Danskerne mener ikke, at demokratiet kan løse samfundets vilde problemer. Hele 80 procent tror ikke, at samfundet er bedre om 10 år. Det viser en undersøgelse fra den nyoprettede tænketank Invi – Institut for vilde problemer.
Danmark har et rigt foreningsliv, men et bredt forankret lokaldemokrati bør i første omgang tage udgangspunkt i større diskussioner om samfundets demokratiske relevans og bæredygtighed. Kun med et stærkt og levende lokaldemokrati kan vi reelt set udvikle og styrke Danmark som folkestyre. Det er noget af en mundfuld.
Regeringen har lagt op til styrkelse af civilsamfund og foreningsliv i regeringsgrundlaget, ligesom enhver kommune med respekt for sig selv taler om samskabelse eller interaktiv politisk ledelse. Men som direktør i Institut for vilde problemer Sigge Winther beskriver i sin bog ”Entreprenørstaten”, så skal de største politiske projekter takles som en månelanding. Vi står altså over for et vildt problem, som skal løses, men som kræver løsninger uden for de eksisterende rammer. Det skal gro langsomt og skabe mening og nærhed for den enkelte i samklang med andre.
Den franske filosof Jean-Paul Sartre giver et eksempel, hvor folk står sammen og venter på bussen. De befinder sig det samme sted, men der er intet fællesskab. De står bare og venter på bussen uden at være forpligtede på hinanden i et solidaritetsforhold, kærlighedsforhold eller meningsfyldt forhold.
Jeg foreslår at vække sognene som ”sovende” kæmper. De har dybe og forgrenede rødder i lokalsamfundet og tilfredsstiller både trangen til værdipolitisk frihed eller overbevisning og dyrker fællesskabets bevarende funktion lokalt. Man forestiller sig naturligvis straks en tirsdag aften i menighedsrådet med hjemmebag og kaffe, hvor engagerede pensionister med god plads i kalenderen drøfter kommende gudstjenester og arrangementer i menigheden samt en række driftsrelaterede emner.
Det skal der naturligvis være plads til, men menighedsrådene kan så meget mere. De binder kirken, lokalsamfundet og forvaltningen sammen om andet end økonomi, serviceydelser og politisk positionering. Derfor kan menighedsrådene og sognene på sigt måske blive en smule af den kædeolie, som får den mere langsigtede samtale i gang på tværs af det politiske Danmark og åbner den værdipolitiske sorte boks og dermed det lokaldemokratiske engagement.
Sognene er der, hvor vi har vores daglige liv. Efter strukturreformen i 2007 er menighedsrådet den eneste lovbestemte organisation på sogneniveau i landdistrikterne. Pr. den 1. august 2021 var der 1632 menighedsråd og cirka 12.400 valgte menighedsrådsmedlemmer. Til sammenligning blev antallet af kommunalpolitikere i forbindelse med kommunalreformen i 2007 kraftigt reduceret fra 4647 til 2520 som følge af, at antallet af kommuner faldt fra 271 til 98. Menighedsrådene fylder altså rigtig meget lokalt.
Det er et flot skelet, som vi skal bruge langt mere aktivt. Menighedsråd skal være mere dynamiske, bevidste og villige til at tage engagementet på sig. Menighedsrådene skal bygge bro mellem lokalsamfund og kirke og skabe en ”vi-følelse”. Naturligvis er der store forskelle både kulturelt på sognene på tværs af Danmark. Jeg bor i Nordsjælland, men er sognebarn i Ribe, hvor kalenderen er fyldt med foredrag, studieture og sågar en årlig festival. Så selvfølgelig sker der også noget i sognene, men vi skal videre end det.
Strukturreformen skabte større og mere effektive driftsenheder med mere kompleksitet og opgavebredde. Det stiller øgede krav om økonomisk og administrativ styring og centraliserer magten hos borgmesteren på toppen af et professionelt embedsværk. Afstanden mellem borgerne og lokalpolitikere øges dermed, og kommunen bliver ofte en serviceleverandør med primært fokus på de fordelingspolitiske dagsordener.
