Giv bistand med betingelser. Stop Ugandas homofobiske love

-En person, der forsøger at "begå homoseksualitet", skal straffes med syv års fængsel, et kys koster livstid - og sex straffes med døden. Hvem sagde udvikling? skriver Gitte Lillelund Bech (V)

I Uganda medfører et lovforslag, at en person, der forsøger at "begå homoseksualitet", skal straffes med syv års fængsel, et kys koster livstid -- og sex straffes med døden. Det bør Danmark gøre noget ved, mener Gitte Lillelund Bech. --
I Uganda medfører et lovforslag, at en person, der forsøger at "begå homoseksualitet", skal straffes med syv års fængsel, et kys koster livstid -- og sex straffes med døden. Det bør Danmark gøre noget ved, mener Gitte Lillelund Bech. --. Foto: Peter MartellAFP.

DANMARK VIL i 2010 som i 2009 bruge cirka 15 milliarder kroner i udviklingsbistand til verdens fattige lande. Pengene bruges til at bekæmpe fattigdom, til at bekæmpe hiv/aids, til at uddanne og oplyse børn og voksne, til at sikre ligestilling mellem kønnene med videre.

I Benin er der gratis grundskoleuddannelse til alle. I Ghana er fattigdommen halveret. I Uganda er spædbørnsdødeligheden næsten halveret siden 1991.

Uganda er på mange måder en succeshistorie. Landet har reduceret fattigdommen, har haft økonomisk vækst og gør sig mere og mere uafhængig af støtte udefra. Men samtidig behandler parlamentet i Uganda for tiden et lovforslag, der vil kriminalisere homoseksualitet og straffe homoseksuelle med døden.

Argumentationen for så vanvittigt et lovforslag kunne måske findes i et ønske om at dæmme yderligere op for aids-epidemien, men det er der ikke tale om. Af lovforslaget fremgår det, at homoseksualitet opfattes som en trussel, man kan straffe bort, eller som en sygdom, der kan kureres. Det skal gøres af hensyn til Ugandas kultur og Ugandas unge, der ifølge lovforslaget er særligt sårbare og udsatte, blandt andet på grund af den ucensurerede informationsteknologi.

Lovforslagets detaljer er skræmmende. En person, der forsøger at "begå homoseksualitet", skal straffes med syv års fængsel, et kys koster livstid – og sex straffes med døden. Hvem sagde udvikling?

Den danske udviklingsbistand gives med henblik på at opfylde FN's 2015-mål, herunder nedbringelse af fattigdom, nedbringelse af børnedødelighed, bedre ligestilling mellem kønnene med mere. Som donorland bør vi stille krav til vores modtagerlande og støtte lande, der er interesserede i at sikre deres borgere rettigheder, vi som donorer finder indlysende. For mig at se er et forbud mod homoseksualitet et brud på FN's Verdenserklæring om Menneskerettighedernes artikel 7 om, at ingen må forskelsbehandles. At dødsstraf er et brud på artikel 3 – alle har ret til liv – er vist ingen overraskelse.

Man skal ikke undervurdere den betydning, den danske bistand til Uganda har haft. Millioner af mennesker har fået bedre liv og bedre muligheder. Men der er andre millioner i andre dele af Afrika, der har lige så store behov, og i andre afrikanske lande findes regeringer, der i modsætning til Ugandas af sig selv arbejder for at fremme ligestilling og menneskerettigheder. Lande, der deler den danske opfattelse af, hvad menneskerettigheder er! Det giver stof til eftertanke.

Gitte Lillelund Bech er medlem af Folketinget for Venstre og formand for Det Udenrigspolitiske Nævn