Glædesfyldt taknemmelighed

"Syng med tak i jeres hjerte til Gud."

Kolossenserbrevet 3, 16b

Det er et ofte gentaget synspunkt, at vi skal beholde troen med dens livsytringer på vores egen banehalvdel. Det religiøse hører til i de private rum, hedder det. Den holdning fortjener at blive udfordret.

I tråd med dagens bibelord er det oplagt at gøre opmærksom på det helt enkle faktum, at hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med! Den glædesfyldte taknemmelighed hører til det, der ikke kan eller skal lukkes inde. Apostlen Paulus nævner i sit brev et næsten overtal af grunde til, at menigheden i Kolossæ kan synge med tak i deres hjerter til Gud.

Visse kritiske spørgsmål melder sig: Indebærer en understregning af det private ikke en beskæring af noget helt basalt som menneskers nysgerrighed og søgen efter det bæredygtige for troen og livet? Er det hjælpsomt at lukke spørgsmål om alt det gådefulde ved menneskets eksistens, troens betydning og dens konkrete udfoldelse inde i en lukket, privat sfære?

Menigheden i Kolossæ får et helt nøglesæt at arbejde med. Hovednøglen hed taknemmelighed. Og den skulle ikke kun benyttes til "privaten".

Taknemmeligheden forbandt sig også til erfaringen af det, der rakte ud over den enkeltes eget private liv. Til det, der kunne låse op til glæde og indsigt på overraskende måder. Til det, der kunne besejre al slags lukkethed: "Vær taknemmelige. Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud."

En mangesidet rigdom føder taknemmelighed, der på en måde svømmer over – også i rammen af større fællesskaber. Brevet til Kolossæ-menigheden er fyldt med eksempler herpå. Der åbnes til en erfaring og en indsigt, som rækker ud over den privat arrangerede sjælefred eller stemthed. Kollektivt i gudstjenesten kan man for eksempel give den glædesfyldte taknemmelighed frit løb. En dyb, hjertefyldt glæde over Guds kærlighed og Kristi fred.

Jørn Henrik Olsen er forfatter, teolog, ph.d.

"Ordet" er Kristeligt Dagblads daglige bibelrefleksion.