Seniorforsker: Vor stigende rejselyst har altså konsekvenser

Global opvarmning skal tages alvorligt, og derfor skal du tænke dig om, før du rejser med fly, skriver senirforsker ved DTU

Tænk på klimaet, før du rejser
Tænk på klimaet, før du rejser .

FOR NYLIG kunne Kristeligt Dagblad oplyse, at juli af Nasa er registreret som den hidtil varmeste måned, vi har oplevet, og at det desværre ikke skyldes El Niño-effekten, men i høj grad skyldes konsekvenserne af den globale opvarmning på grund af udledning af drivhusgasser, primært CO2.

Kigger man samtidig på eksempelvis Kristeligt Dagblads annoncesider, kan man se, at der udbydes en stadig større mængde rejser til fjerne rejsemål som Sydøstasien og Caribien til meget lave priser. Alt dette lokker, og for nogle uger siden beskrev Kristeligt Dagblad samtidig, hvorledes en større del seniorer ofte foretager fem-seks lange rejser om året – ofte til fjerne rejsemål, nu hvor de endelig har fået tid til det.

Det er selvfølgelig glædeligt, at man kan opleve stadig mere fjerne rejsemål, men når man foretager disse rejser, bør man tænke over, at netop denne tendens i høj grad er medvirkende til, at der udledes større og større mængder CO2 i vores atmosfære fra flyene, langt mere end spisning af oksebøffer, som ofte – med rette – har påkaldt sig en række organisationers opmærksomhed og protester.

FOR AT SÆTTE TINGENE i relief kan det siges ganske kort med et eksempel med udgangspunkt i de nævnte rejsetendenser: Rejser et ægtepar seks gange om året til Sydøstasien eller Caribien, vil deres flyrejser medføre en CO2-udledning svarende til kørsel i personbil på i alt 150.000 kilometer.

Ja, antallet af nuller er korrekt og tankevækkende, og tallene er endvidere baseret på SAS’ data i flyselskabets årlige miljørapporter. Da mange benytter sig af sådanne lokkende rejsetilbud, også vore beslutningstagere og politikere, er det måske grunden til, at luftfartens CO2-bidrag blev holdt uden for COP21-aftalen i Paris i december 2015, hvilket er dybt beklageligt.

Skibsfarten har i øvrigt kraftigt protesteret mod den beslutning, da det pudsige faktisk er, at skibsfartens CO2-udslip har været faldende de seneste fire-fem år som følge af en meget skrap international lovgivning som FN’s søfartsorganisation, IMO, har fået gennemført.

Det kan kun gå for langsomt med at få øget afgifterne på flyrejser, så der sker en opbremsning af den stigende rejselyst til meget lave priser. Et blødt alternativ og en blidere start kunne være, at der til hver rejsearrangør blev stillet krav om, at der eksempelvis ved annonceringen af alle oversøiske rejser blev oplyst, hvor stor CO2-udledningen er pr. person ved den pågældende rejse.

Det kan gøres meget enkelt og kræver ikke store resurser, vi ser jo tilsvarende deklarationer om alt muligt på vore fødevarer. Spørgsmålet er blot, hvornår politikerne vågner op og gør noget effektivt for at mindske den stigende rejselysts negative påvirkning af vores klode, inden det er for sent til stor skade for vore børn og børnebørn.

Hans Otto Kristensen er seniorforsker på DTU og direktør for HOK Marineconsult