”Jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.” (1. Kor 2, 2). Dette ord af Paulus er i den sidste tid ofte dukket op i mig, når jeg læser meget af det, som i dag betegnes som ”kristen spiritualitet”.
Dagens åndelige søgen er så positiv. Men det er ganske vigtigt at lytte til ørkenfaderen Antonius, der engang spurgte sine disciple, hvilken nådegave der var vigtigst. Efter at have hørt mange kloge svar, fremsatte han sit: ”Den vigtigste nådegave er at skelne mellem ånderne.”
Da Paulus kom til Korinth, mødte han megen åndelighed, der ligner den, vi finder i dag: synkretisme. Her illustreret med en historie om en kvinde, der kom til vores meditationsgruppe. Hun gik hos en guru inde i København, men vores gruppe var jo nærmere, så ”det ene kan vel være lige så godt som det andet”.
Hun virkede interesseret, men ringede et par dage efter: Nej, vi ”brugte” jo kun det kristne, hun tog lidt rundtomkring, ud fra hvad der passede bedst til hende. En svensk forfatter taler faktisk om ”det terapeutiske gudsbevis”: Det, som gavner mig, er nok sandheden.
Paulus mødte også ”grækere, der søger visdom”, på græsk gnosis. Dér tilstræber man indre oplysning og søger ”oplyste lærere”. Så langt fra Paulus, der prædikede korset: ”For grækere, der søger visdom, er korset en dårskab, men for de troende en Guds kraft.” Gnosticismen har fulgt kirken som en skygge.
Jeg har netop læst en ny bog af Ben Alex ”Vejen indad”. Den har som undertitel: ”En 101 dages rejse i følge med Meister Eckehart.” Bogen er ifølge udgiverne ”velegnet som andagtsbog for den, der ønsker at søge dybere indad og nedad i sit åndelige liv”.
Ben Alex remser en lang række kristne mystikere op, som han mener er påvirket af Eckehart, deriblandt Teresa af Avila og Johannes af Korset. Jeg er fortrolig med de to, og de har intet fælles med Eckehart.
Mester Eckehart er læst og brugt som vejviser i meget forskellige religiøse sammenhænge. Zenmestre tager ham til sig. Eckhart Tolle, kendt for bogen ”Nuets kraft”, byttede sit fornavn ud med ”Eckhart”.
I mødet med denne bogs idéer kan det være godt at reflektere over, hvad der kendetegner kristen mystik: Den er rodfæstet i Bibelen. Lectio divina – den langsomme, bedende læsning af bibeltekster – har været og er den centrale vej ind i det nære gudsforhold, som er kristen mystik. Johannes af Korset (og mange med ham) kunne Bibelen udenad.
Kristen mystik lever i og af kirken. Eukaristien er dens næring. Man leder forgæves efter begrebet ”mystik” i de første århundreders kristne litteratur. Derimod tales der meget om mysteriet, forstået som eukaristien.
Først med individualismen flyttedes vægten fra det objektive til den individuelle oplevelse. Ben Alex har udtalt, at han sjældent går i kirke. ”Min kirke er de mennesker inden for alle religiøse traditioner, som går samme vej,” siger han.
Gnosticismen fik næring af en munk i 1200-tallet, Joachim de Flore, som opdelte tiden i tre perioder. Faderens tid, Det Gamle Testamente; Jesu tid indtil cirka 1200-tallet; og så Åndens tid, hvor kirke med mere vil miste betydning. Dette blev forkastet af den officielle kirke, men har levet videre. Den franske teolog Henri de Lubac har skrevet en bog om ham. Lubac advarede stærkt mod gnosticismen, så aktuelt i dag! New age har taget Joachims tanker til sig: en ny tid, hvor kirke mister betydning.
Ben Alex’ bog passer godt ind i ”den nye tid”. De oplyste skriver med en vis nedladenhed om ”sakramentalisme”. Men har Gud ikke i kirken gennem sakramenterne forsynet os med den holisme, man nu så ivrigt søger i alt det alternative?
I meget af den spirituelle litteratur, der udgives, finder man henvisninger til – eller snarere støtte hos – vore kristne mystikere.
Grethe Livbjerg, Kollegievej 4, Charlottenlund