Genklang i et levende forhold

”Og loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.”

Johannesevangeliet 1, 17

Vores liv bliver ikke bedre af, at det lykkes os at bringe mere af verden inden for rækkevidde. Vi bliver ikke tilfredse af hele tiden at sigte højere, køre hurtigere, fremstå stærkere, eje stadig mere.

Særligt én alvorlig konsekvens af udviklingen i dette vækstspil kommenterede den tyske filosof Hannah Arendt på: "Hvor er det dog dødt, gråt, koldt og tomt. Også i mig," tilføjer hun, "er alting stumt og goldt, hvis mit forhold til verden er fastlagt af et eksistentielt forhold af manglende forhold."

Hendes kritik retter sig altså specielt imod dette: at jeg ikke længere føler eller oplever mig levende forbundet med nogen. For er det sådan i mit liv, da rækker jeg ud efter kontrol på andre måder. Det økonomiske, materielle område er blot én af måderne.

Et menneskes forvandling kan gå i stå. Fordi en kalden til liv og relationer forsvinder, og en genklang dæmpes og tysses ned til stumme, "indefrosne" pip.

Genklang i et menneskes liv forudsætter, at jeg lader mig kalde på, at jeg påvirkes, at noget udefra når mig. Selv når jeg må erkende fejl og svigt, kan genklang skabe eller nydanne et levende forhold. Det kan svide og ætse i mit sind. Sølle og ringe kan det se ud at være iklædt forkommenhed.

Et tab er det langtfra altid, at jeg konfronteres med en nådesløs sandhed. Tværtimod kan en afsløring af, at jeg faktisk ikke lever op til den nådesløse sandhed, som loven afslører, være vejberederen til liv, nåde og sandhed.

Der findes afslørende, dødende ord, som på overraskende måde hjælper det forkomne menneske. I dag lyder de sådan: ”Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.”

I Kristus findes både nåden og sandheden. Til hver eneste dag i mit liv. Den sandhed om mig, som jeg står ganske magtesløs overfor, også med tanke på min stræben under krav og mål i et vækstspil, møder han med sin overstrømmende nåde.

Jørn Henrik Olsen er forfatter, teolog, ph.d.