Global rivalisering mellem Kina og USA. Ender det i krig eller samarbejde?

Kina er blevet stærkt, og USA gennemgår en relativ nedtur. Og der bliver spillet på alle strenge i rivaliseringsstriden: politiske, økonomiske, kulturelle, teknologiske, ideologiske og ikke mindst diplomatiske

Udtalelser fra både Kinas Xi Jinping og USAs præsident Biden og understreger de to landes tiltagende rivalisering. Men en storkrig er fortsat usandsynlig, vurderer professor og Kinaforsker.
Udtalelser fra både Kinas Xi Jinping og USAs præsident Biden og understreger de to landes tiltagende rivalisering. Men en storkrig er fortsat usandsynlig, vurderer professor og Kinaforsker. Foto: Nicholas Kamm/AFP/Ritzau Scanpix og Nicolas Asfouri/AFP/Ritzau Scanpix.

USA og Kinas rivalisering afgør verdens skæbne. Er samarbejde muligt, eller ender det med krig? USA har forsigtigt forsøgt med et samarbejdsinitiativ. Det mest markante var telefonsamtalen mellem de to ledere Xi og Biden for få dage siden. I halvanden time blev der talt om konfrontation og samarbejde, tilsyneladende klart, åbent og direkte. Der kom ingen opsigtsvækkende resultater, ingen officiel gengivelse af konkret indhold. Afgørende var, at USA rakte hånden frem. Det hele må ses som en del af en amerikansk åbning, som har været i gang et stykke tid.

Den amerikanske klima-tsar, tidligere udenrigsminister John Kerry, har for nylig været i Kina. Til beroligelse for Japan tog han dog et smut til Tokyo, før han landede i kæmpebyen Tianjing tæt på Beijing. Han gjorde meget ud af, at klimakrisen var en fælles sag, uden ideologi, uden rivalisering, uden geostrategiske problemer. Her måtte der kunne samarbejdes.

Han havde også møde med den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi – på Zoom fra Beijing af coronahensyn. Her var lidt andre toner: USA skulle – som man havde gjort siden 2018 – holde op med at true Kina på alle forskellige måder. Kina var blevet stærkt, skulle respekteres.

Forløbet falder i tråd med en analyse fra den respekterede amerikanske Kina-forsker David Shambaugh. Han påviser, at Kina nu slår hårdt igen på de amerikanske antikinesiske anklager. Det hele startede i byen Anchorage i Alaska under de første amerikansk-kinesiske tilnærmelser, efter at Biden trådte til. USA, der havde inviteret, lagde for med utilslørede angreb på kinesisk indflydelses- og indblandingspolitik. Den kinesiske delegation – dybt forundret, indigneret og forudrettet – improviserede og svarede hårdt igen. ”USA er ikke kvalificeret til at forhandle ud fra styrke,” lød det. Det er ellers et hovedpunkt i alle USA’s nationale sikkerhedsstrategier netop at forhandle ud fra en styrkeposition. Kort og godt: Kina træder i karakter.

Kina fører et stærkere og stærkere ”wolf warrior”-diplomati, navngivet efter en kinesisk ”Rambo”-lignende actionfilm. Kina er efter lande som Australien, Sydkorea og Sverige, som får at vide, at man skal indrømme fejl og opfylde specifikke krav for at kunne forhandle med Kina. En dag kommer turen måske til Danmark.

Markante var også de krav, som udenrigsminister Wang Ji stillede til den amerikanske viceudenrigsminister, Wendy Sherman, ved et nyligt møde i Kina. Visarestriktioner skulle fjernes, beskyldninger mod kinesiske studerende og forskere i USA skulle ophøre, restriktioner mod kinesiske investeringer skulle fjernes. Der var krav om, at angreb på amerikanske asiater skulle standses. På samme måde skulle krav om, at kinesiske medier skulle registreres som udenlandske missioner, fjernes. Kina har fået nok.

Men interessant er det, at det at komme med den slags krav længe har været en helt normal fremgangmåde fra amerikansk side. At Kina gør det, er nyt. Det må ses som et kraftigt signal til USA om, at Kina er stærkt bekymret over, som det er udtrykt af en kinesisk talsmand, ”USA’s ekstremt farlige Kina-politik”.

Hvad er det, der sker? Helt overordnet og forenklet: Kina er blevet stærkt, og USA gennemgår en relativ nedtur. Selv udenrigsminister Anthony Blinken indrømmer det. Det betyder, at asymmetrien mellem supermagten og den opstigende stormagt mindskes. Nu kommer USA og beder om samarbejde. Hidtil har Kina stået med hatten i hånden. Men samtidig er Kina blevet udråbt som USA’s største systemiske udfordrer.

Fra kun at være truet af krigen mod terror tårner Kina sig markant op i de amerikanske nationale strategier. Der peges på heftig konkurrence og voldsom konfrontation. Situationen er stærkt forværret.

Afgørende er, at man ikke skal tage fejl. Asymmetrien er der fortsat. Kina, som hævder at agere på et objektivt og videnskabeligt grundlag, fremhæver, at USA fortsat er den overlegne supermagt. Wu Shicun, leder af et stort forskningscenter og tæt på kommunistpartiet, har for nylig udtalt, at ”Kina vil aldrig søge at udfordre Vesten. Kina er ikke en supermagt. Kina kan ikke indtage den vigtige globale rolle, som USA spiller. Men USA kan ikke stoppe Kinas udvikling, så Kina og USA må finde veje til at komme videre.”

Men hvordan kommer man videre, når Kina på den ene side vil udnytte sin øgede økonomiske regionale og globale indflydelse til at puste sig op politisk, og når USA på den anden side stadig ser sig som verdenslederen, der hidtil har givet Kina de bedst mulige udviklingsmuligheder gennem den kendsgerning, at ingen kinesisk opstigning har været mulig uden en amerikansk liberal verdensorden, men som nu siger stop.

Der bliver spillet på alle strenge i rivaliseringsstriden: politiske, økonomiske, kulturelle, teknologiske, ideologiske og ikke mindst diplomatiske.

Kinas krav til USA er klare, igen udtrykt af udenrigsminister Wang Yi: For det første: USA må under ingen omstændigheder undergrave den kinesiske partistat. For det andet: Ingen amerikansk obstruktion af Kinas fortsatte udvikling. For det tredje: Ingen amerikanske forsøg på at forhindre Kina i at udøve sin suverænitet og territorielle integritet.

Er det her, man kan finde muligheden for en åbning i rivaliseringen, som kan true med at splitte verden i en amerikansk ledet fælles front af demokratiske lande og en kinesisk front af lande, som er trætte af amerikansk hegemoni, og som i sidste instans fører til en storkrig?

De to første kinesiske krav vil USA kunne opfylde. Det tredje vedrører USA’s rolle som beskytteren af globale fællesinteresser, ikke mindst retten til gennemsejling af verdenshavene, inklusive det sydkinesiske hav. Her kniber det. Det har at gøre med USA’s fastholdelse af at være en asiatisk magt, ikke mindst en indo-pacifisk magt. Men et kompromis vil trods alt ikke være utænkeligt.

USA’s krav drejer sig først og fremmest om fjernelsen af Kinas påståede indflydelses- og indblandingspolitik, om overholdelse af menneskerettigheder og demokrati, ikke mindst Xinjiang-, Hongkong- og Taiwan-problemet, og om ophør af militarisering af landets udenrigspolitik. Det skulle ikke være totalt umuligt at finde løsninger på disse krav.

Lige så vigtigt er det imidlertid at understrege, at hverken Kina eller USA har den mindste lyst til storkrig. Kina er midt i sin opadgående udviklingskurve, og USA har travlt med at styrke sig selv og viger tilbage for langsigtede militære bindinger.

Dertil kommer det forhold, at USA og Kina – i modsætning til USA og USSR under den kolde krig – er bundet af et gensidigt afhængighedsforhold – økonomisk med gensidige investeringer, teknologisk med udviklingsmæssige bindinger, militært gennem hybridkrigsførelse og politisk gennem fælles trusler som klimakrise, pandemier og globalt orienteret terrorisme.

Konklusion: Der er tunge og overbevisende argumenter for, at storkrigen ikke er lige om hjørnet.

Bertel Heurlin er professor i statskundskab ved Københavns Universitet og direktør for China Security Studies, Center for Militære Studier.