Glimt af forråelse viser, at velfærden er i fare. Hvorfor bruger vi ikke samfundets ubrugte ressource?

Velfærden er i færde. Hvis samfundet vil forråelsen til livs, findes en hidtil ubrugt ressource i de kirkelige diakonale organisationer

Der har den seneste tid været eksempler på, at respekten for mennesket er gået fløjten på nogle af landets plejehjem, skriver kronikørerne.
Der har den seneste tid været eksempler på, at respekten for mennesket er gået fløjten på nogle af landets plejehjem, skriver kronikørerne. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Vi ved det godt. Vi ser det af og til stikke sit grimme hoved frem: det systemiske svigt i vores velfærdssamfund. Vi ser glimt af forråelse i hele vores institutionelle værdikæde. Noget, der tyder på et systems kollaps. Kan vi gøre det bedre?

Vi har gennem de seneste år oplevet flere eksempler på situationer i ældreplejen og børne- og ungdomsinstitutioner, hvor forråelsen udstilles: En hænger i en lift og siger "av". En får en lussing. En fastholdes af personalet – og personalet udskammes i deres afmagt og bliver fyret og straffet. Den, der er offeret, får et grusomt hak i sjælen.

I store dele af vores velfærdsinstitutioner – om det er vuggestuen, folkeskolen, ungdomsuddannelserne, universitetet eller plejehjemmet – mangler vi at fokusere på det, der er vigtigst: Alt for meget tid går med bureaukrati og kontrol.

Alt for mange udstødte, ”forkerte” og udsatte mennesker kender ikke til at blive mødt med værdighed. Vi skal ville hinanden, og vi skal gøre plads til forskellighed.

”Næsten 45.000 unge er lige nu hverken i gang med en uddannelse eller et arbejde. Ikke noget at stå op til om morgenen (…). Vi har brug for jer! (...). Det skal være slut med at tabe så mange børn og unge på gulvet,” sagde statsministeren i sin nytårstale.

Vi ved, at stærke relationer og nærvær i mødet med medmennesket kombineret med faglighed er en succesfuld opskrift, der vedligeholder og styrker vores velfærdssamfund. Hvordan kan det være så svært at se denne kombination ført ud i livet?

Set udefra er det meget enkelt at svare på, hvad der tæller mest, og hvad der er bedst – og hvis de, der agerede på en forrående måde i de nævnte situationer, havde set situationen udefra, så havde de ganske sikkert været enige med os andre: Dette må ikke ske!

Hvorfor sker det så, når ingen vil det?

Det handler om at kunne operationalisere det, der tæller mest, og det handler om, hvordan vi finder ud af, hvad der tæller mest i de forskellige situationer: omsorgen, skemaerne, juraen eller dokumentationen? Altså: Hvornår tæller dokumentation mest? Hvornår gør omsorgen? Hvornår er det eneste rigtige, at vi giver den en ekstra skalle og får det hele til at gå? Og hvornår er det vigtigst at påpege det problematiske – og dermed være en forstyrrelse i arbejdsrytmen?

Hvem eller hvad bestemmer, hvad der er vigtigst, og hvornår hvad er vigtigst?

Formelt er det altid ledelsens ansvar at sikre, at værdighed og god udøvelse af gerning er et integreret element i medarbejdernes adfærd. Men i virkeligheden er det et mere komplekst samspil. Hvem bestemmer? Er det ledelsen, det offentlige, den enkelte medarbejder, beboeren, den unge – eller bestemmer vi alle lidt?

Spørgsmålene og forundringerne står i kø, især fordi når man spørger mennesker én og én, så ønsker ingen, at ovenstående eksempler skal være hverdag.

Vores samfund er gennemsyret af et kulturkristent menneskesyn, og vi taler om respekt for mennesket: Du er værdifuld, som den du er, fordi du er et menneske, en unik skabning. Vi har håbet og troen på noget, der er større end os selv. Vi er ikke maskiner, men mennesker af kød og blod med en værdighed, som ikke skal tilsidesættes, og en urørlighedszone, som ikke skal overskrides.

Der kom en forandring i synet på mennesket efter Anden Verdenskrig med FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, der dikterer, at alle mennesker er født lige, i lige værdighed og med samme rettigheder. Mennesket er udstyret med fornuft og samvittighed og bør handle mod hinanden i en broderskabets ånd. Erklæringen betyder i dag, at individet går forud for samfundet, ikke omvendt.

Misforstå ikke hensigten. Vi vil ikke tale ét bestemt menneskesyn, men mere om de syn der er på mennesker og mennesker imellem. Vi mangler denne samtale! Struktureret, vel at mærke.

Det er et spørgsmål om at forstå vores værdisystemer, som er skabt i en kulturel og historisk kontekst. Det er et spørgsmål om at turde tale om den adfærd, vi udøver som professionelle. Det er et spørgsmål om, at vi gennem refleksion får en erkendelse af, hvad der er bedst at gøre i en given situation.

Vi mener, at de kirkelige diakonale organisationer i Danmark, med over 100 års tradition for at omsætte menneskesyn til praksis, er en hidtil ubrugt ressource i velfærdssamfundet. Jovist er der frivilligt diakonalt arbejde i næsten alle danske sogne, men det, vi mangler, er efterlevede værdier i adfærden hos ledere og medarbejdere i velfærdssamfundet. Værdier som ånd, respekt, omsorg, kærlighed og menneskesyn.

I et samfund og arbejdsliv, der er præget af acceleration og meningsfrakobling, bliver den daglige praksis og erfaringen med at koble menneskesyn og praksis let udsultet. Der opstår en dannelsesmæssig og kulturel underernæring, fordi den fylde, som værdier bringer med ind i en konkret handling, bliver nedprioriteret. Hvis fokus primært ligger på det, der kan tælles eller omsættes i skemaer, så tilsidesættes indholdet i måden, man udfører tingene på, alene af den grund at dette ikke egner sig til at blive dokumenteret eller rapporteret inden for de rammer, det er blevet besluttet at arbejde i.

De diakonale institutioner i Danmark har i deres tradition og væren indbygget, at der er en kobling mellem menneskesyn og den praktiske handling. Hver gang. Det betyder ikke, at de diakonale institutioner er bedre end andre institutioner, men fordi det er sådan, de er opstået og funderet, så ligger dette bånd i deres beskaffenhed. Denne særlige kompetence er ofte indlejret som en tavs viden, en særlig forståelse, en særlig kultur eller ånd, der opleves svær at verbalisere, på en måde som er umiddelbart forståelig og meningsfuld i faglige og arbejdsmæssige sammenhænge, der ligger uden for det diakonale. Dette betyder ikke, at der ikke kan ske forråelse i diakonale sammenhænge, men det betyder, at der i værdigrundlaget er indlejret et beredskab, som kan hjælpe til at imødegå forråelsen.

Set udefra kan man spørge, hvorfor de kirkelige og diakonale institutioner ikke har meldt sig mere tydeligt ind i samtalen om forråelse, når der nu allerede i den diakonale bagage er indlejret et muligt beredskab. Er det, fordi vi ikke har tradition for at blande os i samfundsdebatten? Er det, fordi vi ikke tør? Er det, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal anvise konkrete metodikker?

Vi mener, at der tilbage står et arbejde inden for de kirkelige og diakonale institutioner, hvor traditionen med at have en ubrudt tænkning fra det grundlæggende menneskesyn til at omsætte det i konkret handling operationaliseres til forskellige metodikker, som kan anvendes i andre fagprofessioner, hvor der arbejdes relationelt med mennesker. Det kan være inden for sundheds- og socialsektoren og mange andre sektorer. Denne udfordring ligger hos de diakonale organisationer.

På Filadelfia i Dianalund har vi fået mulighed for at huse et fondsstøttet udviklingsprojekt, hvor vi arbejder med denne udfordring. Der er foreløbigt afsat tre år til projektet, og det er allerede godt i gang. Projektets overskrift er "Menneskesyn, etik og faglighed", og vi glæder os til løbende at formidle den viden og de resultater, vi indhenter her.

Én ting er dog sikkert: Vi skal allerede i dag begynde at turde tale meget mere om det syn, vi har på mennesket – os mennesker imellem.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.