Glashuset

Med visse mellemrum dukker spørgsmålet om lovgivning på prostitutionsområdet op. Debatten kulminerede i denne måned forventeligt nok omkring kvindernes internationale kampdag

Stort set alle synspunkter var i omløb lige fra det ene yderpunkt til det andet. Prostitution er mandssamfundets undertrykkelse af kvindekønnet. Derfor skal den forbydes, og køb af sex skal kriminaliseres, lyder det fra den ene side. Og fra den anden side: Kvinden har en legitim ret til at bestemme over sin egen krop, og hvis hun ønsker at udøve verdens ældste erhverv, er det hendes egen og ikke samfundets sag.

Ingen kan være uvidende om, at der findes megen råddenskab i prostitutionsmiljøerne: kriminelle bagmænd, trafficking, terror og vold og trusler. Det er alt sammen allerede forbudt, og der er oplagte socialhygiejniske grunde til at håndhæve loven. Mange sidder også uhjælpeligt fast i et misbrug af alkohol og diverse stoffer. Også her bør man træde til fra samfundets side med tilbud om hjælp og behandling.

Men når alt dette er sagt, bliver der en moralsk restproblematik tilbage, som godt kan sætte én i forlegenhed. Hvad er det, vi er mange, der har svært ved at affinde os med, når man taler om prostitution? Det er vel dette, at kvinderne (og også visse mænd) gør det for pengenes skyld. Hvis de bare var løse på tråden og storforbrugere af sex, så ville de ikke være genstand for samme fordømmelse. Bevares. Man ville nok notere sig deres udskejelser med en vis forundring, men slå sig til tåls med, at mennesker er forskellige, og at nogle åbenbart foretrækker at køre i et overordentlig højt erotisk gear. Vi kender vist alle nogle, der går for at være lidt vilde på kareten. Men dem om det!

Nej, det er ikke udskejelserne som sådan, der forarger os. Vores mishag går på, at der er penge med i spillet. At man fornedrer sig selv og sin krop ved at gøre den til en simpel vare, der kan købes for penge. Det er vanærende og menneskeligt uværdigt i de flestes øjne.

Hvis dette isoleret set er problemet, så er der i høj grad grund til anfægtelse hos alle os såkaldt anstændige mennesker. For hvad gør vi selv? Handler det ikke for os alle om penge, når det kommer til stykket? Hvor mange huse ville blive bygget, hvor mange svin ville blive slagtet, hvor mange sygdomme ville blive kureret, hvor mange prædikener ville blive holdt i kirkerne, og hvor mange aviser ville udkomme, hvis ikke der var penge i det?

Og hvorfor tager man egentlig en uddannelse? Er det for at danne sig åndeligt og menneskeligt? Ikke ifølge den neoliberale uddannelsestænkning, der hjemsøger alle uddannelsesinstitutionerne i dagens samfund. Selv de ærværdige universiteter skal nu først og fremmest generere økonomisk vækst.

De studerende tager en uddannelse for at øge deres markedsværdi i vidensamfundet. Universiteterne udbyder nu karriereværksteder og kurser i personal branding, for at de studerende kan lære at sælge sig selv. Jeg havde nær sagt med hud og hår og krop og sjæl.

Jeg mener stadig, at prostitution er forkert. Problemet er bare, at den tilsyneladende er blevet et alment vilkår i samfundet. Samfundet er et glashus. Og hvem skal kaste den første sten?

Jørgen Carlsen er idéhistoriker og forstander for Testrup Højskole

Etisk Set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, formand for Det Dyreetiske Råd Peter Sandøe, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sygehuspræst Anne Mette Berg samt sognepræst Marianne Christiansen