolens undervisning i kristendom står der, at børnene skal synge salmer, og at de skal gøres bekendt med Fadervor.

Det er bare det, som skal indføres ”rituelt” ved dagens begyndelse som noget naturligt uden prædikener, men så det vises, at der er op og ned i verden.

På den måde sikres det, at der er indhold i ordene om, at Danmark er et kristent land, hvor staten støtter folkekirken, som det er forudset og formuleret i Grundloven.

Torben Bramming, teolog og forfatter,Puggaardsgade 3, 1., Ribe