Lene Tanggaard, du er professor i psykologi på Aalborg Universitet og har skrevet bogen ”Vanebrud” med syv eksempler på, hvordan vi kan bryde vaner for at blive mere kreative. Hvorfor skal vi bryde vaner?
I virkeligheden er min bog til dels et forsvar for at beholde vaner i den kreative proces. Det lyder måske kringlet, men vi lever i en tid med en masse brud – vi bryder familier op, skifter jobs jævnligt og uddanner os igennem hele livet, flytter måske nye steder hen. De mange brud er ikke altid fordrende for at være kreativ. Min bog er et blik på vanernes indvirkning på vores liv; hvilke skal vi beholde, og hvilke skal vi bryde for at leve mere i balance og blive mere kreative.
Hvilke vaner skal man så beholde, og hvilke skal man bryde?
Det er meget individuelt, hvad der fungerer for det enkelte menneske. Bogen er ikke en opskrift, men en opfordring til at kigge på egne praksisser. Det handler om at mærke efter, hvad der er vigtigt for dig – eller for os, for man kan også bryde vanerne i fællesskab. For eksempel talte jeg med en hr-konsulent fra en kommune i Sønderjylland, der sagde til mig, at måske skulle de i deres kommune prøve at bryde vanen med at lave alting om hele tiden. Prøve et år, hvor de stoppede med al forandring. Det er et lidt omvendt vanebrud, kan man sige, men i vores tid er den store vane at bryde op, hele tiden være fleksibel og omstillingsparat, og hvis én kommune laver et initiativ, skynder nabokommunen sig at kopiere den. I stedet er der måske brug for at stoppe op og faktisk spørge sig selv, om det er det, der er brug for. Er det nytænkningen, der sætter energien fri og får kreativiteten til at blomstre, eller er det egentlig bedre at fortsætte i det spor, man kom fra?
Kan du nævne et andet eksempel?
Ja, jeg kender det fra mig selv, hvor man sidder i nogle ørkesløse møder og skal prøve at finde en løsning på et problem. Men lige så snart der er pause, og man står og snakker lidt frem og tilbage med kollegerne og pjatter og er lidt mere løs i sin omgangsform, så bobler idéerne frem. Tit skal man huske at give sig selv fri og ikke forcere de kreative idéer. De kommer ikke, når man sidder og pisker på sig selv for at få dem frem.
Det lyder, som om du egentlig taler imod at bryde vaner. Hvorfor har du så skrevet bogen om vanebrud?
Det handler ikke om entydigt at bryde vaner, men om at kigge på de vaner, man har, og vurdere, hvilke der er gode, og hvilke der er dårlige.
Vanen med at børste tænder om morgenen er jo udmærket, og hvis vi begynder at ændre på det, giver det jo ingen mening. Men så er der måske andre steder, hvor man kan gøre noget andet.
For eksempel talte jeg med en rengøringsassistent, der var begyndt at gå en ny rute med sin rengøringsvogn. Det gav hende ny energi og ændrede måden, hun gjorde nogle ting på. Bare fordi hun gik en anden vej. Det kan man oversætte til sit eget liv ved at tage en anden vej på arbejde eller en anden bus, end man plejer. Så ser man noget nyt, og det kan give ny energi.
Men er det ikke anstrengende hele tiden at skulle tænke over at bryde sine vaner?
Det skal man heller ikke. Men man kan tænke over, om man sidder fast i en rutine, som ikke giver mening. For eksempel er mange trætte af at være slaver af deres mobiltelefon og af de sociale medier.
Så kan man prøve at lægge det fra sig i små perioder og se, om det gør en forskel. Læs en lang bog eller giv dig til at lære at spille et instrument i stedet.
Skal man være en bestemt type for at se glæden i at bryde sine vaner?
Det er klart, at der er nogle, for hvem det er nemmere end andre. Men det er også derfor, man skal bryde dem, man ikke er tilfreds med. Gode vaner handler jo om at kunne disciplinere sig selv og arbejde hårdt på en måde, der fordrer kreativitet. Indrette sit liv, så det giver mening.
Vanedyrene kan have stor gavn af bogen, for den respekterer de gode vaner i stedet for at opfordre til, at man smider alt ud. Lav de vaner om, der ikke fungerer, og behold dem, der fungerer.
Er vi blevet for meget vanemennesker i Danmark?
Ja, til dels. Der er brug for mennesker, der tør sige noget andet end de andre, som tør undre sig og stille spørgsmål. Samtidig vil jeg gerne forsvare det basale menneskelige behov for at fordybe sig og have vaner, som er frugtbare. Det ene behøver ikke udelukke det andet, så længe man er bevidst om, hvad der fungerer for en selv.