Ghita Nørby på slap line, Ateistisk Selskab i defensiven og tyske flygtninge i 1945-1949

Det meget omtalte radioprogram med Ghita Nørby og Iben Maria Zeuthen kan tjene som et lærestykke for ambitiøse unge kvinder, mener forfatteren Dennis Nørmark i Politiken. –
Det meget omtalte radioprogram med Ghita Nørby og Iben Maria Zeuthen kan tjene som et lærestykke for ambitiøse unge kvinder, mener forfatteren Dennis Nørmark i Politiken. – . Foto: Leif Tuxen.

JEG VAR PÅ VEJ i bil for at holde foredrag, mens jeg lyttede med et halvt øre til Radio24syv, hvor journalisten Iben Maria Zeuthen forklarede, at interviewet til den kommende udsendelse om Ghita Nørby var blevet dramatisk forkortet.

Straks spidser man ører og spørger: Hvorfor mon dog det?

Svaret behøvede man ikke vente længe på. For snart blev Zeuthens tone og tankegang karakteriseret med mishagstilkendegivelser såsom ”tåbeligt, ”idiotisk”, ”åndssvagt” og ”dumt”. Og denne skribent måtte mindes en anden primadonna, der blev spurgt, hvorfor der altid var så megen virak omkring hende, hvortil svaret lød, at det da var langt sjovere at være en stor del af problemet frem for blot at være lille del af løsningen.

Forfatteren Dennis Nørmark beskrev i Politiken udsendelsen som nogle af de mest pinefulde 58 minutter i nyere radiohistorie. For Ghita Nørby ejer tydeligvis den opsætsighed og trang til personlig integritet, som man forbinder med kunstnerbanens tornebestrøede vej. Netop derfor kan udsendelsen tjene som et lærestykke for ambitiøse unge kvinder: ”Ghita Nørbys hånlatter og udfald er lyden af en kvinde, der udmærket ved, at den lillepigecharme, som Zeuthen repræsenterer, kun vil hjælpe kvinderne op til direktørens seng og ikke ind i hans direktion.”

Ifølge Informations Lone Nikolajsen er folk som Nørmark dog gal på kareten. Programmet viste ”en aldrende (og måske alderssvækket) diva, der sidder på en trone af selvhøjtidelighed og fortæller ungdommen (det vil sige den under 40), at den ingenting fatter og ingen humor har. Det ser jeg ingen grund til at ophøje til beundringsværdigt mod, forbilledlig ærlighed og en passende lærestreg for alverdens uselvstændige journalister”.

En læserbrevsskribent i Kristeligt Dagblad peger på, at der er en god portion snobbethed i den panegyriske lovprisning af Ghita Nørby. Ja, havde man mon kunnet oparbejde en tilsvarende begejstring, hvis det var Pia Kjærsgaard (DF) eller Ritt Bjerregaard (S), der havde givet Zeuthen en overhaling? Men disse politikere har jo heller ikke givet os store og fornøjelige oplevelser i biografierne.

Bestræbelserne på at gøre tilværelsen kedeligere har i øvrigt nået biograferne, idet Ateistisk Selskab her slår til lyd for udmeldelse af folkekirken. I DR’s ”Aftenshowet” stredes folketingskandidat for Alternativet Anders Stjernholm med sognepræst Sørine Gotfredsen om betimeligheden i at bringe sådanne reklamer i biografen.

Da man spurgte om seernes mening, kom den anden betydning af ordet ”reklamere” – at gøre indsigelse – ind i billedet. Seerafstemningen godtgjorde nemlig, at 74 procent modsatte sig Ateistisk Selskabs biografindslag, hvor viddet og tankeindholdet da heller ikke just synes frapperende.

Morgenavisen Jyllands-Posten kunne samtidig oplyse, at folkekirkens medlemstal aktuelt var 74,7 procent, og at antallet af medlemmer er steget for femte år i træk, hvorimod antallet af udmeldelser fortsat faldt. Aner vi de sidste krampetrækninger fra Ateistisk Selskab?

Ateistisk Selskab har lavet en ny biografkampagne for udmeldelse af folkekirken. Formand for ateisterne Anders Stjernholm forsvarede kampagnen i DR’s program ”Aftenshowet”. –
Ateistisk Selskab har lavet en ny biografkampagne for udmeldelse af folkekirken. Formand for ateisterne Anders Stjernholm forsvarede kampagnen i DR’s program ”Aftenshowet”. – Foto: Ida Marie Odgaard/ Ritzau Scanpix

Et indlæg, som fortjener at blive læst af mange, men næppe bliver det, er skrevet af lederen af Rudkøbing Byhistoriske Arkiv. Else Wolsgård hedder hun, og i Weekendavisen gør hun op med en brændemærkning af de slemme – nemlig at Danmark skulle have behandlet de tyske flygtninge i perioden 1945-1949 usselt.

Forestillingen har cirkuleret, siden læge Kirsten Lylloff i en afhandling i 2005 insinuerede, at den danske stat gjorde sit bedste for at tage livet af så mange flygtninge som muligt. Men Kirsten Lylloffs fremstilling er falsk, skriver historikeren Else Wolsgård: Danskerne har ingen grund til at skamme sig over behandlingen af de tyske flygtninge.

Forestillingen om, at Danmark behandlede tyske flygtninge dårligt i 1945-1949 er blevet manet til jorden af lederen af Rudkøbing Byhistoriske Arkiv. Her ses tyske flygtninge ankomme til Danmark i 1945. –
Forestillingen om, at Danmark behandlede tyske flygtninge dårligt i 1945-1949 er blevet manet til jorden af lederen af Rudkøbing Byhistoriske Arkiv. Her ses tyske flygtninge ankomme til Danmark i 1945. – Foto: Ritzau Scanpix

En overvældende dokumentation fra Henrik Havreheds doktordisputats i 1987 og frem til tidsskriftartikler fra 2018 vidner om de danske myndigheders kompetente og humanitære indsats.

Alligevel har en enkelt meget omstridt afhandling efterladt indtrykket af det modsatte. Er der et element af selvplageri i den danske folkesjæl

Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.