Så er det igen "Matador”-tid. I aften indledes for ottende gang en udsendelse af den folkekære serie. For nye generationer vil det vise sig, om den virkelig er så slidstærk, som vi efterhånden har overbevist hinanden om, at den er. Vel at mærke ikke bare, fordi den nu vil kunne ses i teknologisk renset stand.
Indholdet vil fortsat være uforandret. Det er vi imidlertid ikke selv. Tilhører man den aldersklasse, der var vidne til seriens premiere i 1978, og som måske – som undertegnede – så den første udgave på et primitivt sort-hvid fjernsyn, vil gensynet atter en gang give anledning til nye iagttagelser og refleksioner.
Historiske krøniker og sagaer kan karakteriseres ved en særlig slags bæredygtighed. De kan opleves som vedvarende energikilder for fantasien, for nu at blive i en økologisk sprogbrug. Det er en erfaring, der ligger til grund for sandheden ved den talemåde, jeg har valgt som overskrift til disse spalter: Gode historier kan ikke høres for tit.
Genkendelsens glæde suppleres af ny indsigt og forståelse. Al historieskrivning og historiefortælling handler om forandring og er i sig selv genstand for forandring, ligesom vi altså selv forandres. Efterhånden som vi ældes, skifter vi synsvinkler. Vi identificerer os med skiftende personer og omvurderer visse begivenheders betydning.
Nyfortolkninger byder sig til af de gode historier, som derfor ikke kan høres for tit. Det er deres eksistensberettigelse, at de tåler gentagelser. Gør de ikke det, er de ganske enkelt ikke gode nok. Vi kender det fra brugen af de to kirkelige tekstrækker. Knapt er vi færdige med den anden, førend vi vender tilbage til den første.
I sidstnævnte tilfælde optræder præsten som en slags dirigent, der fortolker et stykke klassisk musik. En anerkendt komposition kan derved gøres nutidig og vedkommende aktuel. Den originale ”historie” transformeres fra fortiden ind i fremtiden. Det kan for eksempel også finde sted, hver gang en dansk film genindspilles på amerikansk.
Spørgsmålene er så her: Siger det ikke noget om ”Matadors” særlige kvaliteter, at det sidste dårligt vil kunne gøres med denne danske tv-klassiker? Ville ”dirigenten”, instruktøren Erik Ballings, særpræg ikke vise sig at være uoversætteligt?
Sådan tror jeg også, det er med hans filmiske udgave fra 1965 af det danske musikalske lystspil ”Landmandsliv”, der blev sendt af TV 2 Charlie torsdag aften med nogle af de skuespillere, der siden skulle få betydningsfulde roller i ”Matador”: Helle Virkner, Holger Juul Hansen og Helge Kjærulff-Schmidt.
”Landmandsliv” er i dag alene seværdig som en god historie, hvis seerne selv forstår at tilpasse deres modtagelighed fra nutidige indstillinger til fortidige. Kai Normann Andersens melodier vil dog blive husket længe endnu.
Der er tale om et værdifuldt tidstypisk filmhistorisk dokument. ”Matador” er mere end det. Serien er slidstærk som myter, fabler, sagn og folkeeventyr.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.