Giver det mening at trække ”nazi-kortet”?

Dansk er et levende, nuanceret sprog med mange synonymer. Er det nødvendigt at gøre brug af en udtryksform, der henviser til det 20. århundredes mest systematiserede massemord, når man vil udstille politiske modstandere?

Nazi-kortet er blevet trukket adskillige gange i denne valgkamp både på og uden for nettet, siden Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik udnævnte Rasmus Paludan til at være nazist.
Nazi-kortet er blevet trukket adskillige gange i denne valgkamp både på og uden for nettet, siden Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik udnævnte Rasmus Paludan til at være nazist. Foto: Malene Anthony Nielsen/Ritzau Scanpix.

GODWINS LOV – opkaldt efter juristen Mike Godwin – lyder således: ”Efterhånden som længden på en onlinedebat vokser, vil sandsynligheden for en sammenligning med Hitler eller nazisme nærme sig 100 procent.”

Manøvren går også under betegnelsen ”at trække nazikortet”. Det er blevet trukket adskillige gange i denne valgkamp både på og uden for nettet, siden Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik udnævnte Rasmus Paludan til at være nazist.

Dansk er et levende, nuanceret sprog med mange synonymer. Er det nødvendigt at gøre brug af en udtryksform, der henviser til det 20. århundredes mest systematiserede massemord, når man vil udstille politiske modstandere?

MENS VI overvejer dette spørgsmål, kan vi mindes Elsa Gress, der blev født for 100 år siden, og vi kan gøre det ved at læse hendes erindringer, ”Fuglefri og fremmed”. Heri beskriver Elsa Gress, hvordan hun sammen med sin bror Palle i 1938 bivåner Hitler tale for masserne.

Gress er kulturradikal, men alligevel gjorde den nøje koreograferede forestilling et sådant indtryk, at hun ”måtte slå bevidsthedens kløer i en eller anden redningsplanke for ikke at drive hjælpeløs med og først finde sig selv et godt stykke nede ad strømmen. Jeg så på Palle, og han så på mig, og uden at røre os satte vi skulder mod skulder og beholdt fodfæstet”. Men selv antinazisten Elsa Gress var altså et kort øjeblik ved at mis-te fodfæstet i mødet med nazismen.

PALUDANS ENTRÉ i valgkampen har blandt meningsdannere afstedkommet et gisp, som da døren sprænges, og stengæsten træder ind i Mozarts ”Don Juan”, skønt langt hovedparten af danskerne formentlig hellere vil træffes sammen med en, der nyser dem op i ansigtet end at udveksle håndtryk med Paludan.

Vælgerne er altså ikke ved at miste fodfæstet.

Berettiger Stram Kurs’ opståen, at man maner nazismens spøgelse frem? Næppe. Hverken for så vidt angår paroler eller dæmonisk tiltrækningskraft, og spørgsmålet er, om man ikke bedriver pjank med alvorlige sager, når man alligevel trækker nazikortet.

Sognepræst Kristian Østergaard og professor emeritus Jørn Henrik Petersen vil på skift kommentere valgkampen på denne plads.