I dag er det valentinsdag. En dag, mange danskere associerer med amerikansk materialisme og overfladisk dyrkelse af parforholdet. Derfor vælger de fleste danskere også at bruge dagen på samme måde, som de ville bruge en hvilken som helst anden onsdag – det vil sige uden særlige mængder blomster, chokolade eller skriftlige kærlighedserklæringer. Men er det en fejl? Bør vi tage valentinsdag mere til os her i Danmark?
Der er uvished om, præcist hvorfra dagen stammer, og hvem denne Valentin, der lægger navn til dagen, er. Den mest populære historie er dog, at han var en romersk præst, der i slutningen af 200-tallet viede unge soldater trods et forbud fra den daværende kejser Claudius II.
Det endte med en henrettelse af Valentin den 14. februar, hvorefter pave Gelasius udnævnte dagen til hellig og Valentin til helgen.
Nuvel. Det er lang tid siden, og det er nærliggende at tænke, at det da kan være lige meget, at en præst fra det 3. århundrede trodsede loven for at vie unge elskende og endte med dødsstraf for det.
Men nej, det er ikke en helt ligegyldig historie. For historien kan bruges til at minde os om noget vigtigt. Nemlig at vi i dagens Danmark har fri ret til at gifte os og være sammen med den, vi elsker, uanset køn, familiebaggrund eller etnicitet – og det er ikke noget, man som befolkning kommer sovende til. Det kræver vilje, kamp og debat.
Så lad os fejre valentinsdag og lade det være op til den enkelte, om det bliver med blomster, chokolade og valentinskort – eller bare et lille ekstra kys til sin udkårne i taknemmelighed over vores frie ret til at elske den, man vil. God valentinsdag!
Ann-Sofie Packert er studerende i Aarhus.