Det bør folkekirken omsætte til solid mønt i form af et alternativt lokaldemokratisk omdrejningspunkt, som ikke erstatter kommunalpolitik, men styrker borgerengagementet og dialogen lokalt om mere værdipolitiske emner eller fælles aktiviteter.
Sognene var før kommunalreformen i 1970 et vigtigt lokalt omdrejningspunkt, og menighedsrådsvalget i 1903 gav kvinder stemmeret, fem år før det blev muligt ved kommunalvalget i 1908, så der er en vis demokratisk progressivitet at bygge på. Der er med andre ord et stort potentiale i at skabe et lokaldemokratisk engagement og udnytte det fintmaskede net af menighedsråd og sogne på tværs af Danmark.
Sognet er blot et geografisk område med en eller flere kirker, mens det er menighedsrådets opgave at styre sognets anliggender. Første skridt kunne være at skabe opmærksomhed om menighedsrådsvalget ved at holde det samtidig med kommunalvalget og fremhæve værdimæssige og religiøse skillelinjer, som er det, der giver opmærksomhed og skaber en offentlig debat. Udvid den religiøse samtale, hvor kirken og sognet kan tilbyde et religiøst sprog og dermed en anden form for dialog med andre trossamfund. Skab fokus på fordybelse og spiritualitet, som er i høj kurs i en omskiftelig verden med mange personlige valg.
Brug grundlovsdag til at styrke folkekirkens fortælling. I 1849 blev den enevældige konges kirke, statskirken, afskaffet og erstattet af folkekirken. Folkekirken blev altså indført med Grundloven, og det var første gang, ordet blev brugt i en officiel juridisk bindende tekst. Det er med andre ord folkekirkens dåbsattest.
Lav ”frisogne” på linje med frikommuner, hvor den stigende administrative byrde på menighedsrådene skal tilpasses eller gentænkes. Menighedsrådenes administrative byrder og kompetencer er vokset, hvilket giver mindre tid til engagement og dermed motivation for at deltage. Det er sikkert de færreste, som stiller op til et menighedsråd for at føre medarbejderudviklingssamtaler, indgå i lønforhandlinger med timelønnede kirkesangere eller være kasserer. Skab en klar fortælling om, hvorfor man egentlig skal engagere sig i et menighedsråd.
Tænk de omkring 1400 erhvervsdrivende fonde ind, som de seneste fem år i gennemsnit har uddelt 20 milliarder kroner om året til almennyttige formål og dermed har en væsentlig indflydelse på retningen for vores samfund inden for en lang række områder. Hvad betyder lokal bæredygtighed eksempelvis i dit lokale sogn, og skal vi nedlægge nogle af de kirker i sognet, som måske står tomme hen, og lade eksempelvis ungdommen komme med forslag til alternativ benyttelse? Hvordan kan man indtænke det lokale foreningsliv over en bred kam?
Tankevækkende nok har regeringen faktisk lagt landdistrikter og kirke sammen i et ministerium, men det er lidt uklart, hvad koblingen er, så måske man også her kunne reflektere over sognene i en lokaldemokratisk kontekst.
Den politiske strateg vil nok trække på smilebåndet og konstatere, at menighedsrådspolitik flytter nul stemmer. Der er ingen efterspørgsel. Ingen ord om verdensklasse eller version 2.0. Og så er der rigeligt med spørgsmål: Hvad med det kirkelige aspekt og forkyndelse af evangeliet? Skal sognene være for andre end de betalende medlemmer af folkekirken? Hvad bliver præstens rolle? Hvad er forholdet mellem styring og deltagelse? Digitalisering?
Gevinsten ligger med andre ord slet ikke og venter i næste måned. Men først forstår man søkortet, og så fører man skibet efter forholdene. Det er et oprigtigt sejt træk i en utålmodig tidsalder – men der er et stærkt demokratisk skelet, så vær ikke bange for at bruge det. Måske allerede til menighedsrådsvalget i 2024.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.