Glemt af Gud?

”Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig!”.

Esajas’ Bog 49, 14-15

Det er Israels folk, som siger disse triste ord. De har netop hørt profetens glade ord: ”Himlen skal råbe af fryd og jorden juble, bjergene skal bryde ud i fryderåb, for Herren trøster sit folk, han forbarmer sig over sine hjælpeløse.” Og sådan et budskab er jo dejligt. Jo tak, men ikke for den, der føler sig svigtet, som det var for Israels folk på denne tid. Som en barnløs, forladt kvinde sad folket i det fremmede, bortført af fremmede magter. Hvad var dog meningen med det hele? Hvor var Gud henne? Svigtet og glemt af Gud – jo, sådan følte de det. Umuligt at se nogen vej frem.

Som præst har jeg mødt mennesker, der kunne sige det samme, når døden bankede på. En ægtefælles eller et barns død – den slags skaber sorgens fortvivlede mørke, hvor alt virker håbløst, mørkt og umuligt. Da er det, profeten taler om en mors kærlighed til sit barn.

”Glemmer en kvinde sit diende barn?”, spørger han, og havde vi læst videre, ville vi have hørt disse ord: ”Glemmer en mor det barn, hun fødte?”.

Det er jo det mest utænkelige, profeten her nævner, men endnu mere utænkeligt er det, at Gud skulle glemme sit folk.

Jo, vi kan føle det sådan. Vist kan vi føle, at Herren har svigtet og glemt os, og ingen skal forklejne den slags. ”Døm ikke en mand, før du har gået en hel dag i hans mokkasiner,” siger indianerne, og det er nok værd at tænke over, før vi åbner vores mund og siger noget billigt og letkøbt. For mørket kan være så mørkt, at der absolut intet lys er at ane.

Men midt i dette mørke hører vi budskabet om Jesus Kristus, verdens lys. Just mens jeg føler, at der intet håb er, tænder Gud et lys, som ingen skal få bugt med.

Så lad os høre det igen: ”Himlen skal råbe af fryd og jorden juble, bjergene skal bryde ud i fryderåb.” Jo, ”for Herren trøster dit folk, han forbarmer sig over sine hjælpeløse”, som vi hørte det ved gudstjenesten i går.

Det gjorde han, da han gav os sin søn.

Det skal vi høre mere om i morgen.

Frede Møller er pastor emeritus.

"Ordet" er Kristeligt Dagblads daglige bibelrefleksion.