For godt 10 år siden var vi også ved at vinke farvel til bededagen

I 2012 var hverken fagbevægelsen eller SF afvisende over for at sløjfe en helligdag og gøre arbejdsdagen længere, skriver professor emeritus

Trepartsforhandlinger under Helle Thorning-Schmidt (S) i 2012 endte i forlis.
Trepartsforhandlinger under Helle Thorning-Schmidt (S) i 2012 endte i forlis. . Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

En samlet fagbevægelse, anført af Fagbevægelsens Hovedorganisation, har, siden SVM-regeringen lancerede sit regeringsprogram, tordnet mod et bestemt programpunkt: afskaffelsen af store bededag. Protesterne har taget form af en massemobilisering, som sjældent er set: Underskriftindsamling mod forslaget gav 475.000 underskrifter, som allerede er optaget i Arbejdermuseets historiske samling, stordemonstration foran Christiansborg med – efter organisationens eget skøn – 50.000 demonstranter og agitation for en folkeafstemning om forslaget, som dog er faldet til jorden. Dertil utallige indslag i samtlige medier om, hvilken uoprettelig skade forslaget ville påføre den på det nærmeste hellige danske model, hvis regeringen blot ville bruge sit flertal og tromle forslaget igennem lovmaskinen uden en trepartsforhandling med Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Men regeringen valgte at køre fagbevægelsen over. For forslaget stemte, ud over regeringen, Radikale Venstre, der som bekendt godt kan lide et lovforslag, der – som afskaffelsen af store bededag – giver et øget arbejdsudbud på 8500 personer og flere milliarder kroner ekstra i statskassen. Imod stemte resten af oppositionen inklusive SF. Partiets arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesordfører Karsten Hønge råbte fra Folketingets talerstol på afstemningsdagen: "Stop tyven, stop tyven", men lige lidt hjalp det: "Bededagsrøveriet" var en realitet den 28. februar 2023, og fredag den 5. maj 2023 bliver den sidste dag, hvor lønmodtagere kan holde fri på store bededag.

Når man iagttager fagbevægelsens og SF’s voldsomme agitation mod "bededagstyveriet", er det umuligt at forestille sig, at fagbevægelsen og SF på noget tidspunkt kunne have medvirket i et stykke politisk danmarkshistorie, der indeholdt et planlagt forsøg på at afskaffe hele to helligdage. Men historien viser noget ganske andet.

SF var i 2011 blevet en del af Thorning-regeringen sammen med Socialdemokratiet og Radikale Venstre, men allerede under valgkampen var S og SF gået sammen om det fælles oplæg "Fair Løsning 2020", som ville skaffe 15 milliarder kroner ved at øge arbejdstiden med en time om ugen, svarende til 12 minutter om dagen. Thorning-regeringen skrev efterfølgende i sit regeringsgrundlag, at regeringen "ville øge arbejdsudbuddet og beskæftigelsen markant og styrke konkurrenceevnen gennem reformer og inddrage lønmodtagere og arbejdsgivere i en omfattende trepartsaftale". Den socialdemokratisk dominerede LO-fagbevægelse blev af Thorning-regeringen dengang set som en politisk medspiller og en del af løsningen. Den skulle levere et øget arbejdsudbud på 20.000 personer frem mod 2020, så de offentlige finanser blev forbedret med netto fire milliarder kroner om året. I bytte ville fagbevægelsens medlemmer få flere praktikpladser, et "dobbelt uddannelsesløft" af både ufaglærte og faglærte, en forøget indsats mod social dumping, styrkelse af den forebyggende arbejdsmiljøindsats og en tillidsreform i og afbureaukratisering af den offentlige sektor.

Fagbevægelsens top i den daværende hovedorganisation, LO, havde inden starten på trepartsforhandlingerne i foråret 2012 tilkendegivet over for regeringen, at de "kunne levere det ønskede arbejdsudbud". Det drejede sig om LO’s formand Harald Børsting, næstformand Lizette Risgaard og forbundsformændene i Dansk Metal, HK og 3F. FOA havde derimod meddelt, at "de ikke ønskede at medvirke til en forøgelse af medlemmernes arbejdstid i en periode med arbejdsløshed".

Kort inde i forhandlingsforløbet meddelte arbejdsgiverne til Finansministeriet, at arbejdsgiverne kun ville acceptere et forøget arbejdsudbud i form af færre hellig-/feriedage. Det budskab blev kommunikeret videre til fagtoppen af ministeriet. Der skulle betales i hård valuta, og fagbevægelsens top forsøgte sig derfor i første omgang med at pille to dage ud af den femte ferieuge og omlægge dem til feriefridage, der kunne udbetales som løn, men opgav, da det ville ramme private og offentligt ansatte forskelligt.

Herefter kom store bededag og en ekstra helligdag i spil, og også den gang talte biskopperne om grundlovsbrud, og bagerne klagede: Hvem skal aftage de varme hveder? I tilgift begyndte debatten for alvor at rulle i medierne – trepartsforhandlingerne blev omtalt som "røveri af fridage", og samtlige målinger viste enstemmigt, at lønmodtagerne elskede deres ferie- og helligdage og ikke havde lyst til at afgive dem i bytte for, ja i bytte for hvad? Det helt store problem var den manglende kommunikation med baglandet: tillidsrepræsentanterne og medlemmerne. Hele forhandlingsforløbet foregik i hermetisk lukkede forhandlingslokaler. Det eneste, der slap ud, var rygtet om udsalget af to fridage. Thorning-regeringens stort anlagte trepartsforhandlinger begyndte at vakle.

Dansk Metal meddelte som det første forbund den 7. juni 2012, at "deres hovedbestyrelse havde sagt nej til at afgive ferie- eller helligdage i en situation med høj ledighed", og flere forbund fulgte hurtigt efter med den samme melding. Finansminister Bjarne Corydon aflyste derfor den 8. juni 2012 trepartsforhandlingerne, fordi "der ikke er grundlag for at fortsætte forhandlingerne, når de midler, der var enighed om, og som stod i kommissoriet, er ude af spil".

Det første trepartsforlis i dansk politiks historie var en kendsgerning. Alle i fagtoppen, minus FOA, og regeringstoppen, Margrethe Vestager (R) undtaget, var kede af det, ikke mindst daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S). Hun var klar med en stribe reformer, der blev skrinlagt, men som, hvis de var blevet vedtaget, ifølge regeringen kunne have fremtidssikret dansk økonomi og velfærdsstaten.

Historien om trepartsforliset i 2012 viser, at i en bestemt politisk kontekst havde hverken SF eller fagbevægelsens top berøringsangst i forhold til at fjerne en helligdag eller to og øge arbejdstiden, hvis gevinsten var en række velfærdsreformer og faglige goder til lønmodtagerne. SF var i 2012 selv med i regeringen og havde under valgkampen arbejdet tæt sammen med Socialdemokratiet og LO-fagbevægelsen, der selv så trepartsforhandlingerne som en gylden mulighed for at komme tilbage til en situation, hvor man fik maksimal politisk indflydelse i trepartsforhandlinger med regeringen.

I 2023 er den politiske kontekst fundamentalt ændret. SF er i opposition til den nydannede SVM-regering og uden mulighed for tætte samarbejdsrelationer til Socialdemokratiet. LO-fagbevægelsen er i 2018 blevet til Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), der blev sat i verden for at opnå maksimal politisk indflydelse.

FH har under coronakrisen vist sin politiske duelighed og indgået talrige trepartsaftaler med den socialdemokratiske mindretalsregering med statsminister Mette Frederiksen i spidsen. Men FH’s samarbejde med og indflydelse på Socialdemokratiet er blevet markant svækket efter dannelsen af SVM-regeringen.

I jagten på et øget arbejdsudbud og flere penge i statskassen har regeringen uden tvivl fravalgt FH og trepartsmodellen ud fra den vurdering, at FH, med sine 1,3 millioner "fridagselskende" medlemmer, ikke ville kunne levere det, som regeringen har lagt sig fast på: En afskaffelse af store bededag. Det måtte regeringen derfor selv klare.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.