Vi lever i en tid med enormt høje idealer på alle arenaer. At være god nok er så at sige ikke længere godt nok, for man kan altid gøre det bedre. Altid levere det lille ekstra.
Selvom høje idealer kan være positivt stimulerende, og selvom de kan inspirere os til at gøre os umage, har de også en stor slagside: Vi bliver stressede og aldrig helt tilfredse med os selv, vores liv og hinanden.
Apropos dette så tænker jeg, at dette indlæg skal være skarpt. Det skal skabe refleksion og eftertænksomhed. Mine møder på arbejdet skal desuden være indholdsrige og inkluderende. Og effektive, ikke mindst. Mine mails skal være kortfattede, men alligevel varme. Og så skal der ikke være komma- eller slåfejl i dem.
Når jeg kommer hjem til min familie, skal jeg være en nærværende far. Give mine børn kvalitetstid. Stimulere og støtte, så de får selvværd og selvtillid. Men også udfordre og udvikle, så de bliver robuste. Jeg skal også nå at løbe en tur senere i dag, for det er vigtigt at holde kroppen i gang. Og så skal jeg huske at sætte mig ned bagefter og puste ud. Altså sådan rigtigt. Trække vejret helt ned i lungerne. Mærke temperaturen, efterårets dufte, ilten, åndedrættet, roen, tilstedeværelsen og mig selv.
Og så kommer gæsterne. Dem, vi ikke har set i et halvt år. De skal ikke ankomme til en rodebutik. Derfor skal der støvsuges og vaskes gulv, og der skal være friske blomster på bordet. Naturligvis plukket i egen have. Ingen slinger i valsen, ingen krummer på gulvet og ingen sved på panden.
Når gæsterne er smuttet, skal jeg have lidt partid med min kone. Det er jo vigtigt at passe på parforholdet. Det skriver jeg jo selv. Vi må spørge ind til hinandens dag med stor interesse, og vi bør afslutte dagen med sex. For sex er vigtigt og super sundt og styrker både intimiteten og forbrændingen. Og den skal være intim og intens, omsorgsfuld og overraskende. Når dette fyrværkeri er overstået skal vi sove. Altså sove rigtigt. Her er det vigtigt, at rummet er tilstrækkelig mørkt og perfekt tempereret. Og så skal vi naturligvis have i hvert fald otte timer.
En ven af familien holdt engang en tale for min kone og mig, hvori hun sagde, at vi skulle huske at ”leve ned”. Jeg syntes, det var kloge ord, for det er et vigtigt korrektiv til de krav og idealer, der stresser og præger os i vores tid. Alligevel har jeg ironisk nok så svært ved at leve op til opfordringen om at leve ned. Men jeg vil fortsætte med at prøve.
Måske skulle jeg i næste uge tillade mig selv at skrive lidt kortere mails, holde lidt mindre effektive møder, løbe lidt kortere, stole på, at jeg er en god nok far, leve med krummerne på gulvet derhjemme, byde vennerne på en tør kop kaffe og nøjes med et kram og kys af konen. Måske er godt nok i virkeligheden mere end godt nok.