Når debatten kommer ind på kristendommens syn på forholdet mellem religion og politik, citeres ofte det berømte skriftsted, hvor det hedder, at man skal give kejserens, hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er.
Dette skriftsted bruges så som argument for, at religion og politik er klart adskilte størrelser i kristendommen i modsætning til islam. Men forholder det sig virkelig således, og er det virkeligt det, som Jesus vil sige med det førnævnte bibelcitat?
Måske det ville hjælpe at se
citatet i sin sammenhæng. I Markusevangeliet kapitel 12, vers 13-17 kan man læse følgende: »Og de sendte nogle af farisæerne og herodianerne hen til Jesus, for at de skulle fange ham i ord. De kom hen og sagde til ham: »Mester, vi ved, at du er sanddru og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk, men lærer sandt om Guds vej. Er det tilladt at give kejseren skat eller ej? Skal vi betale, eller skal vi ikke betale?« Men Jesus gennemskuede deres hykleri og sagde til dem: »Hvorfor sætter I mig på prøve? Ræk mig en denar, så jeg kan se den!« De rakte ham én. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« »Kejserens,« svarede de. Jesus sagde til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Og de undrede sig meget over ham.«
Det, der først burde falde en i øjnene, er, at Jesus ikke kommer med sit udsagn om, at give kejseren, hvad kejserens er etc. i forbindelse med en prædiken om forholdet mellem stat og religion.
Nej, problemstillingen er den, at Jesu modstandere vil have ham til at sige noget, de kan bruge for at få has på ham. Man stiller ham simpelthen en fælde! Ideen er, at Jesus nemlig enten skal sige, at jøderne ikke må betale skat til den romerske kejser, eller at de godt må. Siger han nej, så har han sat sig op imod den romerske besættelsesmagt, og hans modstandere kan melde ham til myndighederne for at opfordre til oprør. Siger han ja, så kan hans modstandere bruge det til at vende de mange jøder imod ham, som ikke anerkendte romernes ret til at herske over Palæstina. Men i stedet for at lade sig lokke i en fælde udstiller Jesus sine modstanderes manglende retoriske evner. Det er ikke ham, men dem der bliver fanget i ord.
Der er næppe nogen tvivl om, at de første kristne har været glade for disse ord om, at give kejseren, hvad kejserens er etc. Det fremgår af, at ordene og den medfølgende historie gengives stort set uden afvigelser i hhv. Lukas og Mathæus evangeliet. Grunden til denne popularitet var nok, at historien klart kan læses således, at Jesus faktisk anerkender den romerske kejsers ret til at opkræve skat og dermed hans ret til at regere, det være sig uden- eller indenfor Palæstina. De kristne ville gerne opfattes som gode romerske undersåtter eller borgere, i modsætning til de evigt oprørske jøder, der ønskede en selvstændig jødisk stat.
Det er imidlertid næppe rimeligt at bruge dette citat til andet og mere end et bevis på, at kristne både kan og vil være gode statsborgere i de lande, de nu måtte leve i. Jesus siger jo ikke noget om, hvad kejseren hhv. staten ellers har krav på, ud over skat. Til gengæld kunne man, hvis man tog citatet helt bogstaveligt, hævde, at Jesus giver staten ret til at inddrage alle vores penge, i og med at den har udstedt dem (og dermed sat sit billede eller navn på dem). Altså noget i retning af »staten gav, staten tog, lovet været staten!«.
Men det er vel næppe meningen, at Jesu »giv kejseren« ikke er andet end en leg med ord, der skal indpakke Jesu hhv. de første kristnes accept af den romerske kejser, som den reelle magthaver i såvel Palæstina, som stort set resten af den da kendte verden.
Endnu mere tydeligt bliver problemerne med påstanden om, at Jesus skulle have krævet en adskillelse mellem stat og religion, når vi ser på den anden del af citatet nemlig »giv Gud, hvad Guds er«, for er der noget som, kristeligt set, ikke tilhører Gud? »Jeg, Herren, har skabt alt. Jeg alene har spændt himlen ud, jeg har bredt jorden ud, hvem var med mig?« (Es. 44,24) Gud har skabt alt, og derfor ejer han i sidste instans alt, men »gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad, at sætte på en nælde,« som Brorson skriver i sin vidunderlige salme »Op al den ting, som Gud har gjort«.
Det glemmes let i dag, men kristendommen har altid lært, at mennesket i tilfælde af en konflikt mellem det, som staten kræver og det, som Gud kræver, er forpligtet til at følge Gud.
De første kristne havde det problem, at kejseren ikke ville nøjes med at kræve skat af dem, han krævede også, at de skulle tilbede ham, for kejserkulten blev anset som værende det kit, der skulle holde det multireligiøse og multikulturelle romerrige sammen. Her måtte de kristne imidlertid sige fra, for ligesom islam forbyder kristendommen os at gøre noget, der ikke er Gud, til Gud. Vi må ikke tilbede andre end ham. Denne religiøse standhaftighed udløste de kristendomsforfølgelser, der prægede romerriget helt frem til kristendommens legalisering i år 325.
Måske vi skulle huske de første kristne martyrer og deres mod i forhold til den daværende stats krav om kejserdyrkelse, når vi i dag diskuterer, hvad vi kan og skal kræve af de herboende muslimer. Det burde løbe koldt ned af ryggen på enhver kristen, når man hører krav som »alle, der bor i Danmark skal sætte Grundloven over deres religion«.
Grundloven er naturligvis ganske fortræffelig, ikke et ondt ord om den, men den er altså skrevet af mennesker. At sætte Grundloven over ens religion ville være at gøre den til ens Gud, og det kan man da som kristen aldrig gå med til.
Nu er vi kristne jo ganske hyppigt uenige i, hvad Gud kræver af os, ligesom vi ofte er uenige om, hvordan Bibelen skal tolkes, men vi er vel alle enige i, at Guds vilje, sådan som vi nu mener at kende den, må stå over alle menneskeskabte institutioner og love. Skulle staten, måtte den så være nok så demokratisk og måtte den end tale på nok så stort et flertals vegne, finde på at kræve af os, hvad vores samvittighed forbyder os, så er det vores pligt at sige fra og sige stop.
En stat, der kræver ubetinget underkastelse under dens normer, er en monsterstat. En sådan stats hænder vil, før eller senere, komme til at dryppe af blod. En sådan stat bør vi kristne aldrig acceptere. Hvad der imidlertid kendetegner en sand kristen, er de metoder, han tager i brug, når han møder urimelige krav fra statens side.
Da de første kristne blev mødt med kravet om at tilbede kejseren, reagerede de ikke med terrorisme. De nægtede »blot« at give kejseren det, som han krævede af dem. De dræbte ikke for deres tro, de lod sig dræbe for deres tro. De tvang ingen, men de lod sig heller ikke tvinge.
Karen M. Larsen, adjunkt
Løjtegårdsvej 30 B, Kastrup