Prøv avisen
Kritik

Gensyn med den herskende klasse i genudgivelse af berømt debatbog

Samme år som Jørgen S. Dichs bog udkom, i 1973, brød Mogens Glistrup (her på cykel, som skubbes af politikeren Erhard Jakobsen fra Centrum-demokraterne) igennem med Fremskridtspartiet. Dermed blev en principiel kritik af velfærdsstaten vanskeliggjort i mange år frem. Men ”Den herskende klasse” rager fortsat tårnhøjt op i landskabet af debatbøger, mener Nils Gunder Hansen. – Foto: Erik Friis/Polfoto

Jørgen S. Dichs berømte debatbog ”Den herskende klasse” er genudgivet. Den kom i 1973, hvor en finansminister angivelig ikke havde noget at skulle have sagt, og velfærdsstaten gik over sine bredder med ustoppelige udgifter til ædle formål

”DEN HERSKENDE KLASSE” (1973) rager tårnhøjt op i landskabet af danske debatbøger fra det seneste halve århundrede. Det er en rigtig emeritus-bog, hvor der bliver talt lige ud af posen. Jørgen S. Dich (1901-1975) var nationaløkonom og pensioneret professor i socialpolitik; han havde tidligt i livet været socialist og Moskva-tro, men blev senere socialdemokrat og rådgiver for Stauning og Steincke i 1930’erne. Han var simpelthen med inde i maskinrummet, da de første kedler til velfærdsstaten blev fyret op.

I sin bog retter han et tordnende angreb mod samme velfærdsstat, da den havde været igennem en voldsom ekspansionsperiode op gennem 1960’erne. Et helt livs erfaringer med politik, økonomi og samfundsopbygning bliver opsummeret i en aktuel og dengang helt uhørt kritik af velfærdsstaten. Jørgen S. Dich er særdeles velskrivende, bogen rummer massevis af frække og fyndige formuleringer, man har lyst til at citere; han har endvidere en forkærlighed for at strø om sig med latinske citater og er kort sagt fra en periode, hvor selv en nationaløkonom og tidligere embedsmand fremstod som det, vi i dag ville kalde en ”kulturpersonlighed”.

For nu ikke helt at oversælge bogen skal det dog også nævnes, at den over lange stræk kan være knastør læsning for frie ånder som Deres humanistiske anmelder, der ikke er så meget for tal og statistikker. En lang gennemgang af den sociale forsorgs udvikling kan også kræve tålmodighed. Dich betjener sig ikke af sin personlige erindring omkring politiske spil, han selv har observeret fra kulissen. Han er ikke retrospektivt selvoptaget som i dag, hvor folk i betroede stillinger dårligt har forladt jobbet, før de kigger sig tilbage i bogform.

Dich præsenterer sin kritik som en slags ajourføring af marxismen. Der er kommet en ny herskende klasse i samfundet af akademikere, bureaukrater, eksperter, pædagoger, folkeskolelærere og socialrådgivere. Det er den tjenende stand, som han også kalder den: offentligt ansatte, der servicerer borgerne. Denne klasse har fået lov til at ekspandere uhæmmet. Tilsyneladende er der ingen, der har foretaget cost-benefit-analyser eller tænkt på grænsenytteværdien af yderligere ansættelser inden for den offentlige sektor. Ligeledes afstår man tilsyneladende helt fra planlægning på området for de højere uddannelser.

I årene op til bogen har Dich bivånet uddannelseseksplosionen, herunder etableringen af Roskilde Universitet, som han omfatter med stor skepsis. Hvorfor skal almindelige skatteborgere betale for, at middelklassens børn kan få lange og måske unyttige uddannelser? Han mener, at man burde sænke lønningerne for akademikere, så der ikke var et økonomisk incitament til at gå ind i den klasse.

ENHVER KLASSE HAR EN IDEOLOGI, hvormed den maskerer sin egeninteresse og præsenterer sig selv som almenhedens tjener. Ideologien i den nye klasse er humanisme. Den ved ikke alt det gode, den kan gøre for mennesker, og den står ikke over for nogen modgående kraft, der kan hæmme dens ekspansion. Folketinget har tilsyneladende fraskrevet sig kontrol med udviklingen.

Idealet er en perfektionisme – man kan altid hjælpe mere og hjælpe bedre – og det tør ingen politiker tale imod. Den anden side af ideologien er ”samfundskritik”, hvormed man idealiserer den herskende klasses egne krav og normer. Alle er på vild flugt fra det deklasserende, legemlige arbejde, og manglende trivsel er et genialt mantra til at sætte nye ting i gang.

Den herskende klasse ”holder” ministre. På ethvert samfundsområde rådgiver eksperter, der selv stammer fra området. Der kommer derfor aldrig en udenforstående omkostningsvurdering. Eksperter er altid radikale på deres egne områder og kerer sig ikke om økonomi; det er noget foragteligt og perifert, som man har en finansminister til at tage sig af.

Dichs analyse blev stående i ensom majestæt, for selvsamme år – 1973 – brød Mogens Glistrup igennem med Fremskridtspartiet, og dermed blev en principiel kritik af velfærdsstaten vanskeliggjort i mange år frem. Men det er givet, at han som den første registrerer en række tendenser og problemer, man sidenhen og endnu i dag bakser med.

At læse Dich er på en måde som at befinde sig i en omvendt verden. Han udmaler en situation, der skriger på ”neoliberale” reformer, new public management, 2025-planer, en finansminister, der slår i bordet og råder over et regiment af regnedrenge, der kan holde de fagkyndige eksperter stangen. Han viser os den verden, der var før, og de problemer, den nuværende ”konkurrencestat” søger at give en løsning på.

Martin Ågerup, direktør for Cepos, har skrevet forord, og det kan da også forekomme logisk at se Cepos, Liberal Alliance og i det hele taget det liberale opgør med velfærdsstaten som forvalterne af Dichs åndelige arv, selvom det er lidt pudsige sengekammerater.

Ågerups forord er desværre noget kort og nødtørftigt, og det havde nok været en bedre idé at give opgaven til sociologen og Liberal Alliance-folketingspolitikeren Henrik Dahl, der på sin Facebook-væg ofte henviser til Dich og synes at arbejde på en opdateret analyse af, hvordan den herskende klasse agerer i dag. Men det kan jo være, at der er et selvstændigt bogprojekt på bedding dér.

DEN HERSKENDE KLASSE passer ikke ind i de gamle klassemønstre og de interessebaserede politiske partier. De offentligt ansatte bliver dermed grænsevælgere, som forskellige politiske partier, ikke mindst SF, bejler til. Både hvad angår antal og politisk magt, kan det synes vanskeligt at inddæmme den tjenende stands ekspansion, og Dichs analyse peger her frem mod Henning Fonsmarks analyse af en velfærdskoalition af vælgere, som det er svært at gå op imod.

I Dichs analyse fører den herskende klasse sin sag under et trestjernet banner af menneskelig forståelse (humanismen som en frit i luften svævende godhed, løsrevet fra mere nøgtern samfundsmoral, hvor man hjælper hinanden i solidarisk bevidsthed om, at man en dag selv kan få behov for hjælp), naturlig angst for sygdom og død og foragt for legemligt arbejde.

Netop den jævne mand og det legemlige arbejde er for Dich et tydeligt identifikationspunkt. Han er en socialdemokrat (og før det DKP’er) af den gamle skole, før akademisering, ungdomsoprør og opkomsten af en ny venstrefløj. Det mærkes i hans tydelige skepsis over for væksten i de videregående uddannelser og (ifølge ham) subtile ligegyldigheder som forskning i ”forskellen i anvendelse af konjunktiv hos Marcel Proust og Anatole France”.

Han er også gennemgående fjendtlig over for dyrkelsen af kunst og æstetisk finkultur, kulturpavernes magt, og han foreslår ligefrem, at kulturstøtten skal følge den enkelte borger med tildeling af kulturkuponer, så hver enkelt kan vælge sit eget kulturforbrug. Det medgives dog, at der nok her må findes en særlig ordning for Det Kongelige Teater, for det er ligesom monarkiet så gammelt, at et flertal i befolkningen næppe vil af med det.

Dich er en mærkelig stemme, hvor nyt og gammelt blander sig. Heftig dimensionering af humaniora og nedbarbering af kulturstøtten er, hvad han reelt taler for, men til forskel fra nutidens nedskæringsivrige politikere, der ofte virker som simple kultur-ignoranter, kunne han nok uden videre skrive en artikel om Anatole France og Marcel Proust.

Hvad han ville sige til nutidens debat og samfundsudvikling, er det svært at gisne om. Han mente, at kapitalismens dage var talte, men at farcen var komplet, hvis man mente, at Knud Heinesen (S) var arbejdernes ven og Mærsk deres fjende. Hans ideal var nok en blandingsøkonomi. Rædselsvisionen er, at ”den herskende klasse erobrer socialismen med sine planlæggere, så den ender i det planøkonomiske kaos, som vi kender fra øst, hvor Mærsk Møllers initiativ vil blive dræbt og den byrokratiske udbytning leve”.

Jørgen S. Dich: Den herskende klasse. En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den.

Forord af Martin Ågerup.

207 sider. Gyldendal.

Jørgen S. Dich: Den herskende klasse. En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den. Forord af Martin Ågerup. 207 sider. Gyldendal.