Disse to interviews med store forfattere er i den grad et glædeligt gensyn

To interviews med Karen Blixen og Tom Kristensen fra ”Gensyn med TV” på DR tåler i den grad et gensyn, selvom de er fra henholdsvis 1954 og 1962

I 1954 kiggede Karen Blixen tilbage på årets begivenheder i DR-programmet "Jeg ønsker Dem et glædeligt nytår". Den verdensberømte forfatter tænkte med glæde på, at Ernest Hemingway - der samme år fik Nobelprisen i litteratur - udtalte, at hun skulle have haft prisen.
I 1954 kiggede Karen Blixen tilbage på årets begivenheder i DR-programmet "Jeg ønsker Dem et glædeligt nytår". Den verdensberømte forfatter tænkte med glæde på, at Ernest Hemingway - der samme år fik Nobelprisen i litteratur - udtalte, at hun skulle have haft prisen. Foto: DR

Der findes udødelige litterære værker. Værker, som nok er børn af deres tid og sted, men som samtidigt taler til alle tider og steder. Værker, som forekommer dugfriske trods deres alder og dagsaktuelle trods deres fortidighed. Men man må nok sige, at tiden er anderledes ubarmhjertig med film og tv.

Det kan være meget morsomt at se en stumfilm fra begyndelsen af det 20. århundrede, men i forhold til de store bøger fra samme tid er de fleste stumfilm en fattig forestilling, som virker spøjse og bedagede. Sproget holder sig bedre end teknikken, bøgerne bedre end filmene. Det gælder også tv.

Tv produceres til samtiden, og tiden løber hurtigt fra de fleste tv-produktioner. Mens der ikke er noget mærkeligt i at skrive om en bog med 70 år eller mere på bagen, er det ikke særligt almindeligt at vie den samme opmærksomhed til en tv-udsendelse.

Ikke desto mindre skal på denne plads fremhæves to interviews fra ”Gensyn med TV” på DR, som i den grad tåler et gensyn, selvom de er fra henholdsvis 1954 og 1962. Nærmere betegnet to interviewes med henholdsvis Karen Blixen og Tom Kristensen.

Ingen ynder af dansk litteratur kan komme uden om de to, og mange af os husker så levende, hvordan vi som unge læseheste var på storvildtsafari med baronessen i ”Den afrikanske farm” og på værtshus med Ole Jastrau i Tom Kristensens ”Hærværk”.

Interviewet med Karen Blixen havde ganske vist mere karakter af en audiens end et egentligt interview. Ærbødigheden var stor over for den litterære verdensstjerne, men baronessen kunne heldigvis tage med et smil på sig selv og vedgå, at hun ”forfærdelig godt kunne lide at høre behageligheder”, og hun fortalte med glæde om Ernest Hemingway, der i 1954 ved sin modtagelse af Nobelprisen i litteratur havde sagt, at Karen Blixen burde have haft prisen. Fraregnet pengene fandt Karen Blixen det morsommere end selv at have fået Nobelprisen.

Karen Blixen betonede også, at ”der skal være noget opløftede og opbyggeligt i al stor kunst” og kom ind på den tragiske følelse, der reddede mennesker fra at gå under i den rene ynkelighed.

Der var ganske vist ikke meget opløftende og opbyggeligt hos den unge Tom Kristensen i dennes nihilistiske ungdomsår, men det sjælelige sortsyn blev dog suppleret med en hang til stærke farver. Den ældre Tom Kristensen nævnte, at han hed Tom til fornavn ”og det rummer jo lidt af min livsanskuelse”, men han tilføjede så, ”at Kristensen også skulle komme til at rumme noget af det, det kan jeg ikke gøre for”.

Det tog intervieweren desværre ikke fat i, men Tom Kristensen kunne i sine sidste år sige til forfatteren Thorkild Bjørnvig, at ”kristendommen har forsonet mig nogenlunde med tilværelsen”. Mon ikke det var dét, som Tom Kristensen ikke kunne gøre for?

Nej, det kan hverken Tom Kristensen eller vi andre gøre for. Det er nemlig noget, som Gud gør for os, og det gør evigt godt. Men store forfattere kan gøre timeligt godt for deres læsere, og det gjorde såvel Blixen som Kristensen.