Prøv avisen
Historisk set

Gibraltar: Klippen med en rig historie

Navnet Gibraltar stammer fra den mauriske general Tarik el-Said, der i 710 erobrede klippen ved indsejlingen til Middelhavet som indledning til sin invasion af Den Pyrenæiske Halvø, skriver historiker Uffe Østergard. Foto: Gravering fra 1809 af Laurie and Whittle/Topham Picturepoint/Polfoto

Blandt mange problemer har Brexit henledt opmærksomheden på den lille britiske besiddelse ved indsejlingen til Middelhavet, Gibraltar

Beboerne er intenst britisk loyale, men samtidig store tilhængere af EU, som de er dybt afhængige af. Og nu frygter de, hvad Spanien vil gøre, når Storbritannien forlader unionen, da det aldrig har anerkendt det britiske herredømme over klippeformationen.

Erobringen af Gibraltarklippen

Navnet Gibraltar stammer fra den mauriske general Tarik el-Said, der i 710 erobrede klippen ved indsejlingen til Middelhavet som indledning til sin invasion af Den Pyrenæiske Halvø. Geb-el-Tarik eller Jabal Tariq (Tariks bjerg) kaldte han stedet, men gjorde ikke meget ud af forbjerget ved havnebyen Algeciras.

Det gjorde de spanske herskere heller ikke, da de godt 700 år senere i 1492 afsluttede den kristne generobring af Den Pyrenæiske Halvø med erobringen af fyrstedømmet Granada, som Gibraltar hørte under. Først da den britiske flåde i 1704 erobrede klippen med den gode havn under den spanske arvefølgekrig 1701-1713, blev navnet Gibraltar kendt.

Ved freden i Utrecht i 1713 blev erobringen bekræftet, og det er stadig denne traktat, som Gibraltar henviser til, når de afviser indlemmelse i det demokratiske Spanien.

Gibraltar og fredstraktaten

Fredstraktatens ordlyd kan virke noget overraskende på moderne læsere. Ikke så meget det forhold, at Storbritannien i den samme traktat fik Manhattan fra Nederlandene i bytte for Surinam i Sydamerika, som det forhold, at det eksplicit forbydes ”jøder og maurere at slå sig ned i byen”. En bestemmelse, der senere udvidedes med et forbud mod katolikker.

I 1985 var den daværende statsminister for det lillebitte område på 5,8 kvadratkilometer, Joe Bossano, til møde i FN i New York for at forklare, hvorfor indbyggerne ønskede at forblive under Storbritannien. Det var ikke let i afkoloniseringens tidsalder at få lov til at forblive medlem af et af de gamle oversøiske koloniriger.

Heller ikke da London ønskede at slippe for ansvaret for den let pinlige – og dyre – rest af fordums storhed. Margaret Thatcher udkæmpede en med et andet spansktalende land, Argentina, over Falklandsøerne i 1980’erne. Det skulle nødigt gentage sig i Gibraltar og slet ikke i den Europæiske Union. Alligevel er det aldrig lykkedes at finde en politisk ordning. Og nu er det aktuelt igen.

Militær oprustning på Gibraltar

Storbritannien fik yderligere behov for Gibraltar som flådebase sammen med Malta og Cypern efter overtagelsen af kontrollen med Suezkanalen i 1875, der var søvejen til Indien og dermed livsnerven i det britiske imperium. Imod alle odds lykkedes det at fastholde herredømmet i Anden Verdenskrig.

Malta blev sønderbombet, men holdt ud, mens Gibraltar forberedte sig på en lignende eller endnu værre skæbne, men slap, da diktatoren “el Caudillo” Francisco Franco aldrig engagerede sig fuldt ud på tysk side, trods den gæld, han var i til Hitler, der havde hjulpet ham til sejr i borgerkrigen 1936-1939.

Gibraltar sultede og var isoleret, men dets befæstninger blev aldrig sat på prøve. Afviklingen af det britiske verdensherredømme efter 1948 gjorde basen og havnen overflødig. Men nu var det for sent at overdrage området til Spanien, idet befolkningen ønskede at fastholde sin position som britiske – skattefrie – borgere. Under Francos diktatur var det vanskeligt at udlevere den lille snes tusinde indbyggere mod deres vilje. Og da Spanien blev demokratisk efter Francos død i 1975, var det for sent.

Skattefriheden på Gibraltar

Befolkningens stædighed skyldes ikke kun identitet, men har et såre reelt økonomisk grundlag. Der er nemlig registreret flere selskaber, end der er stemmeberettigede borgere i det skattefrie ly. Fænomener som skat har stort set ikke fundet vej til denne lille tidslomme, hvilket gør Gibraltar til en ønskeadresse for selskaber, der ikke har lyst til at involvere deres hjemlige skattemyndigheder i deres aktiviteter.

EU-Kommissionen har forgæves forsøgt at undersøge klippens skatteforhold, da Gibraltar er under mistanke for at være et af verdens største skattely. Mistanken bestyrkes, når man går rundt i gaderne og møder det ene guldskinnende advokatskilt efter det andet på ydmyge døre.

Bortset fra skattefriheden har Gibraltar ikke andet end klippen og en beliggenhed, der engang var strategisk betydningsfuld. Og så det forhold, at befolkningen føler sig mere britisk end kongehuset selv. Men netop britisk, ikke engelsk.

"Hellere død end spansk"

I 1985 var der 16.000 stemmeberettigede, i dag over 20.000. Men det helt overvældende flertal er af samme mening, som da de i 1967 første gang stemte om tilknytningsforholdet til det dengang Franco-beherskede Spanien. Ud af 12.757 stemmer blev i 1967 kun 44 afgivet til fordel for en tilknytning til Spanien. I dag hedder det stadig ”antez muerte que ezpañola” (hellere død end spansk) på det lokale sprog, der er en tillempet udgave af andalusisk – deraf z’erne – og engelsk slang.

Dette valgslogan lød senest i november 2002 under en vejledende afstemning om områdets tilhørsforhold, hvor 98,9 procent valgte Dronningens nøgler, Union Jack som undertøj, ”Rule, Britannia!” og engelsk fodbold på tv i en af de over 200 pubber, barer og restauranter.Hverken Storbritannien eller Spanien accepterede den vejledende afstemning, men det klare udfald gør det vanskeligt at overdrage klippen til Spanien.

Indbyggerne fortolker situationen som den sidste af de 14 belejringer af klippen fra år 410, da vandalerne løb denne del af det romerske imperium over ende. Senere kom vestgoterne, maurerne fra Marokko, siden de ”mest kristelige majestæter Isabella og Fernando”, der i 1492 overtog klippen i forbindelse med deres erobring af Granada, siden talrige forgæves spanske belejringer i de spansk-britiske krige, der kulminerede med Francos blokade af klippen i 1969. Denne sidste hændelse erindres som den femtende og foreløbigt sidste belejring. Den varede til 1985, ni år efter Francos død og langt ind i det demokratiske Spanien, næsten til Spaniens optagelse i EU i 1986. Først da åbnede den socialistiske ministerpræsident Felipe Gonzalez grænsen uden dog dermed at opgive kravet på Gibraltar. Og chikane er der tit stadig i dag ved grænsen til Spanien, hvor fødevarer, vand og arbejdskraft skal ind hver dag for at holde det lille samfund i gang.

Gibraltar: Nøglen til Middelhavet

Freden har ikke sænket sig over området, men truslerne kommer fra forskellige sider. I 1988 blev tre civile skudt af maskerede mænd, som derefter forsvandt. Dræberne blev aldrig fundet, hvilket ikke kan undre, når man får at vide, at de var medlemmer af de britiske specialstyrker SAS, og at de dræbte var medlemmer af IRA, som havde planlagt at sprænge guvernørens bolig, The Convent, i luften.

På de få kvadratkilometer er der ikke plads til en egen lufthavn. Når et fly skal lande, lukkes hovedvejen til Spanien for trafik, indtil det er sikkert nede. Hvis det da ikke er en af de dage, hvor de spanske toldere arbejder langsomt og standser trafikken.

Her er næsten lige så kedeligt som i en af de britiske badebyer på den engelske sydkyst, så man forstår den nu glemte danske medarbejder ved Jyske Bank, der i begyndelsen af 1990’erne ikke kunne finde på noget bedre at foretage sig end at bedrage sin bank for et enormt beløb.

Gibraltars flag, der med en borg og nøgle symboliserer Gibraltars funktion som nøglen til Middelhavet, blev indført i 1966, men bygger på Gibraltar bys gamle våben, der blev givet af Fernando II og Isabella i 1502 og blev bekræftet af Storbritannien i 1936. Siden 1981 må der flages med det på land.

Men nu må Gibraltar nok vælge mellem Storbritannien og EU.

I 1985 var der 16.000 stemmeberettigede i Gibraltar, i dag over 20.000. Foto: Marcos Moreno/Ritzau Scanpix/AP