Bibelrefleksionen Ordet skrives af pastor emeritus Frede Møller. 

Givet til vor trøst

”Vi takker dig for din uudsigelige nåde, at du ved din kære Søn, vor Herre Kristus, har givet os dit ord og dine sakramenter til vor trøst.”

Kollekten til 1. søndag efter påske.

I dag tager vi udgangspunkt i den kollekt, som hørte til i søndags.

Personligt holder jeg utrolig meget af kirkens gamle kollekter og har det svært med de nye. For nogen tid siden var der én, der begyndte med ordene: letsindige Gud. Jamen, hvis Gud er letsindig, er han vel også dumdristig og dermed en synder som os andre?

Se, da er der helt anderledes gods i de gamle kollekter, som går tilbage til den tyske theolog Veit Dietrich, som levede 1506-1549.

Kollekt betyder, at det er noget, vi læser eller siger sammen. Vi kender det fra ord som kollega og kollektiv. ”Lad os alle bede,” lyder det til indledning, og ”os alle” udtrykker netop fællesskabet. Derfor må kollekten ikke være så speciel, så det er umuligt at folde hænderne og være med i den.

”Vi takker dig for din uudsigelige nåde,” siger bønnen. Der findes altså ikke rigtig ord for den, og den viser sig i, at han ved sin kære søn har givet os sit ord og sine sakramenter. At Gud i det hele taget taler til os – det er ikke en selvfølge, men en nåde. Vi har valgt vore egne veje, og derfor var han i sin gode ret til at vende os ryggen og tie. Men han vælger at tale til os! Hvilken nåde!

På samme måde er det en nåde, at han har givet os dåben og nadveren. I dåben drukner han vores virkelighed som syndere og gør os til sine børn. I nadveren rækker han os sit legeme og blod, som har gjort fyldest for alle vore synder. Begge gange sker det under et synligt tegn, som giver os vished og trøst. Derfor er det så vigtigt, at vi holder os nøje til indstiftelsen. Gud er nemlig ikke letsindig, men omhyggelig, og når vi modtager nadverens brød og vin kan vi sige med Kingos vers:

Jeg tror og ved, hvad her jeg får,

enddog min sans det overgår:

Jeg får min Jesus slet og ret,

og af ham selv jeg bliver mæt.

Hvordan det sker, det ved jeg ej,

her har han ikke vist mig vej,

min sans så højt sig ej bør sno,

det er mig nok hans ord at tro.

(Den Danske Salmebog, nummer 468, vers 4-5)

Frede Møller er pastor emeritus.