Prøv avisen
Debat

Ghettodannelse er naturligt – udvandrede danskere klumper sig også sammen

Når danskere flytter til andre lande, har vi en tendens til at bosætte os tæt på landsfæller. Det ligger i vores natur, mener Karl Maksten. I Costa del Sol i Spanien kan de mange fastboende danskere købe ind hos en dansk slagter. Foto: Henrik Kasten-Skov/ritzau

Vi danskere klumper os også sammen i ghettoer, når vi flytter til andre lande

Siden vi her i Danmark har fået ganske mange fremmede hertil, har der indimellem lydt irriterede udsagn, fordi disse indvandrere klumper sig sammen i såkaldte ghettoer – i Gellerupparken i Brabrand, i Vollsmose i Odense og en del andre steder. Hvad ligner det, at disse tilkommende mennesker skal bo i ghettoer? Nej, i den hensigt at blive integreret i det danske samfund, skal de spredes mest muligt.

I sin nytårstale for nylig fremkom statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med regeringens forslag om at nedrive boliger, hvor ophobningen af indvandrere er størst.

En sådan fremgangsmåde synes knap nok menneskelig. Blandt andet fordi det strider mod vores natur. Af forskellige grunde er disse fremmede kommet hertil. Nogle er kommet hertil, fordi de blev tilbudt arbejde her, og de forsøger naturligvis at skabe sig en fremtid i Danmark. Når disse mennesker er kommet til Danmark, sker der det naturlige, at de så vidt muligt bosætter sig i nærheden af landsmænd. Det kan vi danskere – heller ikke politikerne – gøre ret meget ved, og det er et spørgsmål, om det er rimeligt at gøre det: Kan det overhovedet kaldes liberal politik?

Gennem tiderne har eksempelvis rigtig mange danske familier – overvejende landmænd og håndværkere – fundet på at udvandre til Nord- og Sydamerika, New Zealand, Australien og mange andre steder.

Det er en kendt sag, at lige meget hvor i verden danskere slog sig ned for at begynde en ny tilværelse i det fremmede, har de som den selvfølgeligste ting bosat sig, hvor der i forvejen boede danskere, så de kunne mødes i et fællesskab omkring dansk kultur. Ud over at arbejde for at tjene til familiens underhold som landmænd eller som håndværkere, var noget af det allerførste, de gjorde, at de fik bygget en skole til deres børn og en kirke, hvor de kunne samles til gudstjeneste på helligdagene.

Da jeg som barn gik i skole i Nørre Uttrup, fik vi ved krigens udbrud en ny lærer, som lige var kommet fra Argentina i Sydamerika. Han havde over en årrække været lærer ved den danske skole i Tandil, men på grund af krigen ville han tilbage til Danmark. I Tandil var der også en dansk kirke, og det er der stadig – foruden tre andre steder alene i Sydamerika.

De danske menigheder i udlandet fungerer stadig som en del af den danske kirke, og gennem organisationen Danske Sømands- og Udlandskirker bliver de betjent af udsendte danske præster – oftest pensionerede præster – delvist betalt af den lokale menighed.

Men selvom de kalder sig danske menigheder, udgøres menighedens medlemmer af mennesker, som ikke længere forstår dansk. Vist holder de gudstjenesten efter dansk gudstjenesteordning og synger danske salmer, men alt foregår på det lands sprog, de er bosiddende i. Den danske menighed i Vancouver udgav således i 1999 en dansk salmebog med næsten 400 salmer fra den danske salmebog, men alle salmerne er oversat til engelsk.

Ud fra disse kendsgerninger burde vi danskere have langt mere forståelse for de tyrkere, kurdere, irakere, somaliere og andre muslimske indvandrere, som har bosat sig i Danmark i forsøg på at skabe sig en fremtid her. De foretrækker at bo relativt samlet for dog at have nogle mennesker, de kan pleje rent menneskeligt og kulturelt fællesskab med og gå til fredagsbøn sammen med.

I det omgivende danske samfund hersker der en kristen kultur, som er fremmed for dem, men som de alligevel skal forsøge at blive nydanskere i. Når derfor danske politikere – tilsyneladende i mangel på almindelig menneskelig forståelse – kommer med alt andet end liberale forslag og krav til nydanskere, fordi de har foretrukket at bosætte sig i såkaldte ghettoer, så glemmer de liberalistiske politikere, eller de ved måske slet ikke, at dette bosættelsesmønster har danske udvandrere praktiseret lige så længe, danskere har bosat sig i det fremmede.

Karl Maksten er pensioneret lærer.