Giv filosofien, hvad filosofiens er

RELIGIONSFILOSOFI: Man ender i en selv-modsigelse, hvis man som sin endegyldige sandhed påstår, at der ikke er nogen ende- gyldig sandhed

I Kristeligt Dagblad den 24. september svarer teologerne Andersen, Grønkjær og Nørager på, at jeg har placeret deres »Religionsfilosofi« i den postmoderne sump. Svaret har to dele. Den første mere udvendig, og den anden mere principiel.

Den udvendige del består i en henvisning til den tyske tænker Jürgen Habermas. De skriver, at deres bog og dens formuleringer om den kristne religions gyldighed står i gæld til Habermas; og da han i hvert fald ikke kan karakteriseres som postmodernist, så skulle derfor følge, at min kritik også falder.

Dertil er mit svar, at jeg til fulde anerkender, at Habermas er en modstander af postmodernismen. Han hører til på den side, der holder fast ved den traditionelle filosofiske stræben (og hans eneste fejl er blot, at han ikke tænker dybt nok).

Men frikender det de tre forfattere og deres bog for anklagen? Det afhænger vel af, hvorledes Habermas bruges. Forfatterne bruger jo også den italienske filosof Gianni Vattimo. Og hvor ender man, når Habermas forholdsvis ubesværet svuppes sammen med Vattimo? Ender man så ikke i en position, som Habermas ville betakke sig for at følge? Har man så ikke mikset en cocktail, som selv for den indviede er umulig at skelne fra postmodernisme?

Det fører over til den principielle og væsentligere del af svaret. Her placerer de tre forfattere deres standpunkt som et alternativ til mit. På den ene side står jeg, som spørger efter det endegyldige grundlag: den sandhed, som er forudsætning for, at almindelige - relative - sandheder overhovedet kan have mening. På den anden side står de, som i stedet allerede har indset, at der ikke findes en sådan endegyldig sandhed, men at der kun findes alternative muligheder.

Det må jeg selvfølgelig tage alvorligt. Har de ret i, at der ikke findes nogen endegyldig sandhed? Hvis de har ret, så er det altså en endegyldig sandhed, at der ikke findes nogen endegyldig sandhed. Så er deres pluralisme den sande endegyldige filosofi. Med andre ord: Hvis de har ret, så findes der en endegyldig sandhed, og så har jeg ret. Deres standpunkt er simpelthen en selvmodsigelse.

Men kan de tre forfattere ikke slippe uden om den konklusion, i og med at de efter deres eget ord tilslutter sig et andet rationalitetsbegreb end mit? Den må vi lige tænke over. Hvis man overhovedet kan tale rationelt om forskellige rationalitetsbegreber, så må det forudsætte et fælles minimalt rationalitetsbegreb. Ellers flyder alt. Og dette minimale begreb må omfatte kravet om at undgå modsigelser. Det må vi være enige om. Men det er hele mit rationalitetsbegreb. Så når de tre forfattere mener at tiIslutte sig et andet rationalitetsbegreb end mit, så må de mene, at de forkaster kravet om, at man ikke må modsige sig selv.

Så kan de jo mene alt. Intet har betydning. Om noget, så er den lethed, hvormed de hævder den filosofiske pluralisme med alternative rationalitetsbegreber, udtryk for den slaphed i ånden som i nutidens sprogbrug kaldes postmodernisme. Der skabes plads til Gud ved at give køb på rationaliteten.

Men det er en stakket glæde. Skal der ikke gives køb, så undgår man ikke paradokset. Så må man åbent turde gøre det, som Katrine Winkel Holm gør i sin kronik tilbage fra 15. april: tale om inkarnationens »fornuftstridige paradoks«. Her nedskrives fornuften ikke for at skulle give plads til Gud. Da kan man holde fast i sin tro og dog give filosofien, hvad filosofiens er. Uden paradokset devalueres både filosofien og troen. For troen skal ikke leve af, at tanken begrænses, men skal leve med, at tanken - i den filosofiske spørgen - tænkes frit og konsistent.

Og så er der yderligere en grund til at kæmpe mod devalueringen. Nedskriver man troens paradoks, så vil det næste skridt være at nedskrive radikaliteten i Jesu fordringer. Skal inkarnationen gøres acceptabel ved en svækket rationalitet, hvorfor skal Jesu fordringer så ikke også gøres overkommelige for den enkelte? Det er jo ikke til andet end bekymring, at det er umuligt at leve op til dem. Men overkommelighed vil her i vor demokratiske tidsalder betyde nedbrydning af skellet mellem politik og religion. Således findes der også en sammenhæng mellem at give filosofien, hvad filosofiens er, og at give kejseren, hvad kejserens er.

Hvis man skal give den filosofiske rationalitetsstræben sit, så er man som troende forpligtet på to ting. På paradokset og på adkillelsen af politik og religion. Det siger filosofien - og forunderligt: her mødes filosofien med en centrale forståelse af luthersk protestantisk kristendom. Min strengt filosofiske kritik af de tre Århusteologers religionsfilosofi mødes med en modsvarende kritik »indefra« den luthersk protestantiske tradition selv. Som eksempel kan foruden den allerede nævnte kronik af Katrine Winkel Holm også nævnes Torben Brammings kronik fra den 14. august. Det indbyrdes sam- og modspil mellem disse fronter er nok en tanke værd.

Kai Sørlander er filosof og forfatter