Prøv avisen
Debat

Global mission: Hvordan ser fremtidens kristendom ud?

Kristendommens hvide fortid kender vi. Men kristendommens farvede fremtid er først nu ved at blive tydelig for os: en fremtid karakteriseret ved selvbevidste afrikanske kirker, med fokus på holistisk forandring, kvinders stilling og erfaring af Ånden. Hvordan en sådan kristendom forandrer verden bliver spændende at se

HVIS DET ER RIGTIGT – sådan som kristne tænker sig – at det ikke kun er inde i kirken, at Gud er aktiv, men derimod i hele den verden, som Gud har skabt, så må det være i hele den verden, at vi skal lede efter tegn på Guds aktivitet. Og hvis det er rigtigt – igen som kristne tænker sig – at kirken er til for at være et tegn og et redskab for Guds handling i verden, så må det mest spændende sted at vende det teologiske blik hen være på kirkernes og de kristnes rolle i samfundet.

Det er netop med den refleksion, Kirkernes Verdensråds globale missionskonference i Arusha i Tanzania giver anledning til, når over 1000 teologer, præster og organisationsledere fra hele den globale kristendom er samlet den 8.-14. marts. Konferencens tema er ”Transforming Discipleship”, og arrangørerne taler om konferencen som en fælles pilgrimsfærd, en pågående rejse for alle kristne. Det er en rejse mod en verden, som er forandret i en mere retfærdig og fredelig retning, forandret som kristendommen forandrer verden. Spørgsmålet er så naturligvis, hvordan kristendommen faktisk forandrer verden.

AT KONFERENCEN FINDER STED i Tanzania er naturligvis ikke er tilfældigt. For netop Afrika er den nye kontekst for kristendommen. I løbet af det seneste århundrede er antallet af kristne i Afrika syd for Sahara vokset eksplosivt. I år 1900 var omkring en tredjedel af verdens befolkning kristne. Det var stort set uændret i år 2000, et århundrede senere, hvor en tredjedel af verdens befolkning var kristne. Men fordelingen af disse kristne har forandret sig dramatisk: Hvor 10 millioner – under en procent af alle kristne – i år 1900 boede i Afrika syd for Sahara, så udgjorde de afrikanske kristne i år 2000 hele 31 procent svarende til 633 millioner personer. Sagt med andre ord, så er den relative størrelse af kristendommen som verdensreligion uændret, men antallet af afrikanske kristne er vokset enormt.

Den store numeriske og procentvise vækst i afrikansk kristendom rejser derfor spørgsmålet om, hvordan den kristne kirke i Afrika ser sin egen rolle i Guds mission: Hvilke typiske forandringer sker der? Der sker naturligvis teologiske forandringer: Mennesker tror og håber anderledes, end de tidligere har gjort. Men sker der også sociale og økonomiske forandringer? Sker der politiske forandringer? Hvilken rolle spiller kristendommen, kirker og enkelte kristne i forandringen af de samfund, de er en del af? Disse spørgsmål forsøger konferencen at svare på gennem at se på, hvad det betyder at være kristen, og hvordan betydningen af at være kristen forandrer sig i forhold til den kontekst, hvor de kristne befinder sig. Vi noterede os specielt fire forhold:

VORES FØRSTE iagttagelse var ændringen i den afrikanske kristendom fra identitetskrise til en ny selvsikkerhed. I tiden efter Anden Verdenskrig og kolonitidens ophør var mange af de unge sydlige kirker optaget af ikke at være ompottede vestlige kirker. De ville have dybe rødder i den røde afrikanske jord. Konteksten for de unge afrikanske kirker førte til fokus på, hvordan menneskelig værdighed kan genoprettes. Det er sket både gennem individuel omvendelse og social forandring og økonomisk forbedring. Denne i forhold til de historiske vestlige kirker mere holistiske forståelse af kirkernes opgave betyder, at de afrikanske kirker i dag har en ny sikkerhed i deres identitet som afrikanske og med fokus på de problemer, som bestemmer livet for almindelige afrikanere.

FOR DET ANDET er der stort fokus på økologiske forandringer i afrikansk kristendom: Det er blevet mest tydeligt på GETI, Global Ecumanical Theological Institute, som finder sted samtidig med konferencen, og hvor 120 teologistuderende og undervisere er. Her har ”Translating the Word, Transforming the World” været i centrum blandt kursisternes diskussioner omkring, hvor mission har været, er nu og er på vej. En af de ting, vi tager med hjem, er, at træer, klimaforandringerne og ansvaret for naturen som Guds skaberværk er afgørende for den afrikanske teologi.

FOR DET TREDJE, så er det ikke kun afrikanske kirker, men også afrikanske kvinder, der har fået en ny selvbevidsthed: På konferencens første dag var en af hovedtalerne den sydafrikanske kvindelige teolog Mutale Mulenga Kaunda. Hun talte om den udfordring, som marginalisering af og vold mod kvinder udgør i Afrika. Med udgangspunkt i sin egen historie om opvækst med en enlig mor, og efter moderens død om sin rolle som forsøger for to mindre søskende, talte hun om skiftet i synet på kvinder fra at være ”modtagere af forandring” til selv at være ”dem, der forandrer”.

VORES FJERDE og sidste iagttagelse handler om, hvordan en selvsikker afrikansk kirke forandrer selve kristendommen: Den form for kristendom, som præger de selvsikre afrikanske kirker og ikke mindst de selvsikre afrikanske kvinder, er karismatiske former for kristendom. Denne form for kristendom vægter erfaringsdimensionen og helligåndsteologien i kristendommen højt, og fokus er på helbredelse, udfrielse og profetisme. Hvor denne form for kristendom ofte er marginal i det vestlige Europa, så er den almindelig og trives på tværs af de historiske kirker i Afrika: Karismatiske katolikker, anglikanere og lutheranere finder nemt sammen med karismatiske, pentekostale afrikanere. Afrikansk økumenik er karismatisk kristendom.

Kristendommens hvide fortid kender vi. Men kristendommens farvede fremtid er først nu ved at blive tydelig for os: en fremtid karakteriseret ved selvbevidste afrikanske kirker, med fokus på holistisk forandring, kvinders stilling og erfaring af Ånden. Hvordan en sådan kristendom forandrer verden bliver spændende at se.

Anne Mie Skak Johanson (Mission Afrika), Arngeir Langås (Danmission), Andreas Østerlund Nielsen (Helsyn), Niels Iver Juul (Det Mellemkirkelige Råd), Sarah Ziethen (Roskilde Stift), Kathrine Fischer (KFUM og KFUK), Jeppe Bach Nikolajsen (Menighedsfakultetet) og Jonas Adelin Jørgensen (Dansk Missionsråd).