Hvis der én ting, de seneste ugers mediehetz mod Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, har fået frem i lyset, er det, at et førkristent, patriarkalsk ledelsesideal igen har vundet indpas i den danske offentlighed.
Dette kan opsummeres i følgende punkter:
1) En leder skal være stærk.
2) En leder må ikke erkende sine fejl.
3) En leder må ikke skifte mening.
Det er en god anledning til at fordybe sig i kristendommens vision for den gode leder. Her møder vi ikke højrepopulismens ideal om den stærke mand eller kvinde, der udviser handlekraft og kampparathed, men derimod et ideal om, at den, som vil være først, skal være sidst og være alles tjener, som det hedder i Markusevangeliet.
Den tidlige kirkes første leder, Peter, var heller ikke fejlfri: Han havde ligefrem fornægtet sin tro, men Jesus gav ham lov til at genbekræfte sin tro tre gange – én for hver fornægtelse – og fik derefter at vide: ”Vogt mine lam."
En kristen leder kan også skifte holdning. Mit personlige yndlingseksempel på dette er kirkefaderen Augustin, der afsluttede sit imponerende forfatterskab med bogen ”Tilbagekaldelser”. Heri gennemgik han samtlige af sine skrifter og påpegede alle de steder, hvor han siden havde skiftet holdning.
Det er fristende at se dette som det praktiske udfald af Augustins radikale teologi om nåden: Når vi ser os selv i lyset af Guds tilgivende og fornyende blik, er det ikke farligt at skifte standpunkt eller erkende egne fejl – heller ikke for en leder.
Tværtimod har den indflydelsesrige psykolog Adam Grant argumenteret for, at noget at det vigtigste for en god leder er villigheden til at ændre mening og tænke nyt, når omstændighederne kræver det.
Endelig må medierne siges at have sendt et utvetydigt budskab til den danske befolkning: Hvis du er blevet bedraget (eksempelvis af din partner), er fejlen din egen, og du er dermed ikke egnet til at blive betroet ansvar. Præmissen synes at være, at intelligente mennesker ikke kan blive udsat for bedrag. Sikke noget vås.
Enhver, der har været i et parforhold, ved udmærket, at sådan en relation er præget af umiddelbar tillid, ikke kritisk efterprøvning, og hvis vi tænkte os om, ville vi derfor hurtigt erkende, at ingen af os er immune over for den slags bedrag. Der er et begreb for mediernes strategi, og det hedder victim blaming.
Jeg for min del håber derimod, at vi får en statsminister, der tør tage fejl og ændre holdning, og som formår at vise et troværdigt alternativt til det patriarkalske ideal om den autoritære og ubevægelige leder. Det kunne for eksempel være Søren Pape Poulsen.
Jacob Munk Rosenlund er stud.theol. og forfatter